Del 1 – Forberedelser og afrejse
”Den nat bjerget spiste mig!”
Jeg har altid haft en sær trang til at teste mine egne grænser. Fra skolegården, hvor jeg aldrig blev valgt først til sport, til årene med løb, triatlon og et liv som politimand. Det var sjældent medaljer, jeg hentede hjem – men glæden ved at kæmpe og udfordre mig selv. Og nu, i en alder af 67, havde jeg stadig mod på udfordringer.
Nepals tinder havde længe stået på ønskelisten. Ikke Everest – det overlader jeg til de dumdristige og de unge. Mit mål blev Mera Peak. 6.500 meter over havet. Hårdt, men realistisk. Eller i hvert fald realistisk, hvis man ignorerer, at kroppen i min alder hellere vil have kaffe og krydsord end isøkser og klatresele.
Træningen
Året op til afrejsen blev en parade af sved og selvdisciplin. Lange vandreture med tung rygsæk, bakkesprint, trappeløb, cykelture og 10 km daglige ture på romaskinen. Seks dage om ugen. Kroppen protesterede jævnligt – især mine akillessener, som stadig surmuler efter nogle barske år i Grønland – men jeg holdt fast. Jeg var nødt til at møde Nepal i mit livs form.
Udstyret
At gøre sig klar til Himalaya er lidt som at forberede en rumrejse. Man står pludselig i en butik og køber isøkser, ekspeditionsstøvler til 7.000 kr., soveposer til -25 og klatreseler, som om det var dagligvarer. Mine gamle erfaringer fra Qaanaaq hjalp – jeg havde stadig noget grej fra dengang, jeg frøs i minus 30 på hundeslæde. Men alligevel manglede jeg det halve.
Her kom LOOW ind i billedet. De sponsorerede mig med deres uldtøj – og det blev guld værd. Jeg har prøvet meget merinould, men deres kvalitet er bare skarpere: slidstærkt, let, og med en temperaturregulering, som reddede mig i kulden. Jeg fandt hurtigt ud af, at tricket var at sove med det fugtige undertøj på i soveposen, mens resten lå i fodenden. Så vågnede jeg altid med tørt tøj – næsten magisk.
Afrejsen
Endelig kom dagen. Jeg mødte resten af ekspeditionsholdet i Kastrup – 22 dage skulder ved skulder med fremmede mennesker. Jeg var klart den ældste, og tanken nagede: kunne jeg følge med? Ville jeg blive ham, de andre måtte vente på? Men allerede i lufthavnen blev jeg beroliget – gruppen var broget, men varm, og vi fandt hurtigt fælles fodslag.
Kathmandu tog imod os med kontraster, varme og kaos. På hotellet blev grejet lagt ud på værelset til inspektion, som et slags militært show-and-tell. Kunsten var at få det hele ned på 15 kilo – inklusiv håndbagage. Mission impossible. Løsningen? Iføre sig halvdelen. Jeg så nok ud som en vandrende garderobe, men regler er regler.
Del 2 – Kathmandu og de første skridt mod bjergene
Kathmandu er ikke en by, man bare ankommer til – den overfalder én. Lyden af horn, motorcykler, rickshaws, gøende hunde og råb fra alle retninger blander sig til en symfoni af kaos. Trafikreglerne? Jo, de findes sikkert på papiret, men i praksis er det et spørgsmål om tro. Og her lever troen stærkt.
En af de første dage foreslog en deltager, at vi skulle se solopgangen fra det legendariske Monkey Temple. God idé, tænkte jeg – lige indtil jeg stod for foden af trapperne. En endeløs stigning, hvor selv mine lunger begyndte at skrive klagebreve. Jeg pustede som et damplokomotiv, mens aberne løb legende let op og ned ad trinene. Nogle af holdkammeraterne kiggede bekymret på mig – de troede næppe, jeg ville nå længere end til souvenirboderne. Men jeg kom op. Og udsigten, de farverige flag, duften af røgelse og kaosset af hunde, aber og turister gjorde det hele værd.
Aftenen sluttede vi på restauranten Det Tredje Øje. Traditionen tro skulle skoene af, og vi blev placeret på puder i gulvhøjde. Alderen afslører sig altid, når man prøver at sidde elegant i skrædderstilling – mine knæ mindede mig hurtigt om, at de var 67 år, ikke 27. Men maden, stærkt inspireret af Indien, var både krydret og lækker.
Helikopter til Lukla
Næste morgen stod vi i lufthavnen med kurs mod Lukla – porten til Himalaya. Flyet var dog overbooket, og fire af os blev valgt fra. Panik? Nej, for vi fik tilbudt en helikopter i stedet. Og det var en gave. At svæve gennem dalene, se bjergene rejse sig i horisonten og flyve side om side med himlen – det var intet mindre end betagende.
Piloten manøvrerede os elegant mellem bjergkamme, indtil Lukla dukkede op: en flyveplads, der mest af alt ligner en stejl indkørsel, der slutter brat ud over afgrunden. Verdens farligste lufthavn, kalder de den. Jeg takkede stilfærdigt for helikopteren.
Første etape: Lukla til Monjo
Derfra gik vi straks i gang. Første etape bragte os til Monjo – 13,7 km og 580 højdemeter. Lyder måske ikke af meget, men når man kæmper med iltmangel og forsøger at finde rytmen i kroppen, føles det som at bestige et halvt Himalaya. Jeg endte hurtigt bagerst, hivende efter vejret. Holdet hjalp mig med druesukker, pep-talks og tålmodighed, og til sidst humpede jeg ind på thehuset, udmattet men lettet.
Jeg sov tungt den nat, og da jeg vågnede næste morgen, følte jeg mig som et nyt menneske. Morgenmaden – en tør French toast, der krævede mindst en liter te at skylle ned – smagte som gourmet, fordi jeg var sulten. Og så introducerede de mig til ginger-lemon-honey-te – en lokal mirakelkur mod højdesyge. Jeg har aldrig brudt mig om ingefær, men i Himalaya bliver man religiøs over for enhver lille hjælp.
Videre mod Namche Bazar
Dag to var en konstant opstigning. Støvede stier, hængebroer i svimlende højder, yakokser og muldyr på vej op og ned ad bjergene. Det er, som om hele Himalaya er i bevægelse, og man selv er et lille brik i et gigantisk puslespil.
Jeg fik hurtigt en sherpa, der "skygge-trænede" mig. Hver gang jeg stoppede for at trække vejret, stoppede hun diskret og kiggede væk, som om hun beundrede udsigten. Mit gamle politi-instinkt gjorde, at jeg gennemskuede hende på stedet – hun var sat til at holde øje med mig. Det var egentlig sødt, men også en påmindelse om, at jeg allerede stod på listen over mulige problemer.
Efter fire hårde timer, utallige hængebroer og endnu flere børn, der hilste os med nysgerrige smil, nåede vi Namche Bazar i 3.400 meters højde. Kroppen var mør, men jeg havde det markant bedre end dagen før. Måske, bare måske, begyndte jeg at vænne mig til den tynde luft.
Del 3 – De hårde etaper og akklimatiseringen
I Himalaya findes der ikke noget, der hedder en "hviledag". Når guiden annoncerer hvile, betyder det i praksis: vi går opad, bare lidt langsommere.
Namche Bazar – åndedrættets by
Vi havde en officiel hviledag i Namche Bazar, men selvfølgelig blev vi sendt ud på en bjergtur. Hver gang jeg troede, vi var færdige, pegede guiden videre opad. ”Bare lidt længere,” sagde hun med et smil, der afslørede, at hendes lunger var fra en anden planet.
Heldigvis bragte dagen også lysere øjeblikke. Jeg blev velsignet af en buddhistisk munk, som lagde en snor om min hals og gav mig et langt kram. Sjovt nok fik kvinderne i gruppen dobbelt så lange kram – åbenbart er også munke bare mennesker.
Et besøg på museet i Namche viste Edmund Hillarys gamle udstyr fra 1953. Når man ser deres tunge reb, lærredstelt og uldfrakker, forstår man, at sherpaerne stadig tilbeder ham. Han kom ikke bare på toppen – han hjalp også lokalsamfundet med skoler og hospitaler. Og ærligt talt: at bestige Everest i de støvler, de havde dengang, er næsten mere imponerende end selve bestigningen.
Når alt gør ondt
Vi fortsatte højere op. Kroppen begyndte at reagere – hofter, lægge, alt gjorde ondt. Men lidt efter lidt kunne jeg se på mit ur, at akklimatiseringen faktisk begyndte at virke. Det gav håb.
På en af de hårdere etaper mistede jeg balancen på en løs sten, faldt ned mellem to klippeblokke og landede på min dårlige hofte. Som om det ikke var nok, knækkede min carbon-vandrestav samtidig. Panik. Uden stave er man færdig i det her terræn. Men sherpa-lederen kom straks springende, pressede sin egen stav i hånden på mig og sagde: ”Go, go!” Den sherpa chief reddede min tur.
Et bjerg af kontraster
Stierne skiftede konstant karakter: den ene dag golde klipper, den næste dag frodige rhododendronskove, så tæt, at man følte sig hensat til Amazonas. Naturen trykkede på alle knapper – imponerende, skræmmende og fuldstændig ubønhørlig.
Thehusene, hvor vi overnattede, var en blandet oplevelse. Fælles var dog kulden. Ingen varme, intet tørt tøj, og væggene så tynde, at man næsten kunne høre snefnuggene lande udenfor. Jeg fortsatte mit lille ritual: at tørre tøj i soveposen. Ikke særligt effektivt, men psykologisk redning.
Små sejre
Ved ankomsten til Tagnag fik jeg nok. Jeg havde ligget tungt i bagtroppen i dagevis, men pludselig tog fanden ved mig. Jeg satte efter forløber sherpaen og marcherede afsted i et tempo, jeg ikke troede, jeg havde i mig. Over vandløb, op ad stejle stier – jeg følte mig flyvende. Jeg kom endda først ind i landsbyen og kunne filme de andre, da de ankom. Det gav et boost af selvtillid: måske var løbet ikke kørt for mig alligevel.
Del 4 – High Camp og topforsøget
Vi nåede High Camp i 5.800 meters højde. Et sted, hvor teltene stod presset op mod en klippekant, som om de var klistret fast til selve himlen. Udsigten var fantastisk – men ærligt talt, hvem har kræfter til at nyde udsigten, når hver vejrtrækning føles som et maraton?
Vi fik serveret the og aftensmad ved teltdugen, og jeg kastede mig ned i soveposen allerede kl. 18. Ikke for at sove – det er umuligt i den højde – men for at spare energi. Kroppen var på overarbejde bare ved at eksistere.
Kl. 01:00 – topforsøget
Midt om natten stod vi klar, bundet sammen i små rebhold. Jeg havde min sherpa alene, hvilket lød rart – indtil jeg fandt ud af, at han var Himalayas svar på en Duracell-kanin. Han ville forbi hele karavanen, ud i den dybe sne, og jeg blev revet med i et tempo, der fik mine lunger til at sprænge. Efter 50 meter hev jeg i rebet og stønnede: ”Er du ved at slå mig ihjel?” Han lo og fortsatte i fuld fart, så jeg blev nødt til at trække bagud. I disse højder, tager det mere end en halv time, at komme tilbage.
Stien snoede sig stejlt opad, pandelamperne foran os lignede en juletræskæde mod stjernerne. Vi passerede snebroer med dybe kløfter på begge sider – jeg nægtede at gå ud på dem, før min sherpa var ovre. Hvis den brød sammen, kunne han i det mindste hive mig op igen. Virkelig respekt for disse, efter min tid i Grønland.
Bjergene tester alle
Vi stoppede hele tiden. Nogen skulle justere udstyr, en ung pige kastede op i stråler, en anden frøs fingrene, og en tredje mistede sin pandelampe. Bjergene tester alle – uanset alder, erfaring eller form.
Jeg begyndte selv at mærke forfrysninger i fingrene. Handskerne til flere tusind kroner viste sig at være ubrugelige. Jeg rystede hænderne febrilsk inde i dem, mens jeg bandede over, at mine gamle grønlandshandsker sikkert havde gjort et bedre job.
6.100 meter – vendepunktet
Vi var nået ca. 6.100 meter, og toppen lurede foran os. Bare 350 meter mere. Men der er intet ”bare” i Himalaya. Jeg mærkede det tydeligt: jeg kunne måske gå op – men så ville jeg aldrig komme ned igen. Og nedturen var mindst lige så barsk som opstigningen.
Jeg råbte ”Stop!” til min sherpa. Han vendte sig, forbløffet. Men beslutningen var taget. Jeg måtte vende om. Bittert, ja. Men også logisk. Bjergene er ligeglade med stædighed – de tager dem, der ikke lytter til kroppen.
En kvindelig makker fulgte med ned. Hun kæmpede med smerter i lungen, sandsynligvis en kollapset lunge eller væske. Da vi nåede High Camp igen, besvimede hun ved min side. Jeg nåede lige at gribe hende, presse hovedet ned mellem hendes knæ og få liv i hende igen. Det var råt, brutalt – og et meget klart tegn på, at beslutningen om at vende om havde været den rigtige.
Ned i mørket
Selv nedturen var en prøvelse. Jeg hostede som en gammelt mulddyr, kræfterne var væk, og på et tidspunkt gled jeg på stenene, faldt på ryggen og fik al luft slået ud af kroppen. Jeg lå og tænkte: måske er det her, jeg bliver liggende. Men sherpaen hev mig op, klappede mig i ryggen og sagde: ”Good job, my man!” Han vidste ikke, at klappet føltes som at blive ramt af en hammer – men jeg nænnede ikke at sige noget. Han mente det jo godt.
Del 5 – Nedturen, helikopter-evakueringen og hospitalet
At vende om ved 6.100 meter var klogt – men nedturen blev alt andet end let.
Når kroppen siger stop
Jeg hostede som et helt alderdomshjem, og hver eneste meter føltes som en kamp. De andre holdt øje med mig, og flere spurgte bekymret, om de kunne gøre noget. Det var pænt, men sandheden var, at ingen kunne gøre noget – ud over min egen stædighed.
En nat i Khare hostede jeg uafbrudt fra kl. 03. Jeg kunne knap nok trække vejret, og mit Garmin-ur viste uhyggeligt høje pulsværdier, selv om jeg burde være godt akklimatiseret. Mistanken sneg sig ind: lungebetændelse.
Da guiden nævnte muligheden for at evakuere mig med helikopter, tøvede jeg ikke. Alternativet var en 15 kilometers vandring med 1.100 højdemeter i min tilstand – en selvmordsmission. Prisen var 1.100 USD. Jeg svarede uden tøven: top!
Helikopteren kommer
Morgenen efter stod jeg klar sammen med en anden syg deltager. Resten af gruppen var misundelige – ikke på vores sygdom, men på helikopterturen. Jeg tilbød dem en plads for 500 USD stykket – men der var for mange jyder i gruppen, så vi endte med to passagerer i stedet for fire.
Flyveturen var ren magi. Vi svævede hen over de pas, jeg frygtede, slyngede os mellem bjergene, og jeg filmede det hele fra mit 2. pilotsæde. Jeg har fløjet meget i Grønland – men Himalaya fra helikopter er noget helt særligt.
Hospitalet i Lukla
Vi landede direkte ved hospitalets helipad, hvor personalet stod klar. Indenfor blev jeg mødt af en schweizisk læge – en engel i hvid kittel. Hun lyttede til mine lunger og konstaterede skygger på røntgen: lungebetændelse. Hun fandt også en sammenpresset ryghvirvel muligt fra mit fald. ”Ikke alvorligt,” sagde hun, ”men du bør få en CT-scanning hjemme.”
Så kom et af de øjeblikke, hvor Himalaya viser sin humor. En nepalesisk sygeplejerske kiggede længe på mit pas, rystede på hovedet og sagde: ”Der må være en fejl. Her står 66. Du er højst 55.”
Jeg kunne ikke lade være med at grine. At få foræret 11 år i det helbred, jeg var i, var næsten bedre end medicin.
Røntgen på nepalesisk
Radiologen kom humpende ind i lokalet – iført militæruniform og med et smil fra øre til øre. Røntgenapparatet var et gammelt Siemens, og hele seancen blev styret med én finger på tastaturet. Ingen blyforklæde, intet filter – bare ”Don’t worry.”
Efter tre forsøg fik vi endelig billederne. Kvaliteten var elendig, men lægen kunne tydeligt se lungebetændelsen og det sammenpressede led. Jeg fik udskrevet penicillin og kodein – det sidste for at kunne sove.
Et glimt af normalitet
Hospitalshaven var fuld af farvestrålende blomster. Jeg sad der, indpakket i tæpper, med medicinen i hånden og nød solen. Alt havde været effektivt og overraskende velfungerende – faktisk mere strømlinet end mange danske hospitaler.
Og så blev jeg hentet af en lokal mand med Kipling-kasket, hans kone og datter. Datteren, i prinsessekjole, hilste med et smil og et ”Namaste”. Jeg fik ikke lov til at bære andet end mine røntgenbilleder – og helt ærligt, jeg havde heller ikke kræfter til mere.
Jeg humpede ned gennem Lukla, hostende og forpustet, men lettet. Jeg var kommet ned fra bjerget. Jeg havde overlevet 😉
Del 6 – Afslutning og epilog
Dagene efter helikopterturen gik langsomt. Jeg ventede i Lukla, mens resten af holdet kæmpede sig tilbage til byen til fods. Jeg sad for enden af landingsbanen og lod kroppen restituere – en bane, der mest af alt ligner et hangarskib, hvor flyene skyder sig selv afsted ud over klippekanten.
Når man sidder dér, hostende og pakket ind i tæpper, får man også øje på de små absurde øjeblikke, der gør en tur som denne uforglemmelig. Som dengang en deltager vendte sin kontaktlinse om, mens hans datter filmede, og sherpaen ved siden af stirrede som om han var vidne til sort magi. Da han fik forklaret, at det bare var ”briller, man sætter ind i øjet”, lignede han en mand, der netop havde set trolddom.
Tilbage i Kathmandu
Til sidst kom vi alle samlet tilbage til Kathmandu. Flyveturen fra Lukla var dramatisk i sig selv: motorerne brølede, og vi blev katapulteret ud over klippekanten. Man kigger lige, om det nu også holder.
På hotellet i Kathmandu føltes det som ren luksus: toilet, bad og – for første gang i tre uger – et spejl. Jeg stirrede på en udmattet mand med åbne sår på læberne og næse, der havde valgt at skifte ham. Jeg havde tabt mig voldsomt, men ærligt talt klædte det mig. Prisen for turen – 7 kg.
Eftertanken
Jeg fik aldrig toppen. 350 meter manglede jeg. Men i virkeligheden er det ligegyldigt. At stå ved 6.100 meter, med lungerne hvæsende og sneen under fødderne, var i sig selv en sejr. For mig handlede det ikke om at plante et flag, men om at teste grænser – og finde ud af, hvornår man skal sige stop.
Når jeg tænker tilbage, er det ikke skuffelsen, der fylder. Det er billederne: sherpaen, der lo som en dreng, mens han trak mig op ad bjerget. Munken, der gav mig et kram. Gruppen, der hældte druesukker i mig, da jeg var ved at falde om. Og sygeplejersken, der skænkede mig 11 ekstra år ved at nægte at tro på min alder.
Bjerget vandt kampen om toppen. Men jeg vandt kampen om eventyret.
Og det er nok.
