Vask og pleje af merinould

Hvis du gerne vil have, at din nye merinould-T-shirt holder længere, skal du sørge for at pleje den ordentligt. Alle vores wearables er behandlet med Easy Care, hvilket betyder, at tøjet krymper meget lidt og bevarer farven – Uanset om du vasker det i hånden eller giver det en tur i vaskemaskinen. Husk at anvende en vaskepose ved maskinvask, for at skåne den fine uld.

I denne vejledning får du alle vores anbefalinger til vask af uld og pleje af dit nye merinouldtøj fra LOOW. En god tommelfingerregel at huske er, at merinould som udgangspunkt ikke er modtageligt over for lugt eller sved, og derfor skal tøjet ikke vaskes nær så ofte som tøj fremstillet i eksempelvis bomuld. 

Den simple vask i hånden   

Den simple vask


1. Læg i blød

2. Skyl

3. Klem

4. Tør på bøjle

Når du skal vaske din merinould-T-shirt eller andet tøj fra LOOW i hånden, er det heldigvis meget nemt.


1. Brug 1 spsk uldvask pr. liter vand, og lad tøjet ligge i blød i 5-10 minutter, så vand og sæbe kan trænge ind i ulden.

2. Skyl med vand og sørg for, at al sæbe er ude af tøjet.

3. Klem vandet ud af tøjet, indtil det ikke føles tungt.

4. Hæng tøjet på en bøjle, og det lufttørre.

Tørring
Vælger du at tørre din merinould-T-shirt eller -bluse på en bøjle, skal du sørge for at finde en bøjle, der er bred nok til at støtte begge skuldre. Du kan bl.a. benytte en bøjle, der kommer til jakkesæt. På den måde forbliver trøjen i dens korrekte form, og du slipper for rynker ved halsen af blusen.

Når merinould først er tør, vil den holde formen, indtil stoffet bliver vådt igen. Derudover skal du undgå at hænge tøj i merinould i solen, da det kan afblege stoffet.

Maskinvask og tørretumbling
Først og fremmest anbefaler vi ikke, at du vasker merinould i vaskemaskinen, da det er for voldsomt for uldfibrene og kan forkorte levetiden af din merinould-T-shirt eller andet tøj.

Men hvis du vælger at vaske dit merinouldtøj i vaskemaskinen, anbefaler vi, at du bruger programmet uldvask.

Inden du vasker, skal du vende vrangen ud på tøjet og putte det i en vaskepose og herefter vaske det på et uldprogram fra 20-60 grader. Sørg for, at programmet er med lav centrifugering.

Vi anbefaler heller ikke, at du smider tøj fra LOOW i tørretumbleren, men hvis det skal gå stærkt en dag, hvor du bare ikke kan undvære din merinould-T-shirt (hvilket vi jo godt forstår), kan du til nød tørre den i tørretumbleren på et skånsomt program med lav varme.

Vi anbefaler dog, at du lader dine wearables fra LOOW tørre på en bøjle – og heldigvis tørrer merinould hurtigt.

Undgå at bruge almindeligt vaskemiddel
Når du vasker dit tøj i merinould, er det vigtigt, at du ikke bruger almindeligt vaskemiddel. Almindeligt vaskemiddel er nemlig fyldt med enzymer, der normalt er gode, da de fjerner pletter, men enzymerne nedbryder desværre også den organiske struktur i uldfibrene.

Derfor anbefaler vi i stedet, at du benytter lanolinbaseret uldvaskemiddel. Lanolin findes allerede i naturlig uld og fjerner bl.a. lugt og tilfører fugt. Du kan også bruge en lille smule shampoo – det er jo bare hår fra et får.

Strygning

Er dit tøj fra LOOW blevet en smule krøllet, kan du heldigvis sagtens stryge merinould. Sørg dog for at gøre det på varmeindstillingen, der viser to prikker, eller på den, der hedder uld/silke. Vi anbefaler desuden, at du benytter damp.

Førstehjælp til din merinould-T-shirt


Hvor ofte skal jeg vaske min merinould-T-shirt?
Det afhænger af brugen, men ofte for hver fem-syv dage du bærer T-shirten.

Kan merinould vaskes i vaskemaskinen?
Ja, det kan den, men vær forsigtig. Sørg for at vaske på et mildt uldvaskeprogram, og læg blusen i en vaskepose, så den bliver beskyttet fra knapper og lynlåse.

Jeg har små tråde, der hænger ud under T-shirten
Når du maskinvasker, kan en lille smule stof (0,5-1 mm), der ikke er dækket af sømmen i bunden af T-shirten, løsne sig. Du kan sagtens klippe trådene af, det påvirker ikke T-shirtens kvalitet og levetid.

Der er små huller i min T-shirt
Det kan skyldes, at T-shirten er vasket med almindeligt vaskemiddel eller sammen med lynlåse eller knapper. Der kan også være angreb fra møl, så vær opmærksom på dem.

Min T-shirt har rynker rundt om halsen
Det kan skyldes måden, T-shirten blev tørret på. Prøv at bruge en bred bøjle. Du kan også stryge T-shirten på lav varme.

Min T-shirt er begyndt at lugte
Vi ser dette, når folk har brugt T-shirten meget i flere måneder og kun har håndvasket den. Hvis du giver den en almindelig maskinvask, vil du kunne fjerne lugten.

Der er hvide deodorantpletter under armene
Læg T-shirten i blød i klar husholdningseddike i tre-fire timer, og vask T-shirten normalt efterfølgende. Gentag eventuelt, hvis pletterne ikke forsvinder første gang.

T-shirten drejer

Dette er normalt for uld og meget vanskeligt at imødekomme i fremstillingsprocessen. Det kan reduceres ved at tørre T-shirten hængende, gerne på en bøjle. Rotationen vil ofte blive reduceret efter nogle timers brug. Oplever du, at din T-shirt drejer meget og ikke retter sig ud, kan du kontakte os.

Trådretningen er skrå på min T-shirt

Når T-shirts fremstilles i vores lette metervarer (som 135), fremstiller vi dem med en trådretning, der løber skråt, for at imødekomme, at T-shirten drejer i vask. Hvis trådretningen var lige, ville T-shirten dreje i vask. Vores toslåede T-shirts laves med en lige trådretning. Det kan lade sig gøre, da de to tråde i garnet er snoet hver sin vej.

Min T-shirt er falmet
Merinould kan blive afbleget efter længere tid i direkte sollys. Hvis du ikke kan lide den patina, T-shirten har fået, kan du opfriske farven med de fleste tekstilfarver (også dem, som normalt anvendes til bomuld).

Jeg har stadig problemer
Tøv ikke med at kontakte os, vi er næsten altid tilgængelige og er her for at hjælpe dig. Kontakt os via chat, e-mail eller telefon.

Du kan også gå til vores fulde FAQ.