Kristine Marie Rost - The way to YinPower

Kristine Marie Rost - Vejen til YinPower

Kristine Marie Rost er er en af landets førende specialister i yin yoga, med over 2500 uddannelsestimer, samt 10 års undervisningserfaring. Men vejen til at blive selvstændig med sin egen yogapraksis har dog ikke altid ligget i kortene for Kristine.



Hvad lavede du i din dagligdag før du startede din virksomhed?

Jeg gik faktisk med en kortvarig drøm om at åbne min egen skobutik - sådan en med en lænestol til manden, der kunne læse dagens avis imens konen købte sko til sig selv og børnene. Men jeg forlod hurtigt tanken om butikkernes tossede åbningstider og fik en elevplads i Forsvarsministeriet i stedet. Herfra kom jeg til Hjemmeværnskommandoen, hvor jeg lærte at undervise - dog i noget lidt andet, end jeg gør i dag.

Efterfølgende har jeg rykket rundt i forskellige konsulentstillinger, hvor fælles for alle var, at jeg skulle arbejde på samme måde som man altid havde gjort det - noget jeg ikke trives så godt med. Det er nok derfor, at de 18 år som lønmodtager, aldrig rigtig blev til mere end 20 måneder i samme funktion.

Alt dette resulterede i at jeg pakkede mine ting i en rygsæk og rejste rundt i Mellemamerika. Her fik jeg en helt ukendt lyst til at være udenfor, og den høje luftfugtighed og masser af regn vækkede noget fra min barndom, hvor udendørsleg stod næsten lige så højt som lego. Derfor blev jeg kajak guide i Hvide Sande da jeg kom hjem. Her fik jeg min første vindtætte regnjakke, som jeg stadig har i dag - 15 år senere - og den er ved at være lidt træt i regnvejr. Livet i Hvide Sande bød på lange løbeture langs vesterhavet og en projektlederfunktion i turistbranchen.

Alligevel trak brostenene, vinbarerne, tilbuddet om en firmabil og en lønstigning mig tilbage til København. Men det holdte dog ikke længe med kontormiljø og bonede gulve, så det blev til en udstationering til Filippinerne, dykkercertifikat og alle pengene fra en solgt andelslejlighed blev brugt på yogalæreruddannelser.

Hvordan førte yogalæreruddannelser på Filippinerne til der hvor du er i dag?

Det var i løbet af de to år på Filippinerne hvor yoga-drømmen for alvor gik i gang. På Filippinerne fik jeg nemlig mulighed for at undervise i yin yoga som yogaterapeut på et hospital og i et yogastudie, hvilket jeg begyndte at poste på Facebook.

Da jeg vendte tilbage til Danmark i 2013 var jeg den første dansker som havde Yinyoga forankret som terapi. Jeg blev hurtigt hende yogastudier, DGI og Alt for Damerne tog fat i. Det medførte en fin artikel i Alt For Damerne med makeup, professionel fotograf og min historie.

Det logo jeg fik lavet i sommeren 2013, blev tatoveret på håndleddet den dag jeg fik mit CVR nummer og a-kassen blev droppet - nu var det all-in. Jeg fyldte sale op her og der, og mange var interesserede i at skrive kontrakter med klausuler. Da pandemien kom og landet lukkede ned gik vores online del live med kæmpe succes. Jeg fik meget ros for at kunne komme ud af skærmen og ind i folks hjem, jeg blev endda spurgt om jeg havde været studievært.

Hvordan er dit daglige liv som selvstændig?

Livet som selvstændig giver mig en frihed til at sammensætte min tid som jeg selv vil det. Årene op til pandemien rejste jeg 150-180 dage om året med retreats, kurser og dykkerture.

I november 2019 sad jeg på min 180. rejsedag det år og fik en negativ rejsefeber over at skulle fra kursusstedet til Gatwick lufthavn. Jeg var udmattet, rejsetræt og her besluttede jeg for, at jeg ikke skulle rejse i mere end 4 uger i 2020.

Den aftale overholdt jeg ret let og under lockdown fandt jeg ud af, at livet på cykel til og fra en lejlighed på Vesterbro, alligevel ikke gav mig den glæde som jeg ellers troede. Derfor flyttede jeg til Hvide Sande, hvor uld og vindtæt trives bedst. Det satte gang i nye muligheder og gjorde andre ting mere besværligt - jeg er hele tiden i en transformation med min virksomhed.

Hvad gør yogaen for dig og hvordan kan det hjælpe andre?

Yinpower er i den grad også til den aktive, den stærke, den der vil øge sin eksplosivitet på banen og samtidig forebygge skader, den der ønsker at hele skader hurtigere og få hovedpinen til at gå væk for good. Det er ikke blidt og nænsomt, det skaber robusthed og arbejder med din krops naturlige helingsevne.

Jeg tager udgangspunkt i moderne smertevidenskab, kroppen som en levende organisme og forlænger den enkeltes liv med fokus på vejrtrækningen. Det er harmoni mellem yin og yang og ikke enten eller, som der ellers er misforståelser omkring af mange derude.

Det er sandsynligvis også på den baggrund, at jeg blev kontaktet vedrørende samarbejde af osteopater, læger og andre fagfolk i den vestlige verden - fordi jeg netop ikke formidler klangskåle, pude miljø og kakao ceremoni, men ren og skær egen krop på egen måtte. Vi kan jo ikke være i de svære øvelser for hinanden. Helingen står vi selv for. Med en praksis som denne kan man opnå noget robusthed, som gør at man kan tage nogle valg, som måske nu gør ondt, men som er gode for dig efterfølgende. Alle de gamle vaner vi holder fast i. Gennem Yin kan vi ændrer vores vaner.

Kroppen skal nok fortælle os hvad vi har brug for – når vi tillader os selv det. Kig lidt på hvad det er for en historie du gerne vil fortælle. Brug tiden i stillingerne til at se på, hvordan vi kan lave i går, til en historie som ikke holder os tilbage.

Du kan følge med hos Kristine på hendes hjemmeside https://yinpower.dk/ eller på Instagram og Facebook under navnet @Yinpower og Yinpower - Et Komplement til dit liv.