Overvejelserne - og bekymringerne - før vores rejse, om hvorvidt et hul i CV’et på 3,5 måneder som relativt nyuddannede og med ikke helt faste arbejdsforhold, nu var en supergod idé, de forstummer fuldstændig, når man klokken 7.30 om morgenen i formidabelt post-regnskyl-solskinsvejr får øje på Machu Picchu fra inkaernes ‘Sun Gate’. Der er ikke noget “hul” - vi bliver rigere på livet, og det er det hele værd.
Tillad os at blive i klichéerne: omend vi faktisk har sendt noget tøj (og mindre lastvogn med souvenirs) hjem, så føles rygsækkene ikke spor lettere. For hver eneste dag propper vi dem med oplevelser i en sådan grad, at det næsten er for meget af det gode.
Sandheden er selvfølgelig også, at vores rygsække nu indeholder det lidt varmere (og tungere) tøj, som var nødvendigt i Perus højdemeter, mens vi går rundt i badetøj og klip-klappere.
Apropos højdemeter og rygsække, så lad os lige tale om Machu Picchu og det fire dage lange trek i inkaernes fodspor, som vi har gennemført. Det er indtil videre turens højdepunkt - og det forventer vi sådan set også, at det forbliver.
Vi havde fire helt igennem fantastiske dage med vandring op og ned af Andes-bjergene sammen med ni andre rejsende plus to guides og de imponerende “porters”, der slæbte alle vores fornødenheder til turen. Hver eneste dag blev vi bespist morgen, middag og aften med lækre retter, og der stod en lejr med telte klar, når vi havde overstået dagens vandring. Alt vi skulle gøre, var at gå.
Det var nu også en udfordring i sig selv, men her blev vi hjulpet godt på vej af blandt andet vores påklædning. Med hjælp fra merinoulden kunne vi modstå de mange skift i temperaturen, som naturligt opstår i tre-fire kilometers højde. Og så var vi enormt heldige at havne i en gruppe med ligesindede rejsende, hvor alle hjalp og heppede på hinanden undervejs. En kæmpe oplevelse, som vi aldrig, aldrig glemmer.
Naturoplevelser er overskriften på vores måned i Peru, og forinden inka-trail opholdt vi os i inkaernes gamle hovedstad, Cusco, i nogle dage for at vænne os til højderne. Vi trekkede i 5.000 meters højde ved imponerende Rainbow Mountain og naboen, den endnu mere imponerende Red Valley. Vi sejlede på verdens højest beliggende farbare sø, Lake Titicaca, og hikede til bjergsøen, Humantay Lake, for foden af Salkantay-gletjseren. Alt sammen forrygende oplevelser med natur og tunge stænger i fokus.
Colombia
Pachamama, en Moder Jord-gudinde blandt store dele af Andesbjergenes befolkning, var rigtig god ved os i Peru. Til gengæld har vi fået “kærligheden” at føle i Colombia. Her lyder overskriften måske mere: byer, kulturliv - og massive regnskyl.
I lidt over en måned har vi rejst rundt i det fantastiske land, og det føles som om, at det har regnet halvdelen af tiden. Det har det måske ikke helt, men vi har dog “valgt” at opholde os her i regnsæson (lidt afhængig af geografi: oktober-november). Men det lader hverken vi eller colombianerne os gå på af. Bedst eksemplificeret ved en fodboldoplevelse i millionbyen Medellín.
Da Nikolaj er kæmpe fodboldnørd, var det uundgåeligt, at vi skulle ind og se fodbold i Sydamerika. I Colombia skulle den bedste stemning efter sigende være til de to Medellín-klubbers hjemmekampe. Første dag i byen var der kamp, og vi tog med. I silende regn var vi til “opvarmning” i de tilstødende gader, hvor vi drak lokal spiritus, aguardiente, spiste gade-kylling og sang med på et live heavy metal bands fodboldsange. Til vores glædelige overraskelse var der intet tag på stadion, men til gengæld stod vi sammen med hjemmepublikummet. De gav den FULD gas med trompeter, trommer, banner og dans og sang i bar kas’ (kun mændene) hele kampen igennem. Vi elskede hvert sekund og er nu DIM-fans for resten af livet, også selvom kampen endte 0-0 og var super kedelig.
Fodboldkampen indrammer meget godt, hvordan vi har oplevet Colombia: der er fuld smæk på højttalerne med reggaeton-musik, kolde øl og salsa-dans i regnen. Og som en turguide hovedrystende, næsten opgivende fortalte os, så har man ikke historie i folkeskolen, fordi de ifølge hende foretrækker at glemme landets grumme fortid med vold, stoffer og guerilla-krig (som til dels stadig finder sted).
Vi blev ret forelskede i Medellín, som med sin tragiske historie med Voldemort (de lokale vil ikke sige Pablo Escobars navn højt), nu har forvandlet sig til en kulturel højborg og turistmagnet. Blandt højdepunkterne var bydelen Comuna 13, som for tyve år siden var verdens 2. farligste sted næstefter Gaza-striben. I dag er det et spirende område for street artists og meget sikrere at færdes i.
Og så er der farverne! Mens Peru til tider kunne være lidt grå, så fik vi virkelig farverne i spil i Colombia. Kaffebyen, Salento, forelskede vi os i med det samme: Farverige gader og kaffeplantager overalt, hvad mere skal man bede om? Også Guatapé og Cartagena har fokus på farver i gadebilledet.
Vi er blevet forkælet i Colombia, hvor de seneste par uger har budt på varmere temperaturer ved den caribiske kyst. Det hjælper os til at sætte farten lidt ned og huske at få tænkt over og nyde vores rejse lidt. For sandheden er også, at det ikke bare er en dans på klip-klappere. Ved ankomsten til den caribiske kystby, Santa Marta, ramte vi for alvor muren. En kombination af pludseligt højere temperatur (30 grader), mange muligheder og en knap så indbydende by tog pusten fra os i et par dage. Der skal planlægges enormt meget og hele tiden, når man rejser på den her måde. Mange til- og fravalg, inputs og advarsler fra andre rejsende osv. osv. Det kan lyde ret forkælet, men det er stadig virkeligheden, når man vil nå en masse på relativt begrænset tid.
Men efter vi fik klatret over muren, står surfer-/hippie-backpacker-landsbyen Palomino som et af højdepunkterne ved nordkysten, hvor vi virkelig kom ned i gear. Det samme kan siges om Isla Grande; en på trods af navnet lille ø i det caribiske hav ud for Cartagena, som vi tilbragte fire dage på. Ligesom en nat i en hængekøje i Tayrona Nationalpark sætter tingene lidt i perspektiv.
Nu binder vi en omtrent halvvejs-sløjfe på vores eventyr, pakker rygsækkene for Gud ved hvilken gang, og sætter kursen mod Mexico og Guatemala.
