A tribute to the unplanned journey

En hyldest til den uplanlagte rejse

Tre grunde til at en uplanlagt rejse måske kan gå hen og blive din bedste rejse.



For mange af os er hverdagen lig med overfyldte kalendere og to-do-lister, hvor der ikke er overladt meget til tilfældighederne. Når vi tager ud at rejse, er det typisk for at slippe for de daglige rutiner, kalendertyranniet og måske komme lidt ud af vores komfortzone.

Men mange af os kommer til at tage hverdagens vaner med, når det gælder planlægningen af ferien. Feriedagene er jo sparsomme, så det er vigtigt, at ferien også bliver effektivt udnyttet. Der en masse seværdigheder, der skal ses, restauranter, der skal afprøves, og vandreture, der skal planlægges. Hurtigt kan ferien ende med at være lige så planlagt og fastlåst som din hverdag.

Tag afsted uden planer

Der er dog en anden mulighed. Det er bare at tage afsted, uden planer og se, hvad der sker.

Det er præcis det, Ronja gjorde, da hun besluttede sig for at cykle hele vejen til Kina. Ruten var lagt i grove træk, men ellers var der ikke planlagt meget. Ronja havde en gammel mountainbike, som hun pakkede med et telt og lidt tøj. Og så tog hun bare afsted. Hun havde ikke den store erfaring med cykler og havde for eksempel aldrig prøvet at skifte et dæk. Før hun tog afsted, anså hun en cykeltur på 15 km, som en lang tur. Foran ventede en tur på næsten 10.000 km.

Ronja tog afsted med et åbent sind og mottoet “Det ser vi på”. Kina nåede hun aldrig (blandt andet på grund af corona og krigen i Ukraine), men det blev til mange fantastiske, uplanlagte oplevelser.

I podcasten “En hyldest til den uplanlagte rejse”, som er produceret i samarbejde rejsehjemmesiden Taste the World, fortæller Ronja om sit rejseeventyr og den frihed, der er, ved at tage på en uplanlagt rejse. Her i artiklen kan du læse de tre vigtigste grunde til, hvorfor din næste rejse måske skal være mere uplanlagt.

1. Lær at leve mere spontant

For mange kan det at være uden planer faktisk være stressende. Usikkerheden omkring ikke at vide, hvad der skal ske i morgen eller den næste time kan virke angstfremkaldende. Men når vi planlægger, glemmer vi at leve i nuet og tænker hele tiden på, hvad vi skal lige om lidt og længere ude i fremtiden. Det kan betyde, at vi overser, hvad sker omkring os lige nu og her. Vi bliver mindre spontane. Vi stopper ikke op og taler med en fremmed. Vi overser den sjove, lille café, gemt væk i sidegaden.

Ved at rejse uplanlagt øver du dig i at være mere spontan. En erfaring, som du måske også (til dels) kan overføre til din hverdag, når din ferie er overstået?

2. Du går ikke glip af noget

Du kender måske begrebet “Fear of missing out” (forkortet FOMO), som handler om den stress, der kan opstå, hvis du hele tiden føler, at du går glip af noget. Uanset hvor meget du gør, så vil du altid gå glip af noget. Ingen kan nå alting. Heller ikke på ferien.

At rejse uden planer betyder, at du i princippet, ikke går glip af noget. Som Ronja fortæller i podcasten, så er hun måske cyklet forbi de flotteste vandfald uden at vide det. Til gengæld har hun gjort holdt i landsby, hvor hun har mødt mennesker, som hun ellers aldrig ville have mødt.

3. Du skal ikke nå noget bestemt

Selvom Ronja drømte om at cykle hele vejen til Kina, så endte målet ikke med at være det vigtigste. Hun havde ikke en deadline for, hvornår hun skulle krydse grænsen til Kina. Og det at rejse uden en tidsplan gav hende en masse frihed.

Blev hun forelsket i et sted, så kunne hun bare vælge at blive lidt længere. Mødte hun andre cyklister, som hun klikkede med, så kunne hun ændre sin rute, og følges med sine nye cykelvenner.

Det er den frihed, som den uplanlagte rejse kan give dig - især på de lidt længere ferier.

Drømmer du også om at rejse mere uplanlagt?

Den uplanlagte rejse er din ven. Lav en løs plan for din rejse i dit hoved eller skriv den ned i din rejsedagbog - og så lad det være ved det. Rejs ud i verden, vær lidt mere spontan og mange gode og uventede oplevelser venter på dig.

Lyt med podcasten fra Taste the World, hvor Ronja fortæller mere om sin cykeltur:

Læs Ronjas tidligere LOOW story om hendes tur her.