Rejsebeskrivelse – Nepal Mera Peak 2024
”Den nat bjerget spiste mig !”
Siden barndommen har jeg altid forsøgt at presse mig selv og se hvor langt tingene bar. Det er blevet til en masse udholdenhedssport i årenes løb, startende med løb og siden triatlon. På jobbet som politimand, har der også været en lang række af udfoldelser og udfordringer. Når jeg tænker tilbage, tror jeg driften startede i Folkeskolen. Hvor man stod og skulle vælges til sportslige ting. Var aldrig et første valg. Man kan vælge at tage sådanne oplevelser negativt, men jeg har åbenbart valgt at tage kampen op. Mest fordi jeg har fundet glæde ved at dyrke idræt, men også deltage i fællesskabet. Når jeg ser tilbage, har det dog ofte været enmands præstation, da jeg aldrig har været i nærheden af dem der vandt konkurrencerne. Her i en alder af 66, har jeg stadig lysten til at udfordre mig selv.
I det lys, har jeg i mange år, haft tanken om tinderne i Nepal. Realistisk set, har jeg ikke fokuseret på de højeste tinder, da dumdristighed ikke har indgået i mine tanker. Men valget med Mera Peak i Nepals Himalaya bjerge, virkede som en opnåelig hindring.
Har set et hav af videos fra området og tænkte, at det måtte være en fantastisk udfordring i kombination med en stor naturoplevelse. Selvfølgelig har det også været med en vis ærefrygt – om man overhovedet fysisk var i stand til at fuldføre, men tanken har kildret længe. Paradoksalt nok, har det først være muligt økonomisk i livets efterår og dermed ikke længere besidder ungdommens styrke. Det er jo alderen, hvor alt gør ondt – i hvert fald for nogen. Et var sikkert – jeg skulle i mit livs fysiske form, for at klare disse 6.500 moh. Det er fysisk anstrengende både pga. elevationen i sig selv, men også det faktum at man kun har ca. 40 % ilt til formået.
I året op til afrejsen i oktober 2024, forberedte jeg mig på udfordringen. Var klar over, at dette her ikke ville blive nogen let opgave – ikke mindst også pga. min alder. Det blev til lange vandreture med rygsæk på, men også løbeture (meget bakkesprint) og en hel del cykling på landevejen. Romaskinen blev også flittigt brugt, hvor jeg en overgang roede 10 km hver dag, 6 dage i ugen, foruden de andre ting. Jeg har måtte hele tiden lytte til kroppen, da nogle års arbejde på Grønland, gav mig nogle skavanker med akillessenerne. Så hele tiden en balance. Men alt i alt følte jeg mig rustet på det fysiske. Super VO2maks ift. min alder og deltagelse i forskellige medicinske forskningsprojekter, gav heller ikke anledning til bekymring.
Forberedelserne bestod også i at indkøbe og leje udstyr til dette eventyr. Det er ret omfattende og mange af tingene indgår ikke lige i mit ellers velassorterede udvalg af sportsrekvisitter. Isøkse, harness, ekspeditionsstøvler, diverse reb, sovepose til -25 osv., lå ikke lige på hylden. Alene udgiften til ekspeditionsstøvler, lå godt over de kr. 7.000. Mine år i Grønland, som Politi, gjorde dog, at jeg havde meget af den beklædning, som var nødvendig. Arbejde i Qaanaaq på ATV eller hundeslæde i minus 30 grader, gjorde at noget havde jeg. Men jeg havde længe skelet til LOOW, da de laver noget lækkert uldtøj fra øverste hylde. Jeg blev derfor glad, da de valgte at sponsorerer og støtte mig med noget tøj.
I praksis kom det til at vise sig, at være det perfekte og funktionelt valg. Jeg har andet i merino uld, men LOOW’s er bare det mere lækkert og slidstærkt. Uden at have sponsoratet i tankerne, kan jeg varmt anbefale produkterne. Det gjorde en forskel for mig. Jeg har dog prøvet ret mange mærker. Jeg fandt det slidstærkt, lav vægt og en god temperatur regulering. Det er super vigtigt, at man har det varmt, men ikke kommer til at svede, når man er fysisk i sådanne betingelser. Også når man om aftenen kommer til thehus eller telt. Det er ekstremt koldt og der er ikke varme, undtagen få timer ved aftensmaden. Det er således fugtigt tøj og ingen tørre muligheder. Jeg løste det ved at have undertøjet på kroppen i soveposen og resten af merinoulden, i bunden af soveposen. Det gav fornemmelsen af tørt tøj om morgenen. Om dagen havde jeg et net uden på rygsækken, hvor den merino jeg ikke brugte, fik tørring af solen. Heldigvis ingen regnvejr.
Dagen oprandt og jeg mødtes med resten af ekspeditionsholdet i Kastrup. Det er altid lidt spændende om man fletter sammen i et sammentømret team, men her var ikke grund til at frygte de næste 22 dage. Man lever tæt sammen og man er presset – uanset alder. Som absolut ældste, er der jo også frygten for ikke at kunne følge med. Det viste sig at være en meget forskellig gruppe i baggrund og typer, men i praksis, en meget homogen gruppe. Alle var meget hjælpsomme og de der havde prøvet andre bjerge, bød ind med hjælp og rådgivning undervejs. Et par havde prøvet Mera Peak før, men måtte strække våben. Nu skulle det have et skud mere.
Vi ankom til Katmandu og blev kørt til et hotel inde i byen. Fine forhold og drønende hedt. Turen er fuld af kontraster, hvilket også gør pakningen til den udfordring. Vi fik af ekspeditionslederen gennemgået grej. Det var noget imponerende at se det hele lagt op i hele værelset. Kunsten er at ramme det rigtige og så kunne få det med i flyet til Lukla. Her er en skrap vægt begrænsning, som skal overholdes. Faktisk kun 15 kg incl. håndbagage. Det er helt umuligt, så man er nødt til at have meget af det på – ikke at det giver nogen mening.
Dagen efter, spurgte en af deltagerne, om vi skulle se solopgangen fra Monkey Temple ? Vi var en lille gruppe, som slog til på dette. Vi kørte taxi derud og kiggede op ad den imponerende trappe til dette enorme tempelkompleks. Jeg talte ikke trapperne, men der var uendelig mange. Snart pustede jeg, som en olding, helt på udebane. Der er tyndere luft i Katmandu, men intet imod, hvad der venter. Straks begyndte den indre usikkerhed at melde sig. Her er det så, at man skal bide tænderne sammen og tro på bjergets opnåelighed. Siden erfarede jeg, at nogen af de andre – med bekymring havde set på min tur til templet. De havde tanken – ham der, når ikke langt ! Men det var en stor oplevelse at opleve templerne – se atmosfæren med de mange lokale og de aktiviteter, som foregik på toppen. Militæret brugte også trappen til at bringe soldaterne i form, foruden den åndelige fodring. Nu har jeg arbejdet sammen med Ghurka’er før. De er små og har derfor lettere ved det – ja det var så min tilgang til prøvelsen. Men aberne kunne snildt have lænset mig fra alle værdier og det helt uden modstand. Templet er Nepals ældste og er absolut et besøg værd. Meget afslappet set i forhold til religion og optræden på stedet. Således plads til aber, hunde, rotter og fugle – og så blandingen af turister og lokale.
Trafikken i Katmandu er et kapitel for sig. Men snart går man ude på vejen med biler, motorcykler, rickshaws, cykler og hunde, susende forbi på alle sider. Alle dytter. Om det virker ? Troen flytter bjerge. Vanskelighederne opstår først, når man skal op ad dem.
Om aftenen gik vi på restauration ”Det tredje øje”. Som alle steder, lutter venlige smilende mennesker. Stablet op på puder på gulvet og af med fodtøj. Ældre segmentet er ikke meget for lave højder, men det gik. Benene bøjer ikke lige så nemt, som de har gjort. Tænker, at man er blevet for stærk med alderen. Maden er indisk inspireret og velsmagende.
Efter gåturen til hotellet, kryber jeg til køjs. Med at nyde den sidste luksus, inden eventyret. Tankerne virrer dog i hovedet – om man har pakket rigtigt.
Dagen efter står vi igen i lufthavnen. 4 af os, bliver pillet ud, da der ikke er plads på flyet til Lukla, som ligger som porten til bjergene. Nu skulle man tro, at panikken opstår, men faktisk bliver vi tilbudt helikopter til Lukla. Jeg har fløjet ret meget i helikopter, men det gør turen mere spændende, da man kan følge med i landskaberne og se de imponerede bjergmassiver. Endelig burde det være mere sikkert, da Lukla jo er en af verdens farligste landingsbaner. Den er placeret på en klippeafsats og ultra kort.
Vi startede flyveturen, efter at have ventet en formiddag på betonbanen. Det iført tøj til minus grader (pga. vejning). Kabinen blev vakuumpakket med bagage og os 4. Vi var alle fastklemte. Sad længe og kiggede bekymret på min paksæk, som stod ude på cementen. Der var ikke plads, men pludselig var den i kabinen, oven på alt det andet. Hurtig exit ?
Turen ind mod bjergene bød på et pragtfuldt skue. Et sted lavede piloten en 360 gr. for at se om der var clear sky i hullet mellem 2 bjerge. Vi fløj gennem den ene dal efter den anden og hoppede over bjergkamme. Snart kom Lukla til syne, oppe ad en bjergskråning. Lige der var jeg glad for helo, da det frimærke, var for vildt. Vi landede blød og sikkert. Snart var der fly ud og ind. Fuldstændig som at se et hangarskib. Snart gik vi op til mødestedet med de andre. Min gruppe gik bare afsted, men jeg kunne næsten ikke følge med. Ingen ilt og jeg blev allerede her i tvivl om jeg var helt rask og kaste mig ud i dette her. Men kom frem og fik skiftet tøj. Lukla ligger i 2.846 moh., så vi er ikke i nærheden af de højder, som skal bestiges. Mere til bekymringsbarometeret. Medens jeg fik tanket filtreret vand, spurgte en fra gruppen bekymret til mig. Jeg kunne åbenbart ikke gå under radaren. Men hvem havde påstået, at det ville blive walk in a park ?
Snart var vi på vej mod Monjo. Alt for sent afsted pga. ventetid i lufthavnen. Der var pres på, da der havde været dårligt flyvevejr i Lukla. Ekspeditionen er bygget op med en indledende tur op gennem et dalparti og med retur til Lukla, for dernæst at tage turen mod Mera Peak, via et andet dalparti. Det så man får den optimale akklimatisation. Det blev til næsten 6 timer og 13.7 km og lidt over 580 højdemeter. Turen bragte mig hurtigt bagest i bussen, billedlig talt. Kunne ikke få vejret. Vi gik stærkt og næsten uden pauser, fordi mørket kom. De andre tog pandelampe på, men jeg ser godt i mørke. Prioriterede et hvil. Her i natten, faldt tankerne igen på, om jeg havde gabt over for meget ? Fik utrolig støtte af de andre som hældte druesukker i mig og gav gode råd. Peb talk konstant og endelig nåede vi målet. Der var helt udsolgt. Ind og få aftensmad i thehuset. Det tog en krig at få det. Måtte under bordet bevæge benene konstant, for at afhjælpe smerter. Efter spisning, vand tankning - fik vi briefing. Op kl 0530 næste dag.
Sov fantastisk og var som et nyt menneske. Det siges jo at man akklimatiserer under søvnen. Til morgenmad fik jeg de tørreste French toast, men ned skulle de. Masser af mad og drikke er vejen. Hader ingefær, men fik af vide, at en speciel the var godt mod højdesyge. Jeg har ikke plads til fejlskud, så det blev til mange kopper ginger lemon honey the og det smager faktisk godt. Så en fast del ved måltiderne. Jeg supplerede dog også med Diamox (Acetazolamid), som modvirker højdesyge. Højdesyge er en medspiller og noget man skal tage alvorligt. Der er faktisk dødsfald også på Mera Peak. En af mine forberedelsesvideoer, viste faktisk en død tysker, som blev båret ned af sherpaerne.
Snart på vej igen og denne dag næsten kun op. Man går på støvede stier, som nogle steder dog er forsynet med en slags brosten. Hele tiden i nærheden af floden, som skal passerede via hængebroer. Møde med karavaner af yak okser og mulddyr. De puster meget, så jeg er ikke alene. Det er virkelig et meget smukt syn, som hele tiden folder sig ud foran en. Jeg har en kvindelig sherpa som skygger mig. Når jeg puster og stopper, stopper hun og kigger alle andre steder. Mit erhverv gør, at jeg hurtigt spotter en skygning. Det er lidt sødt og det er jo et udtryk for omsorg - Jeg er på listen. Men jeg gik i eget tempo og med konstant kig på pulsuret for at følge min begyndende akklimatisering og ikke mindst pulsen. Disse ting gjorde at jeg havde en bedre dag. Mange hængebroer i vilde højder og meget gyngende. Og næsten kun op i over 4 timer. De kalder det en kort dag. Det blev 6.5 km og 713 højdemeter. Men en meget flot tur. Søde unger snakkede med os i små bider. Og masser af kig til deres levevis, når man passerer landsbyer. Nogen steder, meget uvejsomt og stejlt og andre steder, bare høje trin. Så at sige intet let, så jeg var brugt, da vi nåede sherpaernes hovedstad., Namche Basar i 3.400 moh. Frokost og så op på værelset. Har det langt bedre end i går. Måske vænner jeg mig langsomt til mindre ilt ? Flere har været syge og en kastet op og vil ikke spise. Eget tempo er mit løsnet og så må vi se rækkevidde. Jeg har ikke snurren nogen steder eller svimmelhed. Jeg er bare pisse træt. Her efter en lur på mit værelse er jeg okay. Det gør bare ondt i hofte og lægge. Har fået eneværelse. Ved ikke om det er et aldersprivilegie, men rart er det.
Næste dag var overskriften hviledag, men den har jeg luret. Man skal ud og vandre. Snakkede med guide omkring påvirkning af mit system. Hun rådede til en kortere tur og vi blev et hold på 3, plus hende. Vi havde en super hyggelig dag og fik set nogle spændende steder. Blandt andet blev jeg velsignet af en meget smilende munk. Fik en krammer og et stykke garn om halsen, foruden det obligatoriske hvide skærf. Sjovt nok fik kvinderne længere kram og havde svært ved at komme fri. Men det er jo budisme med menneskelighed, varme og fred. Dagen bød alligevel på 4.5 km og med 200 højdemeter. I Danmark ingenting, men her - over 1.000 kalorier. Lungerne hang til tørring efter få minutter. Det er en vild oplevelse og vi er ikke engang halvvejs i forhold til målet !!! På turen i udkanten af Namche Basar, havde vi kig til Edmund Hillary’s gamle landingsbane på et bjergplateau. Manden der sammen med sherpa’en Tenzing Norgay, var de første på Everest den 29. maj 1953. Et besøg på det lokale museum, viste med stor tydelighed, hvilken præstation det har været. Når man ser på det grej de havde og vægten af det. Men Hillary tabte sit hjerte til sherpaerne og kærede sig i tiden efter, meget om sherpa’erne og deres leve betingelser. Han og konen lavede indsamlinger, som gik til flere skoler, lægebehandling, sygehuse, samt evakuering af syge via landingsbanen. Derfor tilbeder de ham, den dag i dag. Han tog heller ikke hele æren med Everest. Hans sherpa, som blev helt, fik ligeværdig plads. Hvilket nok ikke var normalt for den tid. På et åbent stykke ved museet og med udsigt til Everest’s imponerende tinde, stod en guldstatue af Tenzing Norgay, som var landshelt. Der er siden kommet flere og de er alle imponerende i deres bedrifter. Man kan kun have stor respekt for disse mennesker, som også selv nød stor hjælp af. På ekspeditionen er hyret et større antal bærer og sherpa guider. Det er en uddannelse, hvor man langsom stiger i graderne. De starter som bærer og de heldige bliver så siden guider. De er helt uundværlige, da det uvante klima og forholdene, gør at man kun kan bære en brøkdel af deres formåen. Deres forhold er blevet meget bedre i årene. Dog bliver man lidt rystet over en erstatning på 12.000 dollars i engangsbeløb, til de efterladte i familien, hvis en dør. Faktisk er der en del, som går til og derfor et relevant emne. Tab af en livsforsørger har jo store konsekvenser i et land, hvor manden ofte er indtægtskilden. Der er kræfter, som arbejder for bedre erstatninger og også flere skoler til uddannelse af guider. Jeg rejste med Kipling og de har en god indstilling til sherpa’erne og deres betingelser. De får rimelig løn og også forskellige beklædning og fodtøj. Alt sammen noget, som modsvarer den store hjælp, som de yder for os.
Var også på andet museum, hvor vi blev frataget mobil og kamera. Det var et gammelt sherpa hus med husdyr i stueetagen og så bolig på 1. sal. Så blandt andet en imponerende fløjte der delvist var lavet af menneskelig lårbensknogle, femur. De kiggede interesseret på mine knogler, så vi valgte at glide. Ellers var jeg gået fløjten.
Dagen sluttede med indkøb. Guiden havde lagt mærke til at jeg svedte som en hest i anstrengelserne. Det har jeg altid gjort og det er et problem her, da man skal drikke mindst 5 liter om dagen. Hun havde forslag til en let jakke, men hvor finder man butik med xxl størrelser i et land med små mennesker ? Snart gik der ild i walkie talkierne og halvdelen af byen var pludselig i butikken. Fandt en xl som sad godt. Præmissen var alene vandtæt og ingen coatning. Rart at have mor guide med. Min skaljakke er for varm og har allerede salt udtrækninger. Jeg skulle også have haft crampons, men de ligger ikke lige inde med størrelse 49/50 her. Det må vente. Altid haft en stor levefod og vant til panik og opspilede øjne.
I gaderne ser man mange yak okser. Det vil sige, at det er det ikke. Det er en blanding af yak og så sortbroget ko. Yak oksen ville få det for varmt. Når man ser blandingen stå og puste, giver det god mening. Vi nåede også kaffehus, hvor vi fik varm kakao og cookies. Der skal køres kalorier på, da man har et højt forbrug.
Efter nogle hårde dage, er vi kommet op i 4.350 moh og igen skal der hviles ud. De sidste dage har ikke været lette. Jeg har gravet dybt og mentalt prøvet at stå det igennem. Jeg har dog kunnet se, at min akklimatiseringskurve har bevæget sig op om end i langsomt tempo. Udlæsninger gør, at man ikke mister modet helt, når alt værker i kroppen. Den stiger med ca. 40 grader og ligger nu på 63 % akklimatiseret i den aktuelle højde. Vi er kommet retur til Lukla og pakker om.
Vandringen går nu ind i en anden dal, som byder på nye scenarier. Vi skal over et pas i over 4.600 moh. Stejle og meget ufremkommelig sti med konstant stigning over 9 timer. Det er hårdt for åndedræt, men adspredelsen i omgivelserne, giver noget igen. Der er golde klippevægge, for dernæst at blive til frodige Rododendron skove, så langt øjet rækker. Det er tæt krat og træer med hængende mos. Må være vildt når denne kæmpe urskov springer ud her i Hinkudalen. Giver mindelser om min tur ind i Amazonas jungle for år tilbage. Men her graver jeg dybt og kører på grænsen af min fysiske formåen. Hvert skridt mærkes. På et tidspunkt, vipper en sten under mig og jeg mister balancen. Falder ned mellem 2 klippeblokke og lander på min dårlige hofte. Ikke nok med dette, knækker jeg min ene carbon stav. Vi bruger alle vandrestave – det er absolut nødvendigt. Det er således en katastrofe. Hurtigt springer sherpa lederen til og låner mig sin ene stav. Jeg var ikke kommet videre, uden denne håndsrækning. Sigende for det miljø, som vi bevæger os i. Får bidt tænderne sammen og i gang igen. Det lykkes at passere passet, som er en blæsende og lidt en kold fornøjelse. Det er en tur, hvor temperaturen hele tiden svinger vildt. Hvis man troede, at det var let efter toppen, blev dette gjort til skamme. Stadig op og ned ture, men hele tiden et terræn, hvor man skal kigge nøje på underlag og finde de rigtige trædesteder.
Vi når et primitivt forblæst thehus. Alt tøjet er vådt af sved og der er kun at bruge den vante metode – tøjet i soveposen og sove det tørt. Måske lidt en illusion, men tanken tæller. Der er blevet rigtig koldt og med det sagt – har jeg aldrig været kuldskær. Det mærkes dog og er medvirkende til, at man tappes for kræfter hele tiden. Men Grønlands tiden, har givet et polster.
Dagene har bragt os frem til Tagnag, som er en mindre landsby med et okay thehus. Her holdes ”hviledag”. Jeg trænger til at slappe af og restituerer. Havde ellers en up tur om gårsdagen. Hele trekket har jeg ligget i den tunge ende, hvor en alderspræsident, bør ligge. Fanden tog ved mig over frokost og jeg satte i ilmarch efter forløber sherpa’en, som skal gøre klar i camp. Kunne ikke følge ham, men stien langs floden var nem at følge. Over vandløb med stor balance og forbavsende sikkerhed. Jeg følte mig flyvende. Syntes jeg skulle bevise overfor mig selv, at løbet ikke var kørt. Kom frem i god tid før de andre og kunne filme dem komme ind. Fedt at opleve begejstringen hos dem over at jeg havde rejst mig. Men det er et super team, som er der for hinanden. Men også en begyndende tro hos mig selv om, at jeg kan stå distancen. Morgendagen går det stejlt op mod 5.000 moh. Det er sidste thehus før den endelig opstigning. Om det bliver vendepunktet, må tiden vise. Man mærker at den den tynde luft, fattes mindre og mindre ilt.
Den nye dag bringer store beslutninger og mange ubekendte. Jeg har befundet mig i limboet med om jeg skal lave topforsøg eller strække våben ? Pakkede rygsækken op med fuld tank på væske, selvom det ikke var nødvendigt. Også med øvrigt grej, da dagen skulle være en test af hvor langt mit potentiale rækker.
Vi startede op med vandring langs floden og snart gik det op. Dagens program er at gå fra 4.300 moh til Khare i 5.050 moh (et stykke højere end Mont Blanc til sammenligning). Snart begynder en stejl sti at tone sig frem og op i en pæn og lidt skræmmende stigning. Det at man kan se hele strækningen, giver et lidt for tydeligt billede af dagens kamp. Efter et lang stykke, kommer vi til moræneler skrænten, hvor vi tager en afstikker fra sporet. Vi har et stykke tid kunnet betragte en gletscher, hvor der ses små skred fra. Altid flot at beskue, men en noget lille en i forhold til dem jeg har set i Grønland. Terrænet er meget stenet og overalt står små stabler af stenbunker. Små ledefyr og tegn på mange gæster. Henne ved kanten, åbenbarer der sig en stor sø, som er helt turkis. Den fodres hele tiden af smeltevand. Vores guide fortæller, at gletscheren var langt større for relativt få år siden. Miljø er også en faktor her.
Vi fortsætter videre ad vores spor og følger her en flod af smeltevand på vores venstre side. Snart rejser Mera Peak massivet sig på vores højre side. Vi er heldige, at der lige her titter sol frem, så den står flot og hvid. Man føler sig noget lille og betragter med ærefrygt denne prøvelse. Det ser vildt ud og kommer nok til at ligne det at gå på Indlandsisen. Vejret har været meget afvekslende. Fra det kolde og fugtige til solskin og varme. Det stiller krav til påklædningen og jeg er her super glad for mit Loow tøj. Tøjet hjælper dog ikke på min vejrtrækning, som er lettere anstrengt og man kan mærke, at der er mindre ilt til rådighed. Ingen højdesyge symptomer, udover den evige hoste vi alle har.
Jeg ligger i dag i midten af feltet og har ingen problemer med at følge med. Helt rart at få denne følelse af overskud. Det gør unægtelig noget for muligheden for at nyde dette storslåede sted på jord. En enkelt i gruppen er helt udmattet og ikke sig selv. Han er ellers et jern af en sportsmand med mange marathons bag sig. Også de ekstreme og tillige ultraløb. Jeg havde ikke lige set dette komme fra ham. Føler virkelig med ham, da jeg jo var der tidligere. Paradoksalt har jeg fundet turboen, hvilket også ses i min akklimatisering på Garmin uret (Epix 2 Pro). Har fundet et langsomt tempo, som er stabilt og malende sig frem. Kan se, at nogen af de tidligere dages hurtige typer, nu er tæt ved og også bag mig. Vild udvikling, som giver tankeflugt omkring muligheder. Jeg afleverede jo mit klatre grej i Lukla, såh……. Sjovt som man kommer gennem en masse registre inde i sig selv. Kampen om at overkomme og tro på egen formåen. Selvtilliden ebber ud og tankes på – i en hvirvl af indtryk.
Vi når et mindre thehus med udsigt til Mera Peak. Vi beriges her med strålende solskin. Snart sidder hele teamet med front mod massivet. Vi drikker lemon the med sukker. Varme og ny energi til kroppen.
Efter en pause, går det op ad en bjergskråning og en pæn stigningsprocent. Det går stadig fint. Op og ned går det i landskabet og alt er godt. Vi kan ikke længere se massivet, hvilket passer med, at vi skal gå rundt om et andet bjerg, for at kunne komme på gletscheren, som fører til Mera Peak. Efter en tid kan vi se husene i Khare.
Vel fremme får vi frokost og nøgler til værelserne. Jeg er privilegeret, som alderspræsidenten ved at få et enerum. Kun en gang er det ikke lykkedes på turen. Jeg har taget det, fordi det gør det lettere at pakke og tørre tøj mv., men også fordi der er mange syge. Skal helst ikke smittes.
Efter frokost snakker jeg med guiden. Hun er forbløffet over min forvandling. Hun er villig til at give mig et wildcard. Der er sherpaer nok til, at jeg kan vende om, hvis prøvelsen alligevel viser sig at være for belastende for mig. Det kan virke underligt, at man er sådan i tvivl, men konditionerne med hvordan højde og belastning påvirker en, kan gøre det vanskeligt at overskue muligheder. Hun fortæller, at der er gode prognoser for bestigning natten mellem søndag og mandag. Sågar fuldmåne. Ikke den store vind og fornuftig temperatur. Men der er bjerge og tingene kan hurtigt ændre sig, som jeg også har oplevet det på Grønland.
Hvis jeg skal afsted, er næste hurdle grej og støvler. Jeg har bange anelser, fordi jeg flere gange større end de lokale. Men de har tilfældigvis et par 8.000 meters støvler i samme mærke som mine egne. Hvad er chancen for at de har et par og så i størrelse 49 ? Der startes med en lejepris på 150 USD pr. dag (3 dage), men så går min chief sherpa ven i gang. Efter himmelvendte øjne fra udlejer gennem 10 min. lander vi på 190 USD – muligvis mindre, for alle 3 dage, incl hjelm, klatresele, karabiner og crampons. Han er en knag. Udlejer vil ikke høre om discount, hvis jeg skulle vælge at vende om. Her blinker chief til mig og siger, at den skal han nok klare. Der er ingen tvivl om, at chief nyder respekt. En mand som har klaret Everest 12 gange fra begge sider af bjerget, sig man bare ikke nej til.
Med grejet i hånden, starter en længere seance med at få alt indstillet til mig. Virker fjolet, at man har købt det hele og nu står og lejer det. Klatreselen bliver større og større i det udvalg, jeg får i hænderne. Guiden fortæller, at jeg er en viking og de skal tage sig sammen. Snart findes det frem – noget som passer nogenlunde. Men crampons er svære at finde i den størrelse, som jeg skal bruge. De lover at have noget til næste dag. Ærgerligt de ikke har det nu, da man gerne vil have grej på plads og fokusere fremad.
Morgendagens program er hviledag, men vi skal træne akklimatisering, hvis vi ønsker det. Jeg har lovet guiden at tage med, som sidste test. Vi skal også have sikkerhedsbriefing. Vildt at det er kommet så vidt – at der rent faktisk tegner sig muligheden. Ingen højdesyge symptomer og vi er dog i 5.050 moh. Underligt, at man for et par dage siden, troede at dette her var endestationen for mig. For pokker – kun 2 telt camps og så mod toppen. Vi taler om 1.5oo højdemeter de næste dage.
Thehuset her hedder Refuge Mera Lodge – i Khare. Der er panoramavinduer mod Mera Peak og i dette ”drivhus”, står liggestole og sofaer, så man kan falde hen i den betagende smukke udsigt. Klart et af de bedre thehuse og en oplevelse i sig selv. Nå ja ikke 5 stjernet luksus, men vi nyder stedet. Når man sidder ved panoramavinduerne og mærker varmen, glider mine tanker til en James Bond film, som er optaget i Alperne. Men kan ikke lige se ham i liggestolene 😉
Hviledagen sættes i gang. Sovet okay. Den står på akklimatisering og træning. Efter morgenmaden, går vi en tur op på bjerget. Ret stejlt, men alt fungerer fint. Vi nøjes med 300 højdemeter, da vi dog skal restituere. Under turen, skævede vi vist alle over mod Mera. Fra gletscheren er der en stejl skrænt til is kammen. Den skal man op over. Det i sig selv vil være en prøvelse. Efter dette stykke, er der bare en lang stigning til toppen. Tænker der er mulighed for at blive spist, da der ikke er nogen lette stykker. Planen er, at vi skal op i telt campen – camp 1 eller basecamp. Få lidt mad og søvn. Så er det videre til High Camp. Der skal vi også have varm mad og få sovet. Fremme ved søndag nat, skal vi lidt over midnat afsted på topforsøget. Der er et hul i vejret og kun minus 15 grader. Næsten ingen vind i vejrudsigten. Det sidste er den farlige. Vind kan ødelægge alt og det er derfor der er en ekstra dag på skemaet. Fuldmånen er godt, for det er en opstigning i pandelampens skær – så al hjælp er velkommen. Så klapper alt og min fysik holder, når vi toppen ud på mandagen. Vi skal gå i reb en del af ruten op. Man kan falde mere end man lyster.
Af hensyn til det sidstnævnte, træner vi om eftermiddagen, opstigning med håndtag, hvor man trækker sig op ved rebet. Derpå rappelling ned. Det skal anvendes ved en eventuelt nødprocedure, så vigtigt vi alle har prøvet det, hvis noget skulle gå galt. Gletschere er lunefulde. Håber ikke at skulle bruge det for alvor.
Status på vores team er forholdsvis okay. Der er dog en som afventer medevac med helikopter. Det bliver en lille type, som kun kan tage en person. Det er sgu synd for ham. Selv personer, som er i ekstrem form, kan komme til kort, når sygdom rammer. Vi ved ikke hvad han fejler, men godt er det ikke. Han skal på sygehuset.
Vi er nået til den 21. oktober. Vi starter fra vores thehus i Khare. En gedesti, som snart bliver til et stenfald. Svært at se stien overhovedet. Lidt højdemeter, men ikke noget vildt. Efter nogle timer, vel fremme ved base camp. Vi bliver installeret 2 og 2 i de små gule ekspeditionstelte, som ligger på rad og række ved en klippekant. Der er kun lige plads til mig og makkeren. Oppakningen bliver pakket rundt om os. Jeg har altid været god til at indrette mig sådan, at jeg kan finde tingene i mørke. Her er pisse koldt, for at sige det, som det er. Men det skulle vise sig, at det kun er en forsmag.
Om eftermiddagen her i base camp, træner vi igen opstigning på gletscher med reb og glide bremse. Derpå rappelling ned. Samme program, som i Khare, men nu med ekspeditonsstøvler og crampons. Og så er terrænet noget vanskeligere. Det gik fint, men hårdt arbejde. Ilten mangler ligesom.
Tilbage i teltene, serverer sherpaerne the og aftensmad. Den kommer i teltdøren. Vi fik det indenbords og straks efter lå vi i soveposerne. Bare at mærke noget varme på kroppen.
Efter næsten 12 timer på skjoldet, fordi der ikke var andet at lave end restituerer. Tanken om morgendagens prøvelser, samt meget lidt søvn de næste dage, gør at vi kobler af. Kroppen er bagud, noget min makker også mærker. Han er heller ikke helt frisk.
Vi vågner tidligt til massivt drypperi fra teltdugen. Kondens overalt, men okay søvn. I løbet af natten, hørtes buldren. Jeg genkendt straks lyden fra gletscherskred, som jeg oplevede mange gange på Grønland. Vi fik igen the og morgenmad ved teltdugen. Det er noget ubestemmeligt grød, som jeg ikke er så god til om morgenen. Har heller ikke ligefrem lyst til toilet besøg på gletscheren. Straks bliver jeg tilbudt en omelet og noget toast, hvilket jeg ikke kan afslå. Super lækkert til en 10’er. Hvor pokker får de tingene fra ??? Vi pakker op og vandrer ad en gedesti mod gletscheren.
Vi ankommer til stedet, hvor vi trænede dagen forinden. Her skifter vi til ekspeditonsstøvler og crampons. Jeg er som en 5 årig, som skal klædes på inden børnehaven. Kan ikke nå ned til fødderne og lungerne arbejder på højtryk. De små greb er også svære i denne her kulde. Intet af udstyret er lavet til nem betjening i kulde. Øh det bruges kun i kulde ? Jeg får hjælp af sherpaen, som har prøvet det til hudløshed. Selv han har lidt problemer, da tingene ikke sidder ordentlig fast. Men vi komme i mål og snart bevæger vi os op over gletscheren. Den er mega stejl, men en stor flot hvid flade, kun brudt af enkelte kravaser. Den tynde luft bider på os alle og vi hiver efter vejret. Stigningen er hård og kræver sit.
Der går det meste af dagen, hvor det konstant går op. Det er så stejlt, at havde vi ikke crampons, var vi ikke kommet op. Det ekstra greb gør sit, selvom de ikke løfter os op. Vi kommer til et stort klippestykke eller mindre bjerg. Det rager pludseligt op foran os.
Vi bevæger os hen mod dette bjerg. Henne ved det, går vi i en halvcirkel rundt til bagsiden. Her er en smal afsats, hvor High Camp er placeret. En række ekspeditionstelte står på række, helt ud til afsatsen. Når man kigger ud og ned, går det bare lodret ned. Her skal man ikke gå i søvne. Der er dog en pragtfuld udsigt til en anden gletscher.
Vi kaster os i teltene, godt udmattede af opstigningen. Igen får vi maden bragt i teltdøren og ledsaget af the. Det er hammer koldt og godt under frysepunktet. Vi er alene med sherpaerne, da vores ekspeditionsguide, måtte stå af i Base Camp. Hun har kort før afrejse fået hjernerystelse. Hun har dundrende hovedpine pga. den tynde luft. Hun er ellers en hård nyser. Men lægen siger nej til fortsættelse. Man kan se, at det påvirker hende, at hun ikke kan følge os. Hun føler stort ansvar for os.
Vi kaster os trætte i soveposerne kl. 1800, da vi skal have kl. 0000 og topforsøg kl. 0100. Et par af gutterne er bekymret for mig. Synes at jeg ser brugt ud. Jeg slår det hen, da jeg nu er i 5.800 moh her i Hign Camp. Ja der er ikke meget ilt, men jeg vil alligevel forsøge at gå hele vejen. Selvfølgelig gør det indtryk på en.
Jeg får ikke rigtig sovet, nok pga. spændingen og tankerne som flyver. Det er dog noget af det største jeg har budt mig selv. Det selvom jeg har taget mange udfordringer i mit liv.
Kl. 0000 spiser vi noget suppe med nudler og en masse ginger honey lemon the. Skulle være godt mod højdesyge. Jeg kan stadig ikke mærke noget som helst til højdesyge. Der er nogen af de andre, som ikke er så heldige. Flere har meldt fra til topforsøget. Det er bælg ravende mørkt og man kan se det truende bjergmassiv i silhuet. Der er bare langt op !!!
Vi bliver sat i reb i små grupper. Jeg sidder alene med min sherpa. Noget nemmere troede jeg, når man kunne styre eget tempo. Karavanen sætter sig i bevægelse og vi ligner en juletræskæde. Det går bare opad fra starten og lungerne er ikke helt med endnu. Det gælder om at finde tempo, hvor tingene passer sammen. Vi har en i gruppen, som går ekstremt langsomt, hvilket passer mig helt fint – i starten. Men snart træder min sherpa ud i den dybe sne ved siden af sporet og begynder at okse forbi køen. Det gør jeg også i kraft af rebet. Efter 50 meter, føler jeg, at jeg har løbet en marathon. I desperation, hiver jeg i rebet til hingsten. Heldigvis vejer han ikke så meget, så jeg kan kaste ham tilbage. Spørger ham i stød, om han agter at slå mig ihjel, for det er han godt i gang med. Han griner over hele femøren. Han er Duracel kaninen blandt sherpaerne. Han vil bare have det overstået. Nu er det bare sådan, at han har levet her hele sit liv og der er jeg noget bagefter.
Dette stunt gør, at der går over en halv time, før min vejrtrækning er stabiliseret. Ikke den bedste start. Vi fortsætter stejlt op. På et tidspunkt passerer vi en snebro med kløft til begge sider. Jeg går ikke ud på broen, før han er ovre. Så kan han hive mig op, hvis den ikke holder. Der sker intet og vi er vel ovre. Vi stopper hele tiden. Nogen skal rette udstyr og der er især en som aldrig har styr på effekterne. Snart går hendes pandelampe også ud. Fatalt her. En ung pige lider af kraftig hovedpine og kaster op i stråler. Klart højdesyge i min lægmands viden. Prøver at sige noget, men der lyttes ikke og der er lang vej igen. Det er sindssygt stejlt og ingen hvilestrækninger. De konstante stop fortsætter. Det gør, at jeg begynder at mærke tegn på forfrysninger i mine fingre. Kender det fra talrige oplevelser i Grønland. Et problem, som jeg må løse. Jeg bevæger mine fingre alt hvad jeg kan i handskerne. De er specielle ekspeditionshandsker, men lever slet ikke op til formålet. Gav en formue for noget, som mine egne handsker kunne have gjort bedre. En der har været godt gående, får samme problem med fødderne. Vi bliver bundet sammen og forsætter. Den langsomme har maveproblemer og må hele tiden sætte sig i sporet. Synd for hende og meget lidt misundelsesværdigt i den kulde. Snart vender hun og giver op. Det er ikke holdbart for hende.
Vi fortsætter 100 meter længere op og jeg mærker efter. Kan se, at vi er ved at dreje op mod toppen – ca. 6.100 moh. Jeg kalkulerer på tingene. Jeg kan mærke, at jeg er tæt på grænsen og min vejrtrækning bliver ikke bedre. Jeg får simpelthen ikke ilt nok. Den er ikke længere. Når til, at jeg kan nå toppen, men så kommer jeg ikke ned igen. Selv at gå ned er en prøvelse. Vi skal ved toppen, kunne gå ned i High Camp til et kort hvil (1 time) og derpå hele vejen via Base Camp til Khare. Det er en lang tur, som kræver sit. Ingen tvivl om, at det er en barsk tur. Når til at det ikke er realistisk at fortsætte. Bittert så tæt på målet, men kalkulen er klar. Jeg råber stop stop stop til sherpaen. Fortæller, at jeg er kogt over og vender. Kan se at min kvindelige makker er i krise. Op eller ned ? Hun har været pisse stærk, men jeg kan se, at der er noget galt. Vi snakker fint, men hun rykker ikke bare ud med tingene. Hun beslutter sig dog til at følge med ned. Vi tuller nedad i lavt tempo. Stopper flere gange og der er tydeligvis noget helt galt. Vi er forbavsede over hvor langt vi har gået opad. På et tidspunkt, betror hun sig, at der er noget galt med hendes lunge. Enten væske eller klappet sammen. Tror pokker hun er presset. Hun har prøvet det før og har åbenbart fået et ryk fra rebet, uventet og over skulderen. Vi dingler ind i High Camp og da vi sætter os på klippen foran teltet, besvimer hun. Jeg når lige at gribe hende og presser hendes hoved ned mellem hendes knæ. Sherpaerne prøver at rive hende op, men jeg holder fast. Snart er hun med igen. Hun bliver befriet for udstyr og lagt ind i teltet. Jeg er selv, totalt udmattet og kaster mig ind i mit telt. Råber til hende i nabo teltet, at hun skal råbe, hvis det bliver værre. Snart er jeg væk, men kun i en let søvn. Ved hun ikke siger noget ved behov for hjælp og så er der alle indtrykkene. Jeg ligger med alt udstyret på, da jeg ikke kan se mig ud af skulle have det hele på, igen om en time. En sherpa kommer med lidt varm the. Jeg klamre mig til kruset, da mine fingre er helt væk. Varmen gør også godt indenbords.
Jeg vågner efter et par timer. Min nabo, vil gerne have fat i guiden. Mobil virker ikke her, men sherpaerne har en bærbar radio. En af pigerne, som ikke gik med om natten, får en redegørelse og kalder guiden op. Der vil gå 12 timer før en helikopter kan komme og evakuerer. Og det er ikke sikkert, at den kan lande her. Hun er tapper og vil prøve selv at gå ned. Vi samler et hold og langsomt bevæger vi os ned af gletscheren. Der er faktisk en del, som ikke gjorde forsøget til toppen. Tror ikke der er en eneste i gruppen, som ikke er syg.
På turen ned er vi forbavsede over, at vi er gået så stejlt op. Jeg har problemer med vejrtrækningen og forstår ikke helt, at jeg er så mærket, når det nu går nedad. Der er intet at skyde med og jeg er glad for, at jeg valgte at vende om. Selv turen ned er en prøvelse. På et tidspunkt udbryder jeg i frustration, at nu kan jeg ikke engang følge med en lungeamputeret. Det griner hun af, da vi senere mødes i Kathmandu.
Aftalen er, at vi får vores vandrestøvler ved Base Camp. Da vi når denne, er der ingen tasker. Jeg har derfor ikke noget andet valg, end fortsætte i ekspeditionsstøvlerne størrelse 49. Det er et helt umuligt projekt, fordi de er så store og bredde. Passer slet ikke ind i indhak og er bare pisse glatte på sten. Så sker det, som selvfølgelig ikke må ske. En kombination af forkert fodtøj efter gletscheren og så min træthed, gør at jeg glider på stenene. Begge stænger ryger i vejret og jeg kan ikke nå at tage fra pga. vandrestavene. Jeg lander flat på ryggen for fuld knald og får al luft slået ud af kroppen. De hiver og flår i mig, men jeg vil bare have lov at dø i fred. Da jeg endelig er oppe, kan jeg se, at jordstien, kun havde en kampesten, som lige passede til min ryg i faldet. Jeg er totalt vingeskudt. Kan ikke bære rygsækken. Jeg halter afsted og kan nu slet ikke følge den kollapsede lunge. Sherpaen springer som en bjergged ved siden af mig. Jeg mister hele tiden balancen, som følge af slaget i ryggen, udmattelse og det ubrugelige fodtøj i dette her terræn.
Guiden kommer os i møde og får status. Vi melder begge, at vi nok skal komme til thehuset. Det gør virkelig nas, men ned skal jeg. Hver gang jeg sætter mig for at hvile, dunker sherpaen mig i ryggen og ager mit hår – good job my man. Han har ikke set faldet og ved ikke, at jeg ikke lige er til dunk i ryggen. Jeg nænner ikke at fortælle det, da han er super flink og mener det så godt.
Vi når frem til Khare og jeg er totalt tømt for kræfter. Hoster som et alderdomshjem. Der bliver bestilt helikopter til evakuering og i mit stille sind, håber jeg at komme med, men det sker nok ikke. Forude venter 3 hårde tage mod Lukla. Jeg tænker med rædsel på bjergpasset. Hvordan det skal gå, må tiden vise. Har slet ikke lyst til mad, hvilket er ned ad bakke.
Jeg får af vide, at hende med den kollapsede lunge, er blevet båret ned til Khote. Hun er blevet båret for fuld fart af nogle sherpaer. Det for at få hende ud af højdemeter. Gruppen har godt noget været hårdt ramt, men det har fungeret med humor og et godt sammenhold.
Jeg tager nogle piller, som jeg har fået af lægen. Det skulle slå det meste ihjel i form af infektioner. Det er en nødbehandling. Jeg er sikker på, at der noget helt galt med mig.
Natten bliver tilbragt i Khare og jeg har sovet elendigt. Vågnede kl. 0300 med kraftig hoste. Helt tør hoste. Det begyndte om gårsdagen. Kan se, at mit pulsbillede er alt for højt. Ikke mindst fordi jeg er super akklimatiseret. Jeg pakker rygsækken let og gør klar til vandring.
Da vi forlader Khare, er jeg positiv nok. I løbet skal det vise sig at ændre sig. Hosten tager til og kræfterne er der bare ikke. Nyder kun begrænset de sneklædte bjergtinder, da fysikken er i dårlig forfatning. På et tidspunkt river et stort stykke sig løs fra en bjergtop. Det buldrer ned over over bjerget og jeg når at få et billede.
Da vi når første thehus, gør vi holdt uden at få noget. Hosten er blevet meget værre og de andre kigger bekymrede. De spørger også om de kan gøre noget for mig. De piller jeg tog, forventes først at have virkning efter 3 dages kuren. Det har jeg ligesom ikke tid til.
Videre nede, får vi frokost i et thehus. Jeg har slet ikke lyst til mad, men klemmer brasede kartofler med spejlæg ned. Ved at uden brændstof er jeg solgt. Da vi kommer udenfor, hoster jeg næsten op til opkast. Det er sgu ikke godt. Vi går videre og snart er min koncentration røget. Jeg skvatter nogle gange, men ikke noget alvorligt. Guiden begynder at skygge mig og komme med opmuntrende beskeder. Jeg tumler afsted, som en fuld mand. Er super skarp, når vi når smalle træbroer over floder, samt ved høje trin ned. Selvom vi går fladt og skrånende ned i højdemeter, hamrer min puls afsted og iført forpustet vejrtrækning. Det er helt galt, da jeg jo er perfekt akklimatiseret og nu er på vej ned. Tænker det er lungebetændelse. Tænker med gru på de ca. 15 km til Lukla i morgen. Det er over et pas med teknisk svær vandring og 1.100 højdemeter. Når til, at det kan jeg ikke i den tilstand, som jeg er i nu. Så skal alt i hvert fald være ændret i løbet af natten.
Jeg humper ind i Kothe, hvor vi skal sove. Dagen bød på 15.3 km og 7.5 times vandring. Forstår slet ikke, at jeg nåede her til. Således fremme, bliver jeg budt velkommen af gruppen og de står på pinde for at hjælpe. Er dybt taknemmelig. Der bliver hældt cola i mig og de sørger for nøgle til rummet og finder min oppakning. Jeg kan slet ikke tænke rationelt. En kommer over og spørger om jeg har talt med en læge ? Det er rimelig tydeligt, at jeg ikke er rask.
Efter rådslagning med guiden, går hun i gang med at undersøge om jeg kan få et helikopter løft over passet og komme på hospital enten i Lukla eller Kathmandu. Både mistanke om lungebetændelse, men også undersøgelse af ryggen, som ikke er god efter faldet. De vil prøve at hekse noget.
Efter aftensmaden, hvor jeg kun får noget svampe suppe, kommer både guide og chef sherpa hen til mig. Han siger, at den er klaret, men guiden siger, at de arbejder på det via forsikring. Jeg skal ikke tænke på noget. Uanset om jeg ryger til Lukla eller Kathmandu, ville der vente nogen på mig og kører mig til hospitalet. De vil også fragte mig til hotel, når jeg er udskrevet. Nu får vi se – men dejligt, at der er styr på disse ting. Men Nepal er som Grønland – you never know. Men et eller andet sted er jeg lettet. Det vil være alt for farligt, at klatre over det pas i min tilstand.
Jeg går i seng med sovepose, 2 dyner og 2 hovedpuder. Det sidste for at eleverer hovedet. Det er hunde koldt og fugtigt. Jeg ryster som et espeløv.
Da jeg vågner op, konstaterer jeg, at jeg faktisk slet ikke har sovet. Jeg har hostet som en besat. Da uret ringer kl. 0555, leer jeg efter det mindst fugtige tøj. Har Aclima netundertrøje – samme system som militæret. Det er genialt i kombinationen med mit Loow tøj. Det varmer og fører fugt væk fra kroppen. Og så har det den store fordel, at det fugtige Loow, ikke kommer helt tæt på kroppen og giver det kolde gys, sådan en morgen. Jeg har ikke noget tørt.
Pakker duffelbag, som er ved at sprænges. Tager penicillin og resten af pillerne og så er det morgen the. Folk drysser ind i det uopvarmede lokale. De spørger sødt til mig. Utroligt så hurtigt denne gruppe er tømret så godt sammen. Det er ikke kun overfor mig, men hele gruppen.
Efter at have spist min toast med spejlæg, samt den obligatoriske ginger honey lemon the, kommer guiden hen. Forsikringen har ikke svaret. Valget er nu om jeg vil lægge ud og så siden tage den med forsikringen ? Spørger forsigtigt til hvad jeg skal give for løftet ? Det bliver 1.100 USD, så jeg siger top uden at dvæle et sekund. Jeg har ikke noget valg. At blive i thehuset indtil forsikringen svarer, gør ikke noget godt for mig. Så et stort go herfra.
Guiden hiver fat i en, som er helt afkræftet efter diarré, siden de første dage. Du skal med i Per’s heli ! Der fik jeg lige status. Derpå henvender hun sig til gruppen med samme besked. Der er plads til 4. Nu synes jeg lige, at jeg skal indskyde noget. Giver dm et tilbud om den vildeste flight for 500 USD pr. næse, men der er for mange jyder 
- så vi ender på 2, selvom der er syge nok.
De kommer hen til mig efter morgenmaden. Der er heli om 1 time. Perfekt flyvevejr. Det er ikke noget som er givet, da vejret veksler hele tiden her i Himalaya.
Efter 1.5 time, får jeg besked om at gå til helipad. Vi bliver herefter evakueret til Lukla. Turen ud, går over passet, som jeg frygtede. Det er et fantastisk ride gennem dalene og med høje bjergsider til begge sider. Vi slanger os mellem bjergene og der er fuld valuta fra mit 2. pilotsæde. Jeg får filmet hele turen med min GoPro.
Ved ankomst til Lukla, lander vi ved hospitalets helipad, hvor personalet står klar. Forlader nødtvunget min helikopter.
Inde på hospitalet, bliver jeg med det samme mødt af en sød schweizisk læge. Vist lige det jeg trænger til. Hun tager mine værdier og alt ser okay ud, set i forhold til det vi har været igennem. Jeg undrer mig dog over det, da jeg har det mega skidt. Hun lytter på lungerne og der står ikke vand i dem. Jeg skal bare fortsætte med penicillinen. Hun vil dog gerne lige have nogle røntgenbilleder pga. ryggen for en sikkerheds skyld. Hun mener at kunne finde en forskydning på rygsøjlen. Hun mener ikke, at det er alvorligt, men der er noget som måske ikke er helt rigtigt. Det kan være et mindre brud, som selv burde vokse sammen. Ingen følelsesforstyrrelser. Så alt i alt, godt. Hun vil tilkalde en, som kan betjene røntgen apparatet.
En nepalesisk sygeplejerske vimser rundt og måler alt muligt. Hun står længe og kigger mit pas igennem. Siger så helt alvorligt, at der er en fejl i passet. Når lige at tænke – åh nej. Hun siger så, at der står 66, men det må være 55 ? Jeg takker mange gange, grinende. Hun siger det i ramme alvor. Troede mere, at jeg lignede en på 77. Hun kigger nøje på mig og virrer med hovedet. Tænk, her sidder man som en hængt kat og får så foræret 11 år. Det er helbredende . Skal have rettet passet !!
Sidder i hospitalshaven, som er fyldt med farvestrålende blomster. Nyder det grønne og en smule varme fra solen. Alt har været strømlinet på hospitalet. Mere effektivt end i Danmark. Men så kommer radiologen op ad stien. Det er en ældre mand, som halter og er iført militær uniform. Meget smilende og venlig. Bliver vist ind i røntgenrummet. Jeg hæfter mig ved et Siemens mærke på apparatet. Tænker det går. Der er hunde koldt i lokalet. Bliver bedt om at smide tøj fra overkroppen. Jeg fryser, men han siger, at jeg en stærk mand……de kan noget i Nepal. Bliver bedt om at lægge mig på røntgenbordet. Det er iskoldt og hosten tager til. Således lagt på is, kan jeg høre, at mit fulde navn og fødedata, bliver skrevet med en finger – kun en finger, på PC’en. Så skal der rettes på ting og så er vi klar. Ingen blyforklæde. Han tænker nok 70 år og ikke nødvendigt – vi er landet igen.
Sygeplejersken kommer og hun skælder ud. Lægen kommer også og så kører den hektisk på nepalesisk engelsk og høje suk. Forkert del af ryggen. På den igen...... samme seance og igen ikke det helt rigtige billede. Nu skal jeg have taget et stående og fra siden. Det gør vi og stadig med en finger. Don't worry.
Jeg smug kigger på fotos og kan se en større skygge på venstre lunge. Det er tydeligt, at jeg ikke har haft megen glæde af den lunge. Kan ikke se brud på ryggen. Det er altid noget. Lægen kommer og henter billederne og vi går tilbage til det opvarmede lokale. Hun forklarer, at der er skygge på venstre lunge. Det er nok noget vira - lungebetændelse. Men der er også en sammenpresset ryghvirvel. Hun anbefaler CT skanning når hjemme. Skal fortsætte med penicillin og får noget kodein til natten. Mere så jeg får sovet. Hun skyder på en 10 dage, så er det ovre. Ellers søge læge i Danmark. Jeg får billederne - har aldrig set så dårlige, men det tog jo også kun en time 
Jeg betaler for hospitalet. Får et par hundrede stempler og en regning på 20.000 rupees. Første gang i næsten 3 uger, at jeg ser betalingsterminal.
Uden for venter en gut med Kipling kasket. Han vil hjælpe mig videre. Ved siden af står hans kone, som smiler stort. Deres datter er også med. Hun er vel 6 år og shiner i hendes prinsesse kjole. De hilser med Nameste og folder hænderne og bukker. Jeg må intet bærer, men insisterer på at bære medicin og billeder. Jeg har dog været noget igennem for dem. Jeg er totalt forpustet, selvom vi går ned ad bakke i Lukla. Vi når thehuset, som ligger få meter fra enden af landingsbanen.
Her skal jeg vente, indtil de andre kommer om et par dage. Der er starter og landinger hvert 10. minut. Her kan man restituere !
Igen et vildt døgn. Medens jeg sidder og slapper af for enden af landingsbanen, som mest ligner et hangarskib, kommer jeg til at tænke på en morsom iagttagelse. For et par dage siden, sad vi i Khare og skulle spise morgenmad. En fra holdet, havde fået vendt kontaktlinse omvendt. Bad datteren holde kamera, så han kunne se hvad han lavede. Pillede linsen ud og skulle sætte den tilbage. Ved siden af stod sherpa nr. 2, med et menukort og afventede bestilling. Han gik tættere og tættere på, medens øjnene var ved at poppe og munden på vid gab. Datteren spurgte om han ikke vidste hvad faderen lavede ? Nej det gjorde han ikke. Hun forklarede, at det var ligesom briller, man satte ind i øjet. Nu måbede han endog endnu mere. Hun spurgte om han ikke kendte til det, hvilket han benægtede. Havde aldrig i sit liv set noget lignende. Her skal det indskydes, at når han tager bestillinger, stryger hans næse over papiret. Tænker han kunne bruge briller.
Dagene efter bliver gruppen samlet igen. Der er kamp om pladserne mellem de forskellige rejsearrangører, om at få gæsterne ud af Lukla. Vi skal blandt andet gennem security check i lufthavnen. Det er en ren parodi. Vi bliver spurgt om vi har nogen skydevåben, af en meget alvorlig politibetjent. Da vi benægter, bliver vi hurtigt viftet videre.
Vi bliver fløjet ud af et mindre 2 motors turboprop fly. Anslår at den tager ca. 30 pax. Vi sidder tæt og venter spændt på at blive skudt af. Banen er ultra kort og det er bare ud over kanten med et pænt frit fald. Tænker ikke motorerne lige skal sætte ud. Vi bliver skudt ud over klippen og det er en vild oplevelse.
Vel fremme i Katmandu og får jeg et fedt hotel værelse. Ordentligt toilet, bad og sågar en håndvask. Noget der ikke er på alle thehusene. Og jo et spejl. Noget skræmmende oplevelse. Det har jeg ikke haft adgang til. Ligner noget der er løgn. Og jeg kan selv se at jeg har tabt mig vildt. Det siger de andre også. Det kunne jeg godt tåle, så fint nok.
Bruger tiden på afslapning og gaveindkøb. Også betalt diverse udgifter, som helikopter. Så kortet har lynet efter hurtigtræk fra lomme.
Jeg er stadig medtaget med lungebetændelsen. Kan ikke følge med, når vi går, men de er søde, at vente på de gamle med gult armbind. Jeg hoster, så jeg er ved at skils ad. Selv med 2 store hovedpuder, går der en time, før søvnen indtræffer på Kodein. Jeg er blevet lovet, at det er væk om 8 dage. Tænker jeg får masser af plads i flyet......
Tilfredsheden skyller gennem min krop over dette her eventyr. Jeg er super tilfreds med min oplevelse og eventyret. At jeg mangler 350 meter er ligegyldigt i denne sammenhæng. Jeg vurderede situationen og set i bakspejlet, var det på kanten og det helt rigtige jeg gjorde. Det er nok svært at sætte sig ind i, at 350 er en big deal. Men hele vejen op, var det vildt stejlt og uden hvilesteder. Det ville tage mindst 2 - 3 timer og jeg havde allerede forfrysninger i hænderne. Tiden til toppen, havde gjort det risikabelt. Jeg har jo ret gode referencer fra Grønland. Og så min alder - kunne have fået varige skade og det er det ikke værd.
Så jeg er glad og stolt over det jeg gennemførte. Jeg kunne jo have sat hele venstre lunge over styr. Nedturen var også hård.
I morgen, er der afslapning og afgang til lufthavnen omkring kl 2100. Flyver lidt over midnat til Dubai. Flyskift og videre til København. Ikke så begejstret for at flyve over Rusland, men det gik jo herned. Det er efterhånden et stort ustabilt område både i Mellemøsten, men også længere mod nord. Nuvel det går.
Vel hjemme omkring kl 1230. Skal nok igang med nogle læger i den kommende uge. Overvejende sandsynligt, at det er betændelse eller vira af en slags. Fik oplyst, at der kunne være små blodpropper, men det var ikke umiddelbart farligt. I hvert fald er brystet meget ømt. Har ikke fået fly forbud. Det ville jeg få hvis de ikke var ret sikre på tingene. Så jeg er som sådan ikke nervøs. Lad os nu se om 8 dage. Men det schweiziske heksebryg, som jeg fik af lægen, hjælper lige så meget, som at stikke hovedet ud af vinduet og tage en gang Katmandu smog.
De sidste dage i bjergene, var mine læber åbne sår, så jeg kan ikke kysse nogen de næste 8 dage. Næsen er hel, men har valgt at skifte ham. Hustruen kommer på overarbejde med reparationer. Stuepigen på hotellet var ret sød, da jeg mødte hende på gangen. Efter at have forsynet mig med drikkevand, sagde hun – undskyld Sir, men deres læber ??? Så meget bekymret ud og rakte mig noget lotion. Tænker ikke det er godt til læber, men alle er pisse søde og imødekommende. Også dem på gaden. Slående oplevelse. Når man handler – giver de også gode rabatter i butikkerne. Døende skal have det godt de sidste minutter. Er de træge, kommer hostescenen. Lige på grænsen til opkast. Så ruller millionerne tilbage i mine lommer lommer.....
1. november 2024
Epilog til eventyret i Himalaya – Mera Peak.
Nuvel bjerget vandt første og sidste omgang. Nogen gange er viljestyrken ikke det der når målet. Sygdom og nedslidning, gør at marginaler falder til den ene eller anden side. I mit tilfælde blev det et frivilligt vendepunkt, som var baseret i at lytte til kroppen og kunne fuldføre færden ned fra højderne. Sidder man med en skuffelse – egentlig ikke. Selv efter megen eftertænksomhed, er resultatet overvældende for mig. Efter den hårde opstart, havde jeg helt anset det som umuligt at nå til et topforsøg. Nu kørte jeg på stædighed og viljestyrke, som så åbenbarede en akklimatisering til højden, som gjorde det muligt. Men når kroppen er udmattet og slidt, er den også modtagelig for sygdom. Alt var perfekt. Ikke for koldt (-15 gr.), næsten ingen vind (årsagen til flest aflyste forsøg) og tillige fuldmåne. Kroppen nedbrydes omkring 5.800 – 6.000 moh og så går tingene kun en vej. Jeg nåede de 6.100 moh og kalkulerede, at skulle jeg vandre lidt over 10 km i svært terræn, som det krævedes efter topforsøg, skulle jeg vende nu. Min kalkulering viste sig også at være den rigtige, da sygdommen gjorde, at min respiration blev dårligere og dårligere. Faktisk til kritisk niveau i forhold til at kunne vandre fortsat. I det lys er det kun en succes, at min krop nåede dertil.
Tænker man i tørre tal, er præstationen da også ret betydelig, set i mit univers. Jeg har således i perioden fra den 7. OKT til den 22. OKT (15 dage), vandret 144 km i svært terræn. Og herunder vandret op, i alt 9.210 højdemeter. Det har været muligt ved at forbrænde sammenlagt over 30.000 kalorier. Selvom jeg har spist godt og også med en del fedt, har jeg alligevel tabt mig 7 kg. Ikke uden omkostninger - når man skal smide livremmen i lufthavnens sikkerhed. Bukserne fløj bare ned og afstedkom et ømt syn. Men bortset fra dette, har eventyret givet en lang række fantastiske naturoplevelser – at se egne, som på ingen måde ligner noget jeg har befundet mig i, tidligere. Gode venskaber og masser af hygge. Levet på kanten bogstavelig talt, under barske forhold, som man kan sige gjorde en stærkere og gennemførte. Jeg ville på ingen måde være denne oplevelse foruden. Men pladen var varm og jeg skal ikke røre den igen. Min alder på 66, gjorde, at det var sidste forsøg på dette ekstreme. Nå ja man husker ikke så godt, så måske alligevel……… ?
Min sundhed er i bedring. Jeg har fået taget kontrol røntgen og der er ikke længere nogen skygge på lungen. I samme takt er min vejrtrækning blevet normal. Hosten, som var særlig led og fratog mig søvnen, er på retræte. Så jeg er snart kørende igen. De sammenpressede ryghvirvler, må vente til senere.
Tak til dem der fulgte mig på eventyret. Har læst indlæg på Facebook med stor fornøjelse. Jeg fortryder ikke, at jeg ret personligt beskrev tingene, da jeg mente at det var nødvendigt, for at kunne sætte sig ind i tanker og få et indblik i opgaven. Men det kom til at give så meget mere i form af oplevelse og nye bekendtskaber. Lad mig starte med at sige, at jeg ikke gennemførte målet med de 6.500 moh. Jeg manglede 300 m. Men tog det oplevelsen ud af det store billede – på ingen måde.
Tak til LOOW og Pro-Outdoor.dk for sponsering i udstyr og beklædning.
