Thomas har været scubadykker i mere end 20 år, og har deltaget i spændende videnskabelige ekspeditioner, såsom haj projekter i the Røde Hav, Manta Ray projekter i Maldiverne og vragkortlægning i Middelhavet og Østersøen. Men han har også dækket mere kommercielle ekspeditioner - læs her om hans tur til Jordan og hvad han lavede der.
Som scubadykker, journalist og fotograf bringer mit arbejde mig tit til steder der ikke kan beskrives som helt almindelige. For nylig var et sådant sted Jordan. Jeg var der for at dække scubadykke-kulturen, en anderledes oplevelse i et land der ellers kun kan pryde sig med 27 kilometers kystlinje. Jeg var derfor i stand til at besøge en stor del af landet og dets dykkersteder, på relativt kort tid.
Jordan er måske næsten at betragte som en indlandsstat (indtil midten af 1980’erne var landet faktisk en indlandsstat, men landet blev bevilget en lille kyststribe mod Akababugten af Saudi-Arabien). Det er et ørkenland med nord-syd-gående bjergkæder på op til 1.754 meter i vest langs grænsen mod Israel, og et gradvis fladere landskab mod ørkenområder i øst. Landet kan dog stadig pryde sig med mere end 20 dykke-lokationer, inklusive koralrev, sandbund med skildpadder og forskellige vrag – de fleste sunket til formålet. Vragene inkluderer en tank og et C-130 Hercules.
Vi brugte et par gode dage på dykkerbåde, hvor vi besøgte en stor del af de jordanske havområder, hele vejen op til den nordlige spids af Akababugten. Efter mere end et dusin dyk, begav vi os ind i landet for at opleve jordanernes hverdag i Aqaba, kulturen i de små landlige landsbyer, såvel som de berømte områder i Petra og Wadi Rum-ørkenen.
Den slags rejse efterlader et aftryk på ens udstyr, så over tid har jeg fundet bestemte, udvalgte stykker tøj og udstyr jeg holder mig til. Fra min kamerataske, til mine trofaste rejsebukser og min dykkermaske jeg aldrig skiller mig af med, er jeg loyal overfor de genstande jeg ved konsekvent fungerer for mig. Denne gang havde jeg dog medbragt noget nyt på turen: nogle LOOW t-shirts.
Jeg har været fan af merinould siden det første gang blev trendy i rejse- og outdoor-miljøet i 1990’erne, men jeg har mest holdt mig til sokker
Tøjet har generelt været fint, men har tit været lidt for sportstøj-agtigt i udseende. Det er selvfølgelig fint til sportsaktiviteter, men en t-shirt i alt for klare farver, med masser af logoer eller mønstre, er næppe det du har brug for, hvis du forsøger at gå i et med de lokale på markedet eller i souken.
Det jeg elskede ved mine LOOW t-shirts var hvor… normale de så ud (i mangel på et bedre udtryk). Pasformen var god og merinoulden holdt mig kølig i ørkenen og varm på de kolde morgener i bjergene (de højeste temperaturer nåede op på 40° C og de laveste nåede helt ned til 14° C).
De modstod den hårdhændede behandling og sveden med bravour, og helt uden at få den klassiske lugt som alt for brugt tøj kan få. Når de blev snavsede kunne jeg nøjes med at give dem en hurtig skyller i hotel-håndvasken, og næste morgen var de tørre og rene, og helt klar til mig igen.
Når vi nu alligevel taler om hoteller, så er en af de mere tricky ting ved sådan en type tur som denne, at man besøger så udpræget forskellige typer steder. Fra dykkerbåde til femstjernede hoteller.
Pasformen og udseendet på disse t-shirts gør at de kan fungere alle steder, uden at du ligner en der lige er kommet tilbage fra en vandretur når du træder ind på restauranten (også selvom det rent faktisk er sådan landet ligger).
Til syvende og sidst: jeg havde en hel del andre t-shirts i tasken, som endte med at nå både ud og hjem, uden at have været på en eneste gang. Næste gang nøjes jeg nok med kun at tage mine LOOW T-shirts med.
Thomas bærer på billederne vores lette T-OSS 135 merino T-shirt i farven Ocean. Han er 186cm/82kg.
