Vi støtter Team Rynkeby
Til sommer sætter 2.250 Team Rynkeby-ryttere sig i sadlen for at tage turen til Paris for at samle penge ind til fordel for børn med kritisk sygdom.
Alle indsamlede midler går til Børnecancerfondens og Børnelungefondens livsvigtige arbejde for sygdomsramte børn, hvor en stor del af pengene indsamles via sponsorater fra velvillige virksomheder. Vi vil utrolig gerne bidrage, hvor vi kan og har derfor også valgt at sponsorere LOOW trøjer til hele Team Rynkeby Riget, som de kan have inden under deres cykeltøj på turen. Vi håber at uldens mange gode egenskaber kan komme dem til gode på den 7 dage lange og hårde cykeltur.
Vi var på besøg hos Team Rynkeby Riget
Kort før deres afgang til Paris var vi ude og besøge teamet på Riget. Vi var så heldige at få lov til at møde hele teamet, og få en snak med de mange inspirerende og fantastiske mennesker, som hver især har deres egen unikke historie og motivation for at sætte sig i sadlen og køre mod Paris.
Der er ingen tvivl om at det kræver utrolig meget motivation og ikke mindst dedikation at være en del af Team Rynkeby. For selvom den lange cykeltur til Paris uden tvivl er hård, går der også utrolig meget arbejde og træning forud for projektet, og vi har den største respekt for alle de seje ryttere, som knokler for at samle penge ind til det gode formål.
Hvad er Team Rynkeby?
Team Rynkeby er et europæisk velgørenhedscykelhold, som hvert år cykler til Paris for at samle penge ind til børn med kritiske sygdomme og deres familier.
Team Rynkeby blev stiftet i 2002, da 11 motionscykelryttere med tilknytning til den danske juiceproducent Rynkeby Foods A/S besluttede sig for at cykle til Paris for at se afslutningen på Tour de France.
Rynkeby Foods var hovedsponsor for turen, men andre virksomheder bakkede også op. Faktisk var deltagerne på historiens allerførste Team Rynkeby-hold så gode til at skaffe sponsorater, at der var 38.000 DKK i overskud, da holdet returnerede til Danmark en god uge senere.
Pengene donerede Team Rynkeby til børnekræftafdelingen på Odense Universitetshospital, og en tradition var født.
Hvad går pengene til?
Igennem det meste af et år skal deltagerne ikke alene blive i stand til at cykle de godt 1.200 km til Paris – de forpligter sig også til at gøre en indsats for at rejse penge til børn med kritisk sygdom.
Gennem sine tre brands, Rynkeby, God Morgon og hohes C, dækker den tyske juicekoncern Eckes-Granini projektets centrale omkostninger i samarbejde med de organisationer, der samles penge ind til. Det betyder, at alle indsamlede midler går til organisationer, der hjælper børn med kritisk sygdom. I Danmark støtter Team Rynkeby to organisationer; Børnecancerfonden og Børnelungefonden.
I 2020 donerede Team Rynkeby 65,5 mio. DKK til organisationer, der hjælper børn med kritiske sygdomme - heraf gik de 20 mio. DKK til Børnecancerfonden og Børnelungefonden i Danmark.
Du kan læse meget mere om Team Rynkeby her