Én af de ting, som formentlig vil fylde i alle backpack-rejser, er de mennesker, man møder undervejs. Når man som os sover størstedelen af nætterne i diverse fælles sovesale på hostels af svingende kvalitet, tager på dagsture i grupper eller de gratis walking tours i byerne, så kan man ikke undgå at falde i snak med alverdens forskellige mennesker. Det er enormt inspirerende at møde andre rejsende, og der findes lige så mange måder at rejse rundt på og grunde til at gøre det, som der findes backpackere. Nogle svinger vi godt med, andre knap så meget – men fra hver enkelt, vi møder, får vi inspiration til måder at leve på, steder at rejse hen eller brugbare tips og tricks til rejselivet. Det er enormt givende, og selvom det selvfølgelig også koster energi at skulle være på, så er det også det, der gør livet som backpacker til noget særligt.
Efter at have tilbragt nogle afslappende dage i det nordlige Colombia, fik vi sagt farvel til nogle af vores rejsebekendtskaber, da vores veje gik i hver sin retning. Nu glædede vi os til at opleve et nyt land på egen hånd, og det var også med store forventninger, især måske til maden, at vi ankom til Mexico City lidt inden midnat. Efter et par nætter på forskellige hoteller og hostels fik vi rigtig smagt på den kolo-enorme metropol.
Vi må bare sige: Mexico er fantastisk. Det var også vores forventning på forhånd, men for pokker, hvor blev den indfriet. I Mexico City drønede vi rundt på taco-tur med en lokal guide og spiste den mest fantastiske mad i gadekøkkenerne. Generelt gør maden en stor forskel for vores indtryk af et land eller en by. Mens Peru har nogle glimrende lokale retter, var vi knap så imponeret af det colombianske køkken, og vi måtte oftere ty til ”vestlige” restauranter. Derfor var Mexico med det samme lige os. Allerede anden aften i byen blev vi opsøgt af to lokale studerende på en bar, der gerne ville høre om vores rejse osv. Det endte med, at vi sad og drak mezcal og øl indtil midnat og hørte om deres dagligdag, Mexicos udfordringer og muligheder. En fantastisk start på et nyt land, og vi følte os med det samme velkomne.
Vores rute for de sidste 6 ugers rejse gik fra Mexico City til Oaxaca City, ned til kystbyerne Puerto Escondido og Mazunte, en enkelt overnatning i San Cristobal, inden vi tog den 14-15 timer lange tur til Guatemalas andenstørste by, Antigua. Derefter til Flores i det nordlige Guatemala, hvorefter vi sluttede med to-tre uger på Yucatán-halvøen i det østlige Mexico. Og i det her post vil vi dele de største højdepunkter med jer.
For os danskere er Mexico lig med tequila og tacos, når vi fokuserer på den gastronomiske side. Men der ventede os langt mere, da vi først tog hul på buffeten. Tacos er for det første en kunstart og helt anderledes i Mexico, end den klassiske store flade pandekage med fyld. Vi fik alverdens udgaver af den lille runde pandekage, hvor især den hårde, ristede tostada, den lidt større tlayuda (Oxaca-ret) og de friterede salbutes og panuchos (bedst hos Restaurant La Selva i Valladolid) var blandt favoritterne. Vi fik den klassiske egnsret i Oaxaca-regionen, mole, som slog benene væk under os. Det kan bedst sammenlignes med en god dansk sovs, men de her findes i over 30 forskellige variationer, og så bliver de lavet over 2-15 dage i gryden. I Oaxaca City var vi mest eventyrlystne udi madverdenen, for vi spiste i gadekøkkener hver eneste dag, og vi tog flere gange på det store madmarked 20 de Noviembre, som blandt andet har en vild kød- og grillafdeling. Vi spiste churros i lange baner fra diverse madboder, og derudover kom vi forbi flere mezcal-fabrikanter og fik smag for den mexicanske alkohol – det blev også plads til et par flasker i rygsækkene. I øvrigt er tequila faktisk bare en afart af mezcal, som blev kommercialiseret i 70’erne og 80’erne og udbredt til resten af verden. Og så til den største åbenbaring i Mexico: micheladas. Wow for en drink. Tomatjuice, lime, øl og chilisalt på glaskanten + måske lidt tabasco, HP-sauce og bladselleri alt efter udskænkningsstedets humør.
Allerede i Mexico City fik vi stiftet bekendtskab med den historiske del af landet. Vi besøgte Guadalupe-basilisken, som er en gigantisk kirke med plads til 10.000 mennesker, og hvor millioner af katolske pilgrimme valfarter til hver eneste år den 12. december. Vi så Teotihuacán-”pyramiderne” – som faktisk er templer – udenfor byen, som aztekerne blandt andet har opholdt sig i, og i Oaxaca så vi zapoteker-ruinerne Monte Alban, som var vildt imponerende. På den sidste del af rejsen var vi selvfølgelig også forbi Chichen Itzá-tempelbyen, ét af verdens syv vidundere. Det var obligatorisk – men man deler oplevelsen med utroligt mange andre turister, så vi var egentlig mere vilde med Tikal-tempelbyen i Guatemalas nordlige jungleregion tæt på byen Flores. Efter sigende er det den største af mayabyerne, og det var et utroligt syn, at gå gennem skovjungle og se de største templer rave op over trætoppene.
Den tredje og sidste del af vores rejse bød på en del ændringer undervejs, da vi prioriterede at slå et kort smut ind i Guatemala for blandt andet at se Tikal, men det helt store mål var at bestige Acatenango-vulkanen. Efter en masse naturoplevelser i Peru og Colombia tog vi en pause fra det og nød byer og strande i Mexico, men vi følte, at vi manglede en sidste stor naturoplevelse. Den fik vi dén grad i Guatemala. Fra byen Antigua tog vi afsted tidligt om morgenen mod foden af den inaktive vulkan. Her ventede fire-fem timers opstigning til 3.756 meters højde, hvor vi slog lejr og nød en af de flotteste solnedgange i vores liv. Herfra havde vi frit udsyn til den hyppigt aktive Fuego-vulkan. Cirka hvert tiende minut kunne vi tydeligt se den spy ild og lava ud af krateret med imponerende kraft. Et helt igennem ubegribeligt syn, som vil være med os resten af livet. Efter at have overnattet i temperaturer omkring 5°C til -10°C, drog vi kl 4.30 mod toppen af Acatenango for at nyde solopgangen over landskabet.
Af andre højdepunkter kan vi nævne surferbyen Pueto Escondido, som virkelig faldt i vores smag. Godt nok var bølgerne en smule for store til badning, men surfingen var fantastisk, og Nikolaj fik endda spillet golf på en tre-hullers bane i baghaven hos en amerikansk tidl. surfer, der har slået sig ned i byen. I Puerto fik vi også muligheden for at sætte havskildpaddeunger fri efter udklækning – kæmpe oplevelse!
Vi nød hippie-viben i kystbyen Mazunte, besøgte øerne Isla Mujeres, hvor vi fejrede jul, og Cozumel, fejrede nytår i Playa del Carmen sammen med tusinder andre, og vi nød livet i den mindre by, Valladolid. Herfra kunne vi cykle rundt og besøge de mange cenoter i området, springe ud fra diverse klipper og badebroer og bade i dem. Ferskvandshullerne var alle sammen forskellige men også helt igennem magiske at opleve. Også et klart højdepunkt på turen.
Hvis du har fulgt vores rejse her på siden, så ved du også, at rygsækkene, og hvad vi putter i dem, fylder en god del. Og her efter to tredjedele af rejsen, er det vigtigt at understrege, at man nok skal klare den, selvom der er et par kilo for meget, eller den er mere proppet, end man havde drømt om hjemmefra. For godt nok pakker vi den i gennemsnit hver anden-tredje dag, slæber den til busstationen, ind og ud ad bussen, og hen til et nyt hostel, men hver eneste gang går det, og vi kommer frem og videre. Alligevel kan man godt blive misundelig, når vi så møder en 25-årig engelsk mand, der blot rejser rundt med en skoletaske med et skateboard spændt udenpå. Igen, inspiration til livsførelsen og rejseformer er der nok af ude i verden.
Vi er nu landet i Danmark til regn og kulde, men vi har fornyet energi til hverdagen, og vi vil for altid huske den her fantastiske rejse. Tusind tak for at følge med på rejsen, og vi håber, at der bliver mange flere af dem i fremtiden.
