Danmark rundt i kajak er vores første eventyr ud af fire på et år. Ved egen kraft vil vi bevæge os langs de danske kyststrækninger for at opleve vores eget lands smukke natur, besøge de hyggelige havnebyer og omfavne mødet med lokale og fremmede. Vi glæder os til en masse sjove oplevelser og nye bekendtskaber og håber at kunne vise, hvor meget der gemmer sig lige på den anden side af hækken i Danmark.
Klokken er 06:00 og alarmen ringer. Vinden rusker let i teltdugen, og der høres en rislen fra de regndråber, der stille falder udenfor. Igen i dag vidner dette og det dæmpede lys, der trænger ind i teltet, om en grå og våd dag på vandet. Vi er efterhånden vant til at det danske sommervejr i år har været ret efterårsagtig, og nogle morgener er det sværere at komme ud af posen end andre. Vores rotøj ligger i absis, og selvom vi har haft det bredt ud for at lufte siden vi kom i land i går aftes, er det stadig vådt og lugtende og efter nattens faldende temperatur er det også blevet koldt. Efter mere end fem uger på vandet i det samme tøj, er selv vores uld begyndt at lugte surt, så det at tage tøj på er langt fra yndlingsdisciplinen på turen. Men på skal det, og heldigvis er det kun koldt i et kort øjeblik, og lugten har vi efterhånden vænnet os til, da vi heller ikke selv lugter specielt godt længere. De våde neoprenbukser er stadig lige besværlige at få trukket på, uldsokkerne er våde og godt beskidte og vores langærmede uldtrøjer er våde fra brystet og ned, men med skaljakken udenpå giver det en luftig og samtidig varm følelse. Nu er lejren taget ned, tøjet er taget på, kajakkerne er pakket og vi er klar til at rykke os endnu et stykke på landkortet og nå et stykke nærmere målet i bunden af Flensborg Fjord.
Fremad går det, og som alle de andre dage får vi vendt det kedelige vejr til noget positivt og finder det flotte i de mange skyers forskellige former og farver. Strømmen er med os og sammen med et par nysgerrige sæler, bliver vi fulgt godt på vej. Efter et par timer på vandet, kigger solen også frem og skaljakkerne må vige. Solen bager godt på vandet, hvilket efterlader trøjerne med stive ærmer grundet de tørre hvide saltplamager. På vores tur rundt om Danmark er vi ofte startet ud i skaljakker og som dagen skrider frem bliver lagene færre og færre. I dag er ingen undtagelse, så efter frokost, hvor depoterne igen er blevet fyldt op med ny energi, må vi udskifte den langærmede med den kortærmede og smøre et ekstra lag solcreme i ansigtet og på armene, inden vi fortsætter nogle timer endnu. Vinden har efterhånden lagt sig helt og efterlader vandet blikstille under os med fantastiske spejlinger af kajakkerne og af de enkelte skyer, der har fået lov at blive tilbage på himlen. Det er øjeblikke som dette, vi nyder ekstra meget.
Da vi er gået i land på stranden, får vi taget de drybags, vi skal bruge fra kajakkerne, og så er der ellers bæremik i bedste stil frem til hvor vi skal slå lejr for natten. Der er ikke så langt, og det er dejligt at få lov til at bruge benene lidt efter en lang dag i kajakken. Teltet bliver slået op og hurtigt er vi kommet på plads i vores hjem, der hver aften skifter beliggenhed. Efter en dag på vandet er det værdsat at komme i lejr og skifte til noget lækkert let og luftigt uldtøj, samt at rende rundt uden sokker og få tørret de gennemvædede, rynkede fødder, der efter over otte timer i en neoprenstøvler fyldt med vand er lykkelige over endelig at blive luftet. Aftensmaden tilberedes på trangiaen, og i dag består menuen af forskellige friske grøntsager fra den lokale købmand blandet sammen med en omgang nudler, rød karrypasta, løg, vores hjemmetørrede tofu samt en dressing af sesamolie og peanutbutter. Som de sene timer trænger sig på, kryber vi langsomt længere og længere ned i posen. Trætte og glade går vi til køjs med drømmen om endnu en god dag, der venter igen i morgen.
Turen rundt om Danmark blev til i alt 1530 km på 56 dage, hvoraf 25% af dagene lå vi trygt og godt i teltet på landjorden mens blæsten ruskede udenfor.
Vejrudsigten tjekkes igen og igen… og vejrguderne er ikke med os. Hvad gør vi? Skal vi holde os til planen om at skulle vandre fra Skagen til Agger eller skal vi søge mod udlandet? Vejrudsigten ændrede sig konstant de sidste dage inden den planlagte start. Til sidst besluttede vi: "Lad os gøre det - vi har glædet os så meget til turen, og vi ved jo aldrig med den danske sommer"
Fredag formiddag starter vi ud fra Grenen i det smukkeste vejr. Vi begiver os ned langs østkysten, nyder hinandens selskab, solens stråler, udsigten, en tur i bølgerne og madpakken med rugbrød, æg og kippers. Vi er i gang, det føles godt, glæden og forventningerne bobler.
Vi slår lejr efter ca. 25 km, og selvom skovmyrerne vrimler omkring os, er vi positive over starten på vores vandring. Vi glæder os over en lun aften, årets første fund af kantareller, en lækker portion chili con carne, en kop rødvin og et spil kort. Mætte og tilfredse kravler vi i køjerne, og snart begynder regnen at falde. Det er hyggeligt at ligge og lytte til dråberne, der trommer på tarpen. Og det bliver ikke den eneste gang, vi oplever det på turen. Regn og byger bliver vores faste følgesvende hele vejen.
Vi står op til en våd og grå morgen, så vi pakker hurtigt sammen. Regnjakker og regnslag tages på, og vi begiver os mod en shelterplads, for at finde ly til morgenmaden. Vi har ikke helt styr på dagens rute, andet end at vi skal krydse over til Vestkysten og satser på en sti syd om Råbjerg Mile. Den sti finder vi dog aldrig. Det bliver en udfordrende tur med sumpede områder, hegn, krat og omveje. Men det er smukt – og vejret klarer en smule op. Vi når endelig Vestkysten, mærker vinden og nyder et velfortjent bad i bølgen blå.
Vores mål for dagen er at nå en shelterplads i Tversted Klitplantage, da der er varslet uvejr sidst på dagen. Et shelter er bare fantastisk, hvis det skal regne hele aftenen. Undervejs bliver vi igen beriget af naturen. Vi kan i stilhed betragte råvildt, blåbærbuskene bugner med bær, og vi finder de lækreste indigo-rørhatte - naturen giver… Taknemmelige når vi shelterpladsen, vi får sat køjerne op i tørvejr og når endda både aftensmaden og et spil kort, inden uvejret sætter ind. Det bliver en nat med regn, lyn og torden.
Rutiner
Vi opbygger hurtigt nogle rutiner på turen. Morgenmad og kaffe er det første, vi tager os af, hvis vejret tillader det. Hvis ikke, pakker vi sammen og finder et sted med ly og læ, hvor vi kan nyde morgenmaden i stedet. Et morgenbad i havet bliver også hurtigt en vane. Selvom det kan kræve lidt overvindelse, er det altid dejligt og forfriskende, og det blev noget, vi virkelig satte stor pris på. Desværre var der dog dage, hvor havet var så vildt, at vi fandt det uansvarligt at hoppe i.
Undervejs på vores vandring holder vi mange pauser. Vi stræber efter at tage en kort pause på omkring 10 minutter hver time, hvor vi tager rygsækkene af og lægger os ned. Det er også skønt at kunne lufte tæerne. Når det er tørt vejr, er det nemt at holde pauserne, men når det regner, kan det være udfordrende. Vi er dog bevidste om, at de gavner os, så vi forsøger stadig. Et par gange i løbet af dagen tager vi nogle lange pauser, og er der basis for en middagslur, så er der også plads til det.
Når vi er færdige med dagens vandring og har fundet vores sted at sove, tager vi vores dunjakker på og hænger køjerne op. Vi passer på ikke at blive kolde. Når lejren er sat op, skifter vi til tørre merinouldstrøjer, eller flere lag af dem, de lange merinouldsunderbukser, dunjakker, huer, halsedisser og vanter. Nogle aftener spiser vi endda aftensmad med topquilten på. Og vi må bare konstatere, at aldrig før har huer, halsedisser og vanter været så meget i brug i Danmark i juli måned…
Vores udstyr
Vi går på stranden syd for Hirtshals, og uden varsel åbner sluserne sig, og regnen vælter ned. Vi når ikke engang at overveje at få regnjakkerne på, før vi er gennemblødte. Vi kigger på hinanden, griner lidt af situationen og fortsætter vores vandring. "Det kan ikke hjælpe noget at blive irriteret - vi kan ikke ændre situationen, men vi kan få det bedste ud af det."Vi er så taknemmelige for, at det er merinould, vi har på overkroppen. Her bliver vi ikke kolde, selvom vi er gennemblødte. Heldigvis stopper den voldsomme regn ret hurtigt, og vi kan gå os tørre. Vi mærker her tydeligt forskellen på, om vores tøj er merinould eller andet materiale.
Da vi når Tornby Strand, ser vi et fint lille ishus, og selvom vi stadig er våde og kolde, så kan man godt spise is – det er vel sommer... Med isen i hånden beslutter vi os for at søge væk fra stranden i håb om mindre vind.
Vi var taknemmelige for det udstyr, som var med. De tykke uldtrøjer, som vi ellers overvejede at lade blive hjemme, bliver brugt dagligt. Men hvem forestiller sig, at det er nødvendigt med så meget varmt tøj i juli måned – selv hue, halsedisse og vanter, og så nærmest hver dag... Ja, vi er i hvert fald blevet klogere på dansk sommer i Nordvestjylland.
Vi kan efterhånden konstatere, at vi har det nødvendige udstyr med, men heller ikke mere end det.
"Fik jeg det hele med, efter vi holdt pause?" spørger Ole en dag. Der mærkes udvendigt på rygsækken, og det virker som om, at alt er der. "Rygsækken vejer ingenting, det føles, som om den er fyldt med vat," lyder det fra ham efter 100 meter. Den må af og tjekkes - alt er der heldigvis. Det er tydeligt, at vi hurtigt vænner os til at gå med rygsækkene, nu hvor vi har fået vores basisvægt på udstyr så langt ned.
Når vi ser andre vandrere med store, tunge rygsække, mindes vi vores egne oplevelser fra dengang, hvor alt for meget var fyldt i rygsækkene. Vi er taknemmelige for, at vi i dag kender vores behov for udstyr, så vi kan gå med langt færre kilo.
Mødet med andre
Undervejs på turen møder vi andre mennesker, som sætter et positivt aftryk på vores vandring. På en regnfuld aften møder vi en fransk kvinde, som er på cykelferie i Danmark. Hun er meget interesseret, da vi fortæller, at vi sover i køjer, da det ikke er noget, hun har kendskab til. Hun følger fascineret opsætningen af køjerne, tager billeder og stiller spørgsmål. Vi tilbyder hende at prøve vores to forskellige køjer, og hun er vildt begejstret, da hun oplever, hvor godt hun ligger i forhold til i et telt. ”Hvorfor er det ikke udbredt i Frankrig, når man ligger så skønt,” udbryder hun spontant.
En solrig morgen, hvor vi nyder morgenmaden og den smukkeste udsigt ud over hedelandskabet, kommer en medarbejder fra Naturstyrelsen forbi. Han har arbejdet i området i snart 40 år og fortæller vidt og bredt om dyrene, faunaen og projekter. Et af hans projekter har været at etablere netop det sted, hvor vi sidder og nyder morgenen, og der er ingen tvivl om, at det glæder ham at opleve, hvor stor pris vi sætter på det. Det er skønt at møde en person, som er så passioneret omkring sit job og begejstret deler ud af sin viden samt erfaring med området.
Ved Lyngby redningshus møder vi ”Syklubben,” som er på deres årlige sommertur. Vi bliver modtaget med kaffe og kage i rigelige mængder, og snart er vi en del af selskabet. De 6 kvinder spørger interesseret ind til vores tur, hvor vi er startet fra og skal slutte, hvordan vi overnatter mv. De er imponerede over, at både vi og vores hund Lady har gået så langt, at Lady sover ved Ole i køjen, og at vi har levet ude døgnet rundt i næsten 2 uger. For os var det fantastisk at opleve deres imødekommenhed og interesse, og samtidig mærke deres dynamik og glæde i hinandens selskab.
De små glæder
Vi glæder os over naturens spisekammer: bugnende ribs- og hindbærbuske, områder med overflod af mosebøllebær, sæsonens første brombær og svampe. Det hele er et kærkomment supplement til vores måltider. Ja, selv Fanta kan naturen bidrage med på forunderlig vis – en morgen på stranden fandt vi uåbnede dåser, som var skyllet i land.
Pauser på solrige og vindstille steder efter flere timer i gråvejr og vind, lidt læ fra en klit eller en klynge træer, imens vi vandrer, solen bryder igennem skydækket, og regnbuen viser sig på smukkeste vis.
Lærkens sang, som følger os ud over de vindomsuste hedearealer, rovfuglene, som cirkler på himlen efter evig jagt på føde, rådyrene, som nysgerrigt følger os fra skovtykningen, sandløberen, som spurter efter føde i strandkanten.
Den rå, uspolerede natur med de store vidder, havets brusen og den rene, klare luft kan altså noget.
Taknemmelighed over at nyde en kop kaffe, en stille og solrig morgen, solnedgangen, som på smukkeste vis oplyser og farver horisonten, inden vi kryber til køjs. Smagen af forskellige slags fisk og skaldyr, som købes undervejs hos lokale fiskehandlere – ikke mindst fiskefrikadeller, gik der sport i at teste. Vores helt klare favorit er fra Lild Strand Røgeri – lune, sprøde og smagfulde.
”To walk in nature is to witness a thousand miracles.”
- Mary Davis
Refleksion
Vi går på stranden, regnen pisker ind på siden af ansigtet, vinden griber stødvist fat i rygsækken, og det kan mærkes. Der er vindstød på op til 22 m/s. Det er ikke muligt at tale sammen, så der bliver tid til refleksion.
Hvorfor går vi her? Det er koldt, vådt og anstrengende, men vi nyder det. At opleve naturen, dens skønhed og kræfter samt den simple livsstil. Vi kan tømme hovederne for dagligdagens udfordringer. Vi skal fra A til B, og det er uden en tidsplan. Vi skal blot finde nogle træer til køjerne, inden det bliver mørkt.
Der er også tid til refleksioner omkring vores måde at leve på til dagligt. Hvor meget er det, vi egentlig har brug for, og hvilke ting sætter vi pris på? Vi er enige om, at det eneste, vi virkelig savner, er, at vores ting er tørre. Måske vores materialistiske livsstil skal op til revision…
Konklusion
Når vi kigger tilbage på turen, må vi konstatere at det nordvestjyske er fantastisk. Selvom vejrguderne skulle udfordre os, så blev det en fantastisk smuk og oplevelsesrig tur. Det ustabile vejr har uden tvivl lært os at bekymre os mindre om vejret i fremtiden, når vi skal på tur. Samtidig betød det også, at vi flere dage måtte ændre vores dagsdistancer for at ende på shelterpladser, når der skulle komme massiv regn. Dette resulterede i flere længere vandredage. En af dagene gik vi knap 38 km, hvilket var langt mere end de 25 km, vi havde planlagt hjemmefra. Vi fik bekræftet, at vi sagtens kan tage de lange dagsdistancer, hvis vi blot holder vores pauser og holder tempoet nede. Dette åbner op for flere muligheder i vores fremtidige planlægning af ture.
Vi endte med at gå over 300 kilometer, og det var en fantastisk oplevelse. Vi er helt klar til at tage på endnu længere ture i fremtiden. Næste tur er allerede i støbeskeen. Den skal gå til Sverige, hvor vi både skal vandre og tage ud i kajakken.
Og når det kommer til merinould... Det er og bliver et fantastisk produkt, og LOOW-produkterne lever fuldt op til vores forventninger. Pasformen er god, det er behageligt at have på, både når det er koldt og varmt, ja selv når det er gennemblødt. Det tørrer hurtigt og lugter mindre. Samtidig vejer og fylder det ikke ret meget. Det er ideelt til hele vores udendørsliv, men bliver også ofte brugt i hverdagen.
Fra det øjeblik vi stod på toget i Odense, begyndte vores eventyr gennem Europas storslåede natur. Venedig, med sine smalle kanaler og romantiske broer, var vores første stop. Klokken var 8 om morgenen og vi havde nærmest byen for os selv. Vi vandrede gennem de charmerende gader, afprøvede de lokale cafeer og udnyttede de turisttomme pladser til at tage et fotoshoot eller to.
Samme dag tog vi en båd videre til Ca’Savio, og begyndte feriens første par dage med sol, sand og sangrias.
Da vi ankom til Bled i Slovenien, blev vi allerede på togstationen mødt af en helt fantastisk bjergudsigt. Bled var med sin berømte sø et af de steder der lå højest på vores liste. Byen var som taget ud af et eventyr med bjergene, der omkranser den turkisblå Lake Bled og den imponerende ø midt i søen. På de fire dage vi var der, vandrede vi intet mindre end tre gange rundt om søen, og en enkelt gang op til udsigtspunktet Ojstrica for at få et glimt af den helt unikke solnedgang ned over bjergene og søen. Vi havde taget en trangia med op og spiste en omgang spaghetti carbonara med et glas rødvin i hånden til synet af den mest fortryllende solnedgang.
Tip: Det kan klart anbefales at leje SUP-boards og padle rundt ude på søen. Det må være et af vores mest mindeværdige øjeblikke på turen.
Efter Slovenien tog vi videre til Gosau i Østrig. Det er en helt fantastisk bjerglandsby, med rig mulighed for at tage på vandreture. Vi tomlede de fleste steder hen, da busbilletterne var umenneskelig dyre. På den måde kom vi også i snak med en masse af de lokale som gjorde os opmærksomme på hvilke arrangementer vi kunne tage del i, såsom østrigsk folkedans og -musik på en nærliggende kro. Derudover tomlede vi til den charmerende by Hallstatt, hvor vi tilbragte en enkelt dag. En særligt fotogen by, hvilket vi ikke var de eneste der havde fundet ud af.
Sidste destination på vores rejse var byen Garmisch-Partenkirchen i det sydlige Tyskland. En stille og rolig by, med busruter til den berømte Eibsee. En lidt for turistet sø, hvis vi selv skal sige det, men den famøse kabelbane der fører op til Tysklands højeste punkt Zugspitze lå også lige i nærheden. Hvis du nogensinde kommer hertil, vil vi helt sikkert anbefale dig, at tage en tur der op. Du skal give en god sjat penge for kabelvognen, men udsigten derfra er det hele værd. Vi kunne også nyde synet af den mest turkis blå gletsjer, mens vi i hænderne formede snebolde midt i juli måned.
Herefter gik turen hjemad. Sørgmodigt, men tiltrængt. Vi var blevet fyldt godt op med nye oplevelser og indtryk, som vi nu skulle hjem og fordøje.
Merinould - En Rejsefølgesvend:
Vores merinouldtøj fra LOOW var et punkt på pakkelisten vi ikke vidste vi manglede. På cafebesøg i Venedigs varme gader og på vandreture i Østrigs kølige bjergtoppe, holdt tøjet os varme, tørre og så tilmed godt.
De åndbare t-shirts var en life-saver på de lange, varme og tætpakkede togture gennem Italien og Slovenien. Vi havde ingen grund til at bekymre os om den typiske svedlugt eller det obligatoriske våde back-pack mærke på ryggen, da tøjet tog både lugten og var hurtigtørrende.
Fotografiske øjeblikke
Som fotograf (Benjamin) var denne rejse en sand fornøjelse med et kamera i hånden. Det var næsten svært ikke at få et smukt billede, uanset hvor vi var henne! Der kom så mange forskellige billeder ud af turen, fra de farverige facader i Venedig til den mest charmerende bjerglandsby i Gosau.
Alt i alt var vores interrailtur helt fantastisk! Interrail er særligt fedt, da man kan være meget fleksibel. Man skal ikke tænke på dyre parkeringspladser eller fartgrænser, vi skulle bare holde øje med togafgangene. Det er fantastisk at kunne besøge flere forskellige lande og gå fra at have badeferie i Italien til oplevelsesrige vandretur i de Østrigske bjerge.
Gå til Instagram for at se alle Benjamins flotte billeder på @Benjamindalby
@Benjamindalby
Gode råd til interrail
Min første rejse alene
Jeg har ikke tidligere i mit liv, heller ikke da jeg var yngre, rejst alene. Derfor var denne rejse ikke kun en fysisk rejse, men også en rejse i at opleve mig selv alene ude i verden på egen hånd. Tanken om at bestige bjerge og vandre i bjergene har altid fascineret mig. Jeg har ivrigt fulgt med i mange programmer, læst bøger og fulgt med på sociale medier om sne, ski og bjergbestigning. Derfor blev et af mine første mål også et bjerg. Jeg havde et par bjerge i tankerne: Kilimanjaro i Tanzania, Mera Peak i Nepal og Mont Blanc i Frankrig, hvoraf det sidste blev min start. Jeg valgte Mont Blanc, fordi det ligger i Europa, og fordi turens varighed er en uge. Der var også overvejelser omkring højdesyge og afstanden hjemmefra, da jeg skulle rejse alene for første gang.
Den 14. september 2022 bookede jeg turen gennem 'MontBlancGuides' med afrejse den 7. juni 2023. Derefter begyndte mine forberedelser, hvilket for mig udgør en stor del af glæden ved at skulle rejse – forventningens glæde.
Dag 1 - Rejsedagen
Efter en lang rejsedag mod lufthavnen i Genève ankom jeg til vores mødested, en hytte - The Castle i Chamonix, Frankrig. Jeg ankom som den sidste af 10 tilmeldte på grund af lidt forsinkelser. De øvrige kursister var tre damer og seks mænd fra henholdsvis Canada, Amerika, England og Tyskland. Jeg blev tildelt et værelse sammen med en sød ung mand ved navn Nick, som var 25 år gammel og fra England.
På den første aften fik vi informationer om, hvad der skulle ske næste dag, og lidt om de efterfølgende dage. Her fik vi også at vide, at den tur, vi skulle ud på næste dag, var en prøve på, om vi kunne komme med på Mont Blanc, eller om rejsebureauet var nødt til at beslutte, at de ikke kunne lade os bestige Mont Blanc. Dette kunne enten være på grund af manglende styrke eller højdesyge.
Dag 2 - Chamonix
Først på dagen kom en guide forbi os alle for at tjekke vores udstyr. Jeg manglede en isøkse, B3-støvler, crampons og en harness (sele). Når alle havde fået det nødvendige udstyr, begav vi os fra Chamonix mod vores mål i Italien, en køretur på cirka to timer.
Vi gjorde os klar til vores første trek op til hytten, hvor vi skulle tilbringe vores første overnatning. Turen op var udfordrende og stejl, en rejse på 3 timer. Undervejs stoppede vi for at drikke vand og fik undervisning i at sætte crampons og harness på. Alle fulgte godt med, og efter at have tilbagelagt 2710 højdemeter ankom vi til Rifugio Federico Chabod-hytten omkring kl. 16.00, hvor vi skulle overnatte i to nætter. Vi gik tidligt i seng, da vi skulle op kl. 03.30 for at starte dagen tidligt. Jeg tror ikke, jeg var den eneste, der havde svært ved at sove den nat. Jeg formåede måske kun at få 1,5 timers søvn.
Dag 3 – Grand Paradiso
Vi spiste morgenmad kl. 04.00, men jeg spiste ikke noget, da jeg ikke er en morgenmads-spiser. Vi startede vores vandring kl. 05.00, stadig i mørket og med meget koldt vejr. Vi starter med at have hjelm, pandelampe og harness på. Da vi nåede Laveciau-gletsjeren omkring kl. 5.15, stoppede vi for at tage crampons på og binde os sammen med liner. Derefter stoppede vi kun for korte pauser hver halvanden time, og vores udsigt var domineret af snedækkede bjerge så langt øjet rakte. Omkring klokken 8 tog vi en pause for at spise lidt. Jeg var ikke i stand til at spise på grund af maveproblemer, men jeg forsøgte at drikke noget, da jeg var klar over, at dehydrering kunne være en risiko, hvis jeg ikke fik nok væske.
På et tidspunkt begyndte jeg at føle mig dårligere og fik tiltagende kvalme. Da vi stoppede for en pause kl. 12.00, var jeg virkelig dårlig. Jeg trængte til at kaste op, var svimmel, og mine ben føltes som om de var tunge sandsække, jeg næsten ikke kunne løfte. På dette tidspunkt var vi omkring 3700 meters højde, og det første jeg tænker på er, at jeg ikke kan forstå hvorfor jeg er blevet så pludselig træt, og måske det skyldes at jeg ikke var i den fysiske form jeg havde håbet på.
De guider, vi havde med, traf en hurtig beslutning og besluttede, at jeg og to andre kursister skulle vende om og gå ned. Vi blev fulgt ned af Claudio, en meget erfaren og utroligt cool guide fra Italien. Claudio fik os hurtigt sikkert ned. Allerede efter de første 5 minutter følte jeg mig meget bedre. Mine ben var okay, og svimmelheden var aftaget, men kvalmen fortsatte. Claudio forklarede mig på sit gebrokken engelsk, at højdesyge kan påvirke alle, selv fysisk stærke personer. På det tidspunkt var jeg dog bare skuffet og træt af situationen. Vi vendte tilbage til hytten, og jeg gik direkte i seng, hvor jeg faldt i søvn. Jeg vågnede op efter et par timer og hørte, at de andre var kommet tilbage fra toppen af Grand Paradiso. Jeg forsøgte at glæde mig på deres vegne; de var helt opløftede efter deres top-oplevelse. Men jeg følte virkelig, at jeg havde lidt et nederlag. Jeg var kun omkring 300 højdemeter fra toppen af Grand Paradiso, og det gav mig en smule mentalt sammenbrud. Den følelse blev faktisk hos mig i et par dage, selv efter jeg var kommet hjem fra turen. Vi blev og overnattede i hytten på en højde af 2710 meter.
Dag 4 – Tilbage til The Castle
Vi stod op omkring kl. 6.00 og kl. 8.00 begyndte vi nedstigningen fra hytten Rifugio F. Chabod og ned ad bjerget. Mens vi var på vej ned, kom en af guiderne hen til mig og spurgte, om jeg ville med på et andet bjerg. Han fortalte mig, at jeg var fysisk stærk nok til Mont Blanc, og jeg skulle vide, at han havde set mange stærke mænd opgive bjergbestigning allerede ved 2000 højdemeter. Han fortæller at det er individuelt, om man kan tåle højderne . Hvis jeg vil Mont Blanc er det ikke umuligt, jeg skal bare bruge flere dage for at afklimatisere.
Vi ankom tilbage til The Castle omkring kl. 14.00, hvor vi mødtes med alle guiderne og arrangørerne af Mont Blanc-turen. Vi diskuterede mulighederne for os alle, når det kom til at bestige Mont Blanc. Her fik jeg endnu engang at vide, at jeg var fysisk stærk nok til at tage udfordringen op, men på grund af behovet for ekstra dage til akklimatisering, kunne de ikke tage mig med til toppen. De tilbød mig og de to andre en alternativ tur, muligvis til bjergene i Schweiz. Dette vil vi alle tre gerne, og vi fik besked om at være klar kl. 9.00 næste morgen, hvor vi skal mødes med den guide som skal med os.
Efter vores møde var det tid til et efterlæmgtet varmt bad, det første siden onsdag aften. Der var nemlig ingen badefaciliteter på hytten oppe på bjerget, så det var virkelig tiltrængt.
Dag 5 – Ny dag nyt bjerg
Da klokken blev 9 mødtes vi med vores guide, Tim, fra New Zealand. Tim tog et stort kort frem, der dækkede hele Mont Blanc-området. Han foreslog, at vi skulle køre til liften og tage den så langt op som muligt. Herefter skulle vi gå over bjergene og overnatte på Refuge Albert 1 i Frankrig. Hvis vi havde lyst, kunne vi fortsætte næste morgen mod en bjergtop og derefter overnatte i hytten Cabane Trient, beliggende i Schweiz.
Vi tog to lifte mod toppen: først gondolliften Charamillon og derefter stoleliften Col de Balma, som tog os op til cirka 1700 meters højde. Derfra skulle vi gå op til en hytte tæt på grænsen mellem Frankrig og Schweiz, nemlig Refuge Albert 1, som lå i en højde af 2702 meter.
Turen derop er fin og vi gik i et jævnt tempo med pauser undervejs. Den sidste stigning op til hytten var virkelig stejl; det føltes som om, vi gik lodret op. Vi satte hvert skridt hårdt i sneen og hakkede isøksen solidt i sneen for at sikre vores vej op.
Da vi nåede Refuge Albert 1, blev jeg forkælet med det bedste stykke banankage med flødeskum og den bedste kop kaffe, jeg havde fået siden min ankomst til Frankrig den 7. juni. Vi blev tildelt sengepladser i et 12-personers værelse, og da vi var de første, der ankom, fik jeg lov til at vælge min seng først. Jeg nød den smukke udsigt fra min seng. Der var tid til lidt afslapning og nydning af udsigten over gletsjeren. Jeg fik dog kun omkring 1,5 timers søvn den nat, hvilket ikke var optimalt, da en dag med omkring 7-8 timers vandring over gletsjeren ventede os næste dag.
Dag 6 - Vandring til Toppen
Dagen startede kl. 04.00 med morgenmad og kaffe og kl. 5.00 begav vi os afsted over den schweiziske grænse. Planen var at bestige et lille bjerg i 3400 meters højde og derefter gå ned igen for at nå vores overnatningssted. Dagen starter kold, men sneen er god at gå i, bjergene virker helt øde, og kort tid efter vi er gået fra hytten mødte vi ikke flere mennesker på bjergene. Solen brød frem over bjergene, og det blev gradvist meget varmt. Solens stråler bagede ned på os og på sneen, så det var yderst vigtigt at huske solcreme hver gang vi tog pauser. Sneen begyndte at blive blød og tung at gå i, hvilket gjorde vores fremgang langsommere end beregnet. Derfor besluttede vi os for at tage en genvej og rappelle ned over en snedækket revne. Om det i sidste ende sparer os tid, er svært at sige, men vi fik i det mindste en ekstra erfaring med os. Vi tog korte pauser cirka hver halvanden time, og vores handsker var gennemblødte og dryppede af sved. Men vi var nødt til at tage dem på igen, da både sne og klipper slog hårdt mod vores hænder. Efter at have nået toppen i 3400 meters højde, begyndte vi at gå ned igen, og ved 3170 meters højde ankom vi til Cabane Trient-hytten omkring kl. 15.00. Vi fulgte nøje vejrudsigten ved hytten, da der var tegn på større regn og torden i bjergene den efterfølgende dag.
Dag 7 - Nedstigning og tilbage til The Castle
Den syvende dag stod vi op kl. 4.00 og havde afgang kl. 5.00. Endnu en kold morgen byder os velkommen, men sneen er frossen og giver en god overflade at gå på. Heldigvis ser det ud til, at vi undgår regn og torden. Vi bevæger os i et godt tempo ned mod Refuge Albert 1. Ved ankomst omkring kl. 11.00 stopper vi for frokost. Omkring kl. 12.00 begiver vi os ud på en meget stejl nedstigning mod liften. Solen skinner nu, og sneen er blevet grødet og tung at gå på. Men da vi er på vej nedad, går det hurtigt, og vi når liften ca. kl. 14.00. Mens vi sidder i liften, trækker det op til lidt regn, men inden vi når ned til det sted, hvor vi parkerer, er vi ude af regnen.
Vi vender tilbage til Chamonix og når The Castle omkring kl. 14.30. Der venter kaffe og en portion kage på os. Efter kaffe og en kort samtale om vores oplevelser, er det tid til et tiltrængt varmt bad, da vi heller ikke denne gang havde haft mulighed for at bade. Dagen efter skal jeg rejse hjem igen.
Efterfølgende refleksioner
Efter min hjemkomst og efter at have bearbejdet mit "mental breakdown", er jeg blevet mere ivrig efter at komme af sted igen. Bjergene og udfordringerne er ikke færdige med mig, og jeg er heller ikke færdig med dem. Det er næsten som om, at følelsen af nederlaget har givet mig ekstra blod på tanden til at ‘det her godtager jeg ikke, jeg må prøve igen’.
Hvis jeg havde tænkt lidt mere over det, ville jeg have booket et par ekstra dage i Chamonix, inden jeg bestilte mine flybilletter. Chamonix-området er utroligt smukt og imponerende, og jeg ville gerne have brugt lidt tid på at udforske det nærmere. Oplevelsen af at rejse alene føltes slet ikke så mærkeligt eller ensomt, som jeg havde forestillet mig. Jeg har mødt så mange venlige mennesker på min rejse, både i lufthavne, i flyene, på restauranter, i butikker og ikke mindst med mine medkursister.
Jeg har fået mange gode oplevelser og så mange gode minder jeg kan tage med mig fra ture, om jeg vender tilbage for at forsøge mig med Mont Blanc igen, det ved jeg ikke, men en ting er helt sikkert, min opdagelsesrejse fortsætter så længe jeg kan.
Med hensyn til beklædning på turen, så blev jeg meget positivt overrasket over hvad merino uld kan og ikke kan eller gør. Alt det jeg har haft på af LOOWs produkter lugtede ikke, men mit fleece tøj, jakker, bukser, handsker og bh’er som er lavet i syntetisk stof lugtede fælt af sved..og jeg vil lige nævne, at den ene af mine LOOW bluse blev brugt på alle de dage jeg var på bjergene. Jeg er normalt en frossenpind, men jeg har på intet tidspunkt på turen haft det koldt eller for varmt, der hvor jeg har haft uld tæt på kroppen.
Næste eventyr starter 8. august, hvor der er afgang mod 19 dages ø-hop i Bali området. Der skal der udforskes lidt regnskov, telttur med overnatning på Rinjani bjerget, 3 dages bådtur, Komodo-island, snorkeling, riverrafting, køre ATV, afslapning og masser af sol.
Derudover har jeg mange andre spændende og udfordrende eventyr i tankerne. Måske et lille bjerg i Nepal, en tur til Grønland over indlandsisen, interrail i Europa, Kilimanjaro og Zanzibar, Caminoen med min mor, roadtrip i Australien og New Zealand og forhåbentlig mange flere.
Den kolde vind fyger over den hårdt pakkede sne og danner små hvirvler af dansende fnug og iskrystaller, der hastigt bevæger sig ud over den frosne fjord. Solen er endnu ikke kommet op fra sit vinterhi, men gemmer sig bag de savtakkede bjergtoppe, hvorfra den kaster sit varme, indirekte lys over de frostsprængte klipper, de ensomme isbjerge og det uendelige snelandskab. Her, midt i den nordøstgrønlandske ødemark, sidder Anders op ad hundeslæden. Han taster Annas telefonnummer på satellittelefonen og håber, hun tager telefonen i den anden ende, så vi kan nyde en af de sjældne og skrattende samtaler, der i lange perioder udgør vores forhold. Dette er et af vilkårene under de op til fem måneder lange slæderejser ved Slædepatruljen SIRIUS, og i over to år er netop SIRIUS det store omdrejningspunkt og eventyr i vores forhold - og en unik udfordring for såvel Anna hjemme i Danmark som for Anders i Grønland.
Satellittelefonen bipper et par gange i sin søgen efter signal, inden ventetonerne begynder deres langsommelige takt. Anna svarer og hun har heldigvis tid til at snakke, så glad kan Anders trække de varme yderhandsker på og sætte sig til rette med udsigt over den enorme frosne fjord. Denne dag har Anna noget noget særligt på hjerte. Udlængslen har boblet i hende og hun spørger Anders, om han vil være med til at tage et år ud af kalenderen for at tage på eventyr sammen, et år efter Anders er kommet hjem. Efter et par sekunders betænkningstid siger Anders ja, og straks får drømmene frit løb og snakken går. Vi vil gerne møde en masse nye mennesker og kulturer, men vi vil også gerne omfavne tosomheden og føle os helt alene i den store natur. Vi vil udfordre os selv fysisk og mentalt, men også kunne nyde den særlige ro, man får på lange ture, og vil gerne se en masse forskellig natur, men helst gøre det med så lille et aftryk som muligt. De næste uger får alle tankerne frit løb, og imens Anna sidder bøjet over bøgerne til dyrlægestudiet i København og Anders bevæger sig med hundeslæde gennem det enorme Nordøstgrønland, tager drømmene langsomt form og for hver skrattende samtale over satellittelefonen kommer vi tættere på en plan.
For at udforske og opsøge alt det, vi forbinder med rigtige eventyr, har vi valgt at fordele året på fire forskellige af slagsen. Hvert af de fire eventyr har sin egen drivkraft, middel og mål, og vi håber dermed at kunne forfølge vores drømme, møde nye udfordringer og bare fylde vores hverdag med eventyr.
Danmark rundt i kajak er vores første eventyr med start 3. juli 2023. Ved egen kraft vil vi bevæge os langs de danske kyststrækninger for at opleve vores eget lands smukke natur, besøge de hyggelige havnebyer og omfavne mødet med lokale og fremmede. Vi glæder os til en masse sjove oplevelser og nye bekendtskaber og håber at kunne vise, hvor meget der gemmer sig lige på den anden side af hækken i Danmark.
I september sadler vi om til cyklerne og kører Europa tyndt for at udleve det gamle udtryk: ”Alle veje fører til Rom”. Ruten er ikke planlagt på forhånd, men vi vil se hvor vejene, naturen og de mennesker, vi møder, fører os hen for til sidst at ende i Rom i midten af november. Vi håber at møde Europas mangfoldige kulturer og glæder os til at bevæge os gennem de storslåede naturområder, der findes på hele vores kontinent.
På Svalbard breder gletschere sig i alle retninger, sneklædte fjeldtoppe skyder mod himlen og temperaturerne falder til under -30 grader. Her mødte vi hinanden for fem år siden og vender til februar tilbage for at tage på en 100 dage lang skiekspedition til alle hjørnerne af hovedøen Spitsbergen. Omsluttet af denne enorme natur føler man sig hurtigt lille og man kan på egen
krop mærke de store kræfter, der hersker i naturen. Vi ser frem til en rigtig vinterekspedition og de unikke udfordringer der naturligt følger med.
Når junis skarpe sol får sneen til at smelte og planterne til at skyde op, tager vi til Skandinaviens største vildnis. Vi snører vandrestøvlerne og bevæger os fra Kirkenes i øst, gennem tæt finsk skov og bløde moser, over store svenske vidder og høje fjelde for at nå Mo i Rana på den
norske vestkyst. På vejen vil vi omfavne mødet med vores nabolande, se efter vilde dyr og lade os omslutte af den vilde natur, der er lige på den anden side af Danmarks grænser.
For at kunne udleve vores eventyr er grundig forberedelse vigtig. Vi har brugt utallige timer på at studere kort, lave pakkelister, gennemgå udstyr, planlægge logistik, vælge beklædning og skrive ting ind i excel-ark. For at kunne gennemføre skiekspeditionen til vinter, har vi i en længere periode haft soveværelset fyldt med papkasser, der er blevet pakket med forsyninger og sendt til Svalbard med sommerens forsyningsskibe, og i bryggerset hænger konstant løbetøj, kajakudstyr og cykeltasker til tørre efter de vigtige træningspas, der fysisk og teknisk skal gøre os klar til de udfordringer, vi kommer til at møde. Vores vigtigste forberedelse er dog alle de samtaler, vi har. For at komme godt igennem lange ekspeditioner er forventningsafstemninger og åben tale essentiel. Da vi oveni skal balancere mellem det at være kærester og det at være turmakkere, er det vigtigt for os at vende mulige scenarier på forhånd og ærligt fortælle hinanden om bekymringer og tanker. Vi er dybt afhængige af hinanden derude og af de smil, vi kan give hinanden på læben.
Hvem er vi?
Anna er 29 år, dyrlægestuderende, aktiv inden for ReWild-projekter og selvstændig indenfor træning af hunde. Hun er vokset op nær hav og skov og har en bred baggrund inden for udeliv i form af lystfiskeri, jagt, havkajak og løb og har dertil arbejdet halvandet år med slædehunde på Svalbard.
Anders er 28 år og i efteråret hjemvendt efter 26 måneder ved Slædepatruljen
SIRIUS. Han er vokset op med friluftsliv og har mange års erfaring med aktivt udeliv i form af vandring, bjergbestigning, vinterfjeld, havkajak, løb, adventuresport mm., samt små to års arbejde som hundeslædeguide på Svalbard.
Følg med
Gennem LOOW Stories kan du læse fortællinger fra vores eventyr og komme med ud i bølgesprøjt, bjergpas, bidende kulde og de store vidder, og på vores Facebook og Instagram kan du følge med i hverdagen på eventyr. Vi ses derude!
Muligheden for en oplevelse ud over det sædvanlige ved at bo og arbejde på en måde, der distancerer sig fra dagligdagen derhjemme, var det, der gjorde udfaldet for os. Vi er Anna og Martin, og vi er flyttet til Guinea-Bissau i et års tid for at forske. Anna er medicinstuderende og fik muligheden for et forskningsår ved Bandim Health Project (BHP) i Guinea-Bissau, hvor også Martin som erhvervsøkonom fik muligheden for at arbejde som dataanalytiker — begge som ansvarlige på egne projekter.
Guinea-Bissau er et lille land med ca. 2 millioner indbyggere beliggende mellem Senegal og Guinea. Omkring 70 pct. af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og landet har været præget af politisk uro med en borgerkrig og flere kup, der har bidraget til en ustabil økonomisk situation. Til trods for det bliver vi altid mødt med glæde, gæstfrihed og imødekommenhed.
Vejret i Guinea-Bissau er varmt året rundt men delt op i en regnsæson og en tørsæson. Vi har endnu ikke oplevet en dråbe regn siden ankomst for 3 måneder siden, men inden længe begynder regnsæsonen, hvor grusvejene eftersigende bliver stort set ufremkommelige. Trods tørken er landet frodigt med grønne frugtfyldte træer, og udenfor hovedstaden Bissau er der cashew- og mangotræer overalt langs landevejene. Hovedparten af befolkningen er afhængig af høsten af cashewnødder, der er landets største eksportvare. På hver cashewfrugt sidder en enkelt cashewnød. Frugterne er både spislige og velsmagende, men pga. et højt tanninindhold, kan de hurtigt give en tør fornemmelse i munden. Frugterne bliver også brugt til at lave lokalt saft og vin, men en meget lav holdbarhed gør, at frugterne ikke bliver eksporteret, og en meget stor del går til spilde og rådner på jorden, hvilket giver en sødlig lugt, når man kører langs landevejene.
Ved landets løsrivelse fra Portugal i 1974 var der en børnedødelighed på 50 pct., så halvdelen af børnene døde inden de blev 5 år. Forskere tilknyttet Sverige tog til Guinea-Bissau, for at undersøge hvorfor børnene var underernærede, der på det tidspunkt blev betragtet som den vigtigste årsag til den høje børnedødelighed i Afrika. Til stor overraskelse fandt de stort set ingen underernærede børn. Landet havde på det tidspunkt intet fungerende vaccinationsprogram, så da en mæslingeepidemi udbrød, var mæslingedødeligheden meget høj - næsten 25 pct. Det lykkedes efterfølgende forskerne at organisere den første vaccinationskampagne som en service til den befolkning, der var blevet fulgt i underernæringsstudierne. Da de fulgte op på børnene et år senere, blev det klart, at dødeligheden efter vaccinationskampagnen var faldet med 2/3, hvilket var langt mere, end hvad beskyttelsen mod mæslinger kunne forklare.
Disse uspecifikke eller utilsigtede vaccineeffekter — der bedst kan beskrives som en generel styrkelse eller en svækkelse af immunforsvaret — har siden starten af 1980’erne været eksistensgrundlaget for BHP men idag beskæftiger BHP sig også med områder som HIV, tuberkulose og malaria. Forskningsstationen har i tidens løb været huset af Folkekirkens Nødhjælp, senere Statens Seruminstitut, men er nu blevet en del af Syddansk Universitet. BHP har ca. 160 ansatte, der hver dag registrerer informationer om bl.a. graviditeter, indlæggelser, sygdomme, vaccinationsstatus, død, flytning og meget mere for omkring 250.000 indbyggere både i og uden for Bissau.
Annas projekt foregår på landets største børneafdeling i Bissau, hvor hun skal kigge på uspecifikke effekter af Bacillus Calmette Guérin-vaccinen, der gives til alle nyfødte i Guinea-Bissau mod tuberkulose. Her skal hun se på om kombinationen af mors og barns vaccinationsstatus har betydning for hospitalisering og dødelighed blandt børn i Guinea-Bissau. Martins projekt er mere dataorienteret og bygger på et tidligere studie, der fandt positive uspecifikke effekter af oral polio-vaccinen (OPV). Her vil han også bruge data fra børneafdelingen for at undersøge hvilke sygdomme, som OPV beskytter imod for bedre at forstå effekterne af vaccinen.
Til dagligt bor vi sammen med andre forskningsårsstuderende, PhD-studerende og forskere. Vi bor lige midt i det lokale, og uden glas i vinduerne er vi altid med på det, der foregår. Her bor vi omkring 10 personer alt efter hvor mange, der er på feltarbejde i landsbyerne, og hvor mange gæster vi har på besøg. Gæsterne er typisk familie, venner eller forskere med tilknytning til BHP. Vand-, internet- og strømforsyning er ustabil, og morgenbadene foregår typisk med en spand. Vores tøj bliver håndvasket af vores “empragada”, der også sørger for at holde vores hjem pænt.
Ikke langt fra vores hjem ligger “projektet”. Det er BHPs hovedkontor, så her tager vi til næsten hver morgen og bruger det meste af arbejdstiden. Projektet består af to bygninger med kontorpladser, hvor vi arbejder sammen med de lokale kolleger. Udover dem på kontoret arbejder en stor del af medarbejderne på dataindsamling rundt omkring i Guinea-Bissau.
Anna er også inde på sygehuset et par gange i ugen, hvor hun superviserer dataindsamlingen af vaccinationsstatus for børn og deres mødre på børneafdelingen. Sygehuset er et område af grønne bygninger med både flotte frugttræer og græsplæner men desværre også affald og gribbe. Fødende kvinder må ligge side om side for så efterfølgende at dele seng med en anden nybagt mor og hendes nyfødte barn. Efterfødselsstuerne er oftest tætpakkede, og kvinderne udskrives først, når de er blevet tilset af en læge, og børnene er blevet vaccineret. Børnemodtagelsen er også ret fyldt, da den fungerer som første stop for alle børn, uanset om de skal indlægges eller have en simpel lægekonsultation. Et triageringssystem sikrer, at de sygeste kommer til først, så for en lægekonsultation kan det nemt blive til mange timer på træbænke i børnegråd. Børn, der indlægges, kommer på facadematchende grønne 8-mandsstuer dekoreret med tegneseriefigurer, hvor en tilhørende plastikstol til pårørende står ved hver seng, så familien kan passe barnet under indlæggelsen.
Weekenderne bruger vi på oplevelser i og uden for Bissau. Vi har allerede været på en del ture til det afsides Guinea-Bissau og har flere ture i planerne, hvor vi også vil køre gennem Senegal og Gambia. Herudover vil vi besøge flere af Bijagos-øerne, der består af 88 øer ud for Guinea-Bissaus kyst. Øerne er helt unikke, fordi befolkningen trods kolonialiseringen har bevaret kulturen og traditionerne. Vi har mange oplevelser i vente, og ser frem til at dele mere om vores oplevelser i de næste indlæg!
Anna bruger vores W-135 merino T-shirts, med korte og lange ærmer.
Martin bruger vores 135 merino T-shirts og merino Polo.
Det er første gang, at en ren dansk kvindebåd nogensinde har krydset Atlanterhavet. Trods utallige vabler på hænderne, manglende søvn, søsyge og afsavn fra familien, så blev turen en stor succes.
Rowmodels, som de tre kvinder kalder deres team, deltog i december 2022 i The Talisker Whiskey Atlantic Challenge. Det er en af de mest ekstreme konkurrencer i verden, og der er færre, der har roet over Atlanterhavet, end folk der har besteget Mount Everest.
I podcasten “Tre kvinder ror 5.000 km. over Atlanterhavet”, som er produceret i samarbejde med Tastetheworld.dk, kan du høre de tre kvinder fortælle om både udfordringer og højdepunkter fra turen.
I podcasten kan du blandt andet høre om følgende episoder fra turen:
Ingen skænderier på turenAnne-Marie, Camilla og Marie var enige om, at turen skulle være en god oplevelse - ikke om at vinde. Det holdt de fast i hele vejen trods et meget stort pres..
Inden turen trænede teamet selvfølgelig fysisk intenst Men den mentale træning fyldte lige så meget. Sammen med en coach og gennem mange samtaler lærte de hinandens svage og stærke sider at kende. Det blev en medvirkende faktor til, at turen foregik uden skænderier, og at teamet den dag i dag stadig er venner og ses.
Krise da styrepinden knækkerDet er stort set umuligt at få hjælp, når man befinder sig i en robåd midt på Atlanterhavet. Der er ingen følgebåde, man kan ringe efter. Der var tidspunkter, hvor båden var så langt fra land, at de var tættere på satellitterne ude i rummet.
Da styrepinden knækkede midt ude på åbent hav, blev situationen kritisk for Anne-Marie, Camilla og Marie. Det er aldrig før sket, at en styrepind er knækket for andre teams, der har roet over Atlanterhavet i en ocean-robåd.
Derfor havde teamet heller ikke taget en erstatnings-styrepind eller værktøj med, der kunne bruges til at reparere den. Men ved hjælp af en Georg Gearløs-løsning, en masse tålmodighed og hjælp fra land via satellittelefonen, lykkedes det Camilla at fikse den defekte styrepind. Havde de ikke fundet en løsning, måtte de trække sig fra konkurrencen.
Hvad kan vi andre lære af en ekstrem udfordring som at ro over Atlanterhavet?Anne-Marie, Camilla og Marie havde en vild drøm, som de fik indfriet på Atlanterhavet. Det var en drøm om at teste sine egne grænser ved at gennemføre en ekstrem fysisk og psykisk krævende udfordring.
Men målet med deres tur var også at inspirere os andre, der har drømme, som virker umulige at opfylde. Det behøver ikke at være så vildt som at ro over Atlanterhavet. Det kan også være en familie, der drømmer om at rive et år ud af kalenderen og rejse jorden rundt. Eller det kan være at gå fra Skagen til Gibraltar.
Uanset hvad du drømmer om, så viser de tre kvinders tur over at Atlanterhavet, at selv de mest vilde drømme er mulige at opfylde. Rådet for Rowmodels er, at du skal tro på det - og være vedholdende. Uanset hvilke uforudsete problemer du møder undervejs, så skal de som regel nok løse sig. Vær tålmodig og vær ikke bange for at spørge om hjælp. Omfatter din drøm andre (f.eks. en rejse med din bedste ven), så vær superskarp på målet, inden I begiver jer afsted.
Se video, hvor Rowmodels kommer i land på Antigua og møder deres familie:
]]>
Én af de ting, som formentlig vil fylde i alle backpack-rejser, er de mennesker, man møder undervejs. Når man som os sover størstedelen af nætterne i diverse fælles sovesale på hostels af svingende kvalitet, tager på dagsture i grupper eller de gratis walking tours i byerne, så kan man ikke undgå at falde i snak med alverdens forskellige mennesker. Det er enormt inspirerende at møde andre rejsende, og der findes lige så mange måder at rejse rundt på og grunde til at gøre det, som der findes backpackere. Nogle svinger vi godt med, andre knap så meget – men fra hver enkelt, vi møder, får vi inspiration til måder at leve på, steder at rejse hen eller brugbare tips og tricks til rejselivet. Det er enormt givende, og selvom det selvfølgelig også koster energi at skulle være på, så er det også det, der gør livet som backpacker til noget særligt.
Efter at have tilbragt nogle afslappende dage i det nordlige Colombia, fik vi sagt farvel til nogle af vores rejsebekendtskaber, da vores veje gik i hver sin retning. Nu glædede vi os til at opleve et nyt land på egen hånd, og det var også med store forventninger, især måske til maden, at vi ankom til Mexico City lidt inden midnat. Efter et par nætter på forskellige hoteller og hostels fik vi rigtig smagt på den kolo-enorme metropol.
Vi må bare sige: Mexico er fantastisk. Det var også vores forventning på forhånd, men for pokker, hvor blev den indfriet. I Mexico City drønede vi rundt på taco-tur med en lokal guide og spiste den mest fantastiske mad i gadekøkkenerne. Generelt gør maden en stor forskel for vores indtryk af et land eller en by. Mens Peru har nogle glimrende lokale retter, var vi knap så imponeret af det colombianske køkken, og vi måtte oftere ty til ”vestlige” restauranter. Derfor var Mexico med det samme lige os. Allerede anden aften i byen blev vi opsøgt af to lokale studerende på en bar, der gerne ville høre om vores rejse osv. Det endte med, at vi sad og drak mezcal og øl indtil midnat og hørte om deres dagligdag, Mexicos udfordringer og muligheder. En fantastisk start på et nyt land, og vi følte os med det samme velkomne.
Vores rute for de sidste 6 ugers rejse gik fra Mexico City til Oaxaca City, ned til kystbyerne Puerto Escondido og Mazunte, en enkelt overnatning i San Cristobal, inden vi tog den 14-15 timer lange tur til Guatemalas andenstørste by, Antigua. Derefter til Flores i det nordlige Guatemala, hvorefter vi sluttede med to-tre uger på Yucatán-halvøen i det østlige Mexico. Og i det her post vil vi dele de største højdepunkter med jer.
For os danskere er Mexico lig med tequila og tacos, når vi fokuserer på den gastronomiske side. Men der ventede os langt mere, da vi først tog hul på buffeten. Tacos er for det første en kunstart og helt anderledes i Mexico, end den klassiske store flade pandekage med fyld. Vi fik alverdens udgaver af den lille runde pandekage, hvor især den hårde, ristede tostada, den lidt større tlayuda (Oxaca-ret) og de friterede salbutes og panuchos (bedst hos Restaurant La Selva i Valladolid) var blandt favoritterne. Vi fik den klassiske egnsret i Oaxaca-regionen, mole, som slog benene væk under os. Det kan bedst sammenlignes med en god dansk sovs, men de her findes i over 30 forskellige variationer, og så bliver de lavet over 2-15 dage i gryden. I Oaxaca City var vi mest eventyrlystne udi madverdenen, for vi spiste i gadekøkkener hver eneste dag, og vi tog flere gange på det store madmarked 20 de Noviembre, som blandt andet har en vild kød- og grillafdeling. Vi spiste churros i lange baner fra diverse madboder, og derudover kom vi forbi flere mezcal-fabrikanter og fik smag for den mexicanske alkohol – det blev også plads til et par flasker i rygsækkene. I øvrigt er tequila faktisk bare en afart af mezcal, som blev kommercialiseret i 70’erne og 80’erne og udbredt til resten af verden. Og så til den største åbenbaring i Mexico: micheladas. Wow for en drink. Tomatjuice, lime, øl og chilisalt på glaskanten + måske lidt tabasco, HP-sauce og bladselleri alt efter udskænkningsstedets humør.
Allerede i Mexico City fik vi stiftet bekendtskab med den historiske del af landet. Vi besøgte Guadalupe-basilisken, som er en gigantisk kirke med plads til 10.000 mennesker, og hvor millioner af katolske pilgrimme valfarter til hver eneste år den 12. december. Vi så Teotihuacán-”pyramiderne” – som faktisk er templer – udenfor byen, som aztekerne blandt andet har opholdt sig i, og i Oaxaca så vi zapoteker-ruinerne Monte Alban, som var vildt imponerende. På den sidste del af rejsen var vi selvfølgelig også forbi Chichen Itzá-tempelbyen, ét af verdens syv vidundere. Det var obligatorisk – men man deler oplevelsen med utroligt mange andre turister, så vi var egentlig mere vilde med Tikal-tempelbyen i Guatemalas nordlige jungleregion tæt på byen Flores. Efter sigende er det den største af mayabyerne, og det var et utroligt syn, at gå gennem skovjungle og se de største templer rave op over trætoppene.
Den tredje og sidste del af vores rejse bød på en del ændringer undervejs, da vi prioriterede at slå et kort smut ind i Guatemala for blandt andet at se Tikal, men det helt store mål var at bestige Acatenango-vulkanen. Efter en masse naturoplevelser i Peru og Colombia tog vi en pause fra det og nød byer og strande i Mexico, men vi følte, at vi manglede en sidste stor naturoplevelse. Den fik vi dén grad i Guatemala. Fra byen Antigua tog vi afsted tidligt om morgenen mod foden af den inaktive vulkan. Her ventede fire-fem timers opstigning til 3.756 meters højde, hvor vi slog lejr og nød en af de flotteste solnedgange i vores liv. Herfra havde vi frit udsyn til den hyppigt aktive Fuego-vulkan. Cirka hvert tiende minut kunne vi tydeligt se den spy ild og lava ud af krateret med imponerende kraft. Et helt igennem ubegribeligt syn, som vil være med os resten af livet. Efter at have overnattet i temperaturer omkring 5°C til -10°C, drog vi kl 4.30 mod toppen af Acatenango for at nyde solopgangen over landskabet.
Af andre højdepunkter kan vi nævne surferbyen Pueto Escondido, som virkelig faldt i vores smag. Godt nok var bølgerne en smule for store til badning, men surfingen var fantastisk, og Nikolaj fik endda spillet golf på en tre-hullers bane i baghaven hos en amerikansk tidl. surfer, der har slået sig ned i byen. I Puerto fik vi også muligheden for at sætte havskildpaddeunger fri efter udklækning – kæmpe oplevelse!
Vi nød hippie-viben i kystbyen Mazunte, besøgte øerne Isla Mujeres, hvor vi fejrede jul, og Cozumel, fejrede nytår i Playa del Carmen sammen med tusinder andre, og vi nød livet i den mindre by, Valladolid. Herfra kunne vi cykle rundt og besøge de mange cenoter i området, springe ud fra diverse klipper og badebroer og bade i dem. Ferskvandshullerne var alle sammen forskellige men også helt igennem magiske at opleve. Også et klart højdepunkt på turen.
Hvis du har fulgt vores rejse her på siden, så ved du også, at rygsækkene, og hvad vi putter i dem, fylder en god del. Og her efter to tredjedele af rejsen, er det vigtigt at understrege, at man nok skal klare den, selvom der er et par kilo for meget, eller den er mere proppet, end man havde drømt om hjemmefra. For godt nok pakker vi den i gennemsnit hver anden-tredje dag, slæber den til busstationen, ind og ud ad bussen, og hen til et nyt hostel, men hver eneste gang går det, og vi kommer frem og videre. Alligevel kan man godt blive misundelig, når vi så møder en 25-årig engelsk mand, der blot rejser rundt med en skoletaske med et skateboard spændt udenpå. Igen, inspiration til livsførelsen og rejseformer er der nok af ude i verden.
Vi er nu landet i Danmark til regn og kulde, men vi har fornyet energi til hverdagen, og vi vil for altid huske den her fantastiske rejse. Tusind tak for at følge med på rejsen, og vi håber, at der bliver mange flere af dem i fremtiden.
]]>
Kristine Marie Rost er er en af landets førende specialister i yin yoga, med over 2500 uddannelsestimer, samt 10 års undervisningserfaring. Men vejen til at blive selvstændig med sin egen yogapraksis har dog ikke altid ligget i kortene for Kristine.
Hvad gør yogaen for dig og hvordan kan det hjælpe andre?
For mange af os er hverdagen lig med overfyldte kalendere og to-do-lister, hvor der ikke er overladt meget til tilfældighederne. Når vi tager ud at rejse, er det typisk for at slippe for de daglige rutiner, kalendertyranniet og måske komme lidt ud af vores komfortzone.
Men mange af os kommer til at tage hverdagens vaner med, når det gælder planlægningen af ferien. Feriedagene er jo sparsomme, så det er vigtigt, at ferien også bliver effektivt udnyttet. Der en masse seværdigheder, der skal ses, restauranter, der skal afprøves, og vandreture, der skal planlægges. Hurtigt kan ferien ende med at være lige så planlagt og fastlåst som din hverdag.
Der er dog en anden mulighed. Det er bare at tage afsted, uden planer og se, hvad der sker.
Det er præcis det, Ronja gjorde, da hun besluttede sig for at cykle hele vejen til Kina. Ruten var lagt i grove træk, men ellers var der ikke planlagt meget. Ronja havde en gammel mountainbike, som hun pakkede med et telt og lidt tøj. Og så tog hun bare afsted. Hun havde ikke den store erfaring med cykler og havde for eksempel aldrig prøvet at skifte et dæk. Før hun tog afsted, anså hun en cykeltur på 15 km, som en lang tur. Foran ventede en tur på næsten 10.000 km.
Ronja tog afsted med et åbent sind og mottoet “Det ser vi på”. Kina nåede hun aldrig (blandt andet på grund af corona og krigen i Ukraine), men det blev til mange fantastiske, uplanlagte oplevelser.
I podcasten “En hyldest til den uplanlagte rejse”, som er produceret i samarbejde rejsehjemmesiden Taste the World, fortæller Ronja om sit rejseeventyr og den frihed, der er, ved at tage på en uplanlagt rejse. Her i artiklen kan du læse de tre vigtigste grunde til, hvorfor din næste rejse måske skal være mere uplanlagt.
For mange kan det at være uden planer faktisk være stressende. Usikkerheden omkring ikke at vide, hvad der skal ske i morgen eller den næste time kan virke angstfremkaldende. Men når vi planlægger, glemmer vi at leve i nuet og tænker hele tiden på, hvad vi skal lige om lidt og længere ude i fremtiden. Det kan betyde, at vi overser, hvad sker omkring os lige nu og her. Vi bliver mindre spontane. Vi stopper ikke op og taler med en fremmed. Vi overser den sjove, lille café, gemt væk i sidegaden.
Ved at rejse uplanlagt øver du dig i at være mere spontan. En erfaring, som du måske også (til dels) kan overføre til din hverdag, når din ferie er overstået?
Du kender måske begrebet “Fear of missing out” (forkortet FOMO), som handler om den stress, der kan opstå, hvis du hele tiden føler, at du går glip af noget. Uanset hvor meget du gør, så vil du altid gå glip af noget. Ingen kan nå alting. Heller ikke på ferien.
At rejse uden planer betyder, at du i princippet, ikke går glip af noget. Som Ronja fortæller i podcasten, så er hun måske cyklet forbi de flotteste vandfald uden at vide det. Til gengæld har hun gjort holdt i landsby, hvor hun har mødt mennesker, som hun ellers aldrig ville have mødt.
Selvom Ronja drømte om at cykle hele vejen til Kina, så endte målet ikke med at være det vigtigste. Hun havde ikke en deadline for, hvornår hun skulle krydse grænsen til Kina. Og det at rejse uden en tidsplan gav hende en masse frihed.
Blev hun forelsket i et sted, så kunne hun bare vælge at blive lidt længere. Mødte hun andre cyklister, som hun klikkede med, så kunne hun ændre sin rute, og følges med sine nye cykelvenner.
Det er den frihed, som den uplanlagte rejse kan give dig - især på de lidt længere ferier.
Den uplanlagte rejse er din ven. Lav en løs plan for din rejse i dit hoved eller skriv den ned i din rejsedagbog - og så lad det være ved det. Rejs ud i verden, vær lidt mere spontan og mange gode og uventede oplevelser venter på dig.
]]>Overvejelserne - og bekymringerne - før vores rejse, om hvorvidt et hul i CV’et på 3,5 måneder som relativt nyuddannede og med ikke helt faste arbejdsforhold, nu var en supergod idé, de forstummer fuldstændig, når man klokken 7.30 om morgenen i formidabelt post-regnskyl-solskinsvejr får øje på Machu Picchu fra inkaernes ‘Sun Gate’. Der er ikke noget “hul” - vi bliver rigere på livet, og det er det hele værd.
Tillad os at blive i klichéerne: omend vi faktisk har sendt noget tøj (og mindre lastvogn med souvenirs) hjem, så føles rygsækkene ikke spor lettere. For hver eneste dag propper vi dem med oplevelser i en sådan grad, at det næsten er for meget af det gode.
Sandheden er selvfølgelig også, at vores rygsække nu indeholder det lidt varmere (og tungere) tøj, som var nødvendigt i Perus højdemeter, mens vi går rundt i badetøj og klip-klappere.
Apropos højdemeter og rygsække, så lad os lige tale om Machu Picchu og det fire dage lange trek i inkaernes fodspor, som vi har gennemført. Det er indtil videre turens højdepunkt - og det forventer vi sådan set også, at det forbliver.
Vi havde fire helt igennem fantastiske dage med vandring op og ned af Andes-bjergene sammen med ni andre rejsende plus to guides og de imponerende “porters”, der slæbte alle vores fornødenheder til turen. Hver eneste dag blev vi bespist morgen, middag og aften med lækre retter, og der stod en lejr med telte klar, når vi havde overstået dagens vandring. Alt vi skulle gøre, var at gå.
Det var nu også en udfordring i sig selv, men her blev vi hjulpet godt på vej af blandt andet vores påklædning. Med hjælp fra merinoulden kunne vi modstå de mange skift i temperaturen, som naturligt opstår i tre-fire kilometers højde. Og så var vi enormt heldige at havne i en gruppe med ligesindede rejsende, hvor alle hjalp og heppede på hinanden undervejs. En kæmpe oplevelse, som vi aldrig, aldrig glemmer.
Naturoplevelser er overskriften på vores måned i Peru, og forinden inka-trail opholdt vi os i inkaernes gamle hovedstad, Cusco, i nogle dage for at vænne os til højderne. Vi trekkede i 5.000 meters højde ved imponerende Rainbow Mountain og naboen, den endnu mere imponerende Red Valley. Vi sejlede på verdens højest beliggende farbare sø, Lake Titicaca, og hikede til bjergsøen, Humantay Lake, for foden af Salkantay-gletjseren. Alt sammen forrygende oplevelser med natur og tunge stænger i fokus.
Colombia
Pachamama, en Moder Jord-gudinde blandt store dele af Andesbjergenes befolkning, var rigtig god ved os i Peru. Til gengæld har vi fået “kærligheden” at føle i Colombia. Her lyder overskriften måske mere: byer, kulturliv - og massive regnskyl.
I lidt over en måned har vi rejst rundt i det fantastiske land, og det føles som om, at det har regnet halvdelen af tiden. Det har det måske ikke helt, men vi har dog “valgt” at opholde os her i regnsæson (lidt afhængig af geografi: oktober-november). Men det lader hverken vi eller colombianerne os gå på af. Bedst eksemplificeret ved en fodboldoplevelse i millionbyen Medellín.
Da Nikolaj er kæmpe fodboldnørd, var det uundgåeligt, at vi skulle ind og se fodbold i Sydamerika. I Colombia skulle den bedste stemning efter sigende være til de to Medellín-klubbers hjemmekampe. Første dag i byen var der kamp, og vi tog med. I silende regn var vi til “opvarmning” i de tilstødende gader, hvor vi drak lokal spiritus, aguardiente, spiste gade-kylling og sang med på et live heavy metal bands fodboldsange. Til vores glædelige overraskelse var der intet tag på stadion, men til gengæld stod vi sammen med hjemmepublikummet. De gav den FULD gas med trompeter, trommer, banner og dans og sang i bar kas’ (kun mændene) hele kampen igennem. Vi elskede hvert sekund og er nu DIM-fans for resten af livet, også selvom kampen endte 0-0 og var super kedelig.
Fodboldkampen indrammer meget godt, hvordan vi har oplevet Colombia: der er fuld smæk på højttalerne med reggaeton-musik, kolde øl og salsa-dans i regnen. Og som en turguide hovedrystende, næsten opgivende fortalte os, så har man ikke historie i folkeskolen, fordi de ifølge hende foretrækker at glemme landets grumme fortid med vold, stoffer og guerilla-krig (som til dels stadig finder sted).
Vi blev ret forelskede i Medellín, som med sin tragiske historie med Voldemort (de lokale vil ikke sige Pablo Escobars navn højt), nu har forvandlet sig til en kulturel højborg og turistmagnet. Blandt højdepunkterne var bydelen Comuna 13, som for tyve år siden var verdens 2. farligste sted næstefter Gaza-striben. I dag er det et spirende område for street artists og meget sikrere at færdes i.
Og så er der farverne! Mens Peru til tider kunne være lidt grå, så fik vi virkelig farverne i spil i Colombia. Kaffebyen, Salento, forelskede vi os i med det samme: Farverige gader og kaffeplantager overalt, hvad mere skal man bede om? Også Guatapé og Cartagena har fokus på farver i gadebilledet.
Vi er blevet forkælet i Colombia, hvor de seneste par uger har budt på varmere temperaturer ved den caribiske kyst. Det hjælper os til at sætte farten lidt ned og huske at få tænkt over og nyde vores rejse lidt. For sandheden er også, at det ikke bare er en dans på klip-klappere. Ved ankomsten til den caribiske kystby, Santa Marta, ramte vi for alvor muren. En kombination af pludseligt højere temperatur (30 grader), mange muligheder og en knap så indbydende by tog pusten fra os i et par dage. Der skal planlægges enormt meget og hele tiden, når man rejser på den her måde. Mange til- og fravalg, inputs og advarsler fra andre rejsende osv. osv. Det kan lyde ret forkælet, men det er stadig virkeligheden, når man vil nå en masse på relativt begrænset tid.
Men efter vi fik klatret over muren, står surfer-/hippie-backpacker-landsbyen Palomino som et af højdepunkterne ved nordkysten, hvor vi virkelig kom ned i gear. Det samme kan siges om Isla Grande; en på trods af navnet lille ø i det caribiske hav ud for Cartagena, som vi tilbragte fire dage på. Ligesom en nat i en hængekøje i Tayrona Nationalpark sætter tingene lidt i perspektiv.
Nu binder vi en omtrent halvvejs-sløjfe på vores eventyr, pakker rygsækkene for Gud ved hvilken gang, og sætter kursen mod Mexico og Guatemala.
]]>
I praksis betyder det at man i løbet af dagen ofte bliver gennemblødt af sved, som så tørrer igen når man kommer indenfor i tør og kølig aircondition. Hvilken slags tøj man har på er derfor ret vigtigt.
Jeg bruger stort set kun LOOWs 135 t-shirts i fritiden og har 5 forskellige jeg veksler mellem. Når man er vant til danske temperaturer er det nok vanskeligt at forstå, hvordan man kan gå gennem dagen i samme T-shirt, som skiftevis er våd af sved og tør- Men med LOOW’s fantastiske produkter er det intet problem, og jeg bruger dem gerne en uges tid mellem vask.
Det fantastiske er at uanset om T-shirten er våd eller tør føles den altid behagelig. Og selv i den mest bagende sol føles den aldrig for varm. Jeg dykker en del og er i det hele taget meget i vandet, og med LOOWs kvaliteter har jeg aldrig behov for et håndklæde. Jeg stryger bare lige det værste vand af, eller drypper af, og så tager jeg simpelthen T-shirten på igen og lader den suge vandet og tørre. De kan naturligvis blive lidt stive af saltvandet, men det er aldrig ubehageligt.
Jeg går aldrig i andet her i troperne. T-shirten på billedet er min favorit. Tre år gammel, utallige timer i solen og den er gået fra at være Petrol til en sej stålgrå. I LOOOWE THEM!
Henrik bruger vores T-OSS 135 T-shirts, med korte ærmer - du finder dem her.
]]>