November ro
November startede med et brag. Omkring en meter sne fordelt på to dage – og med sneen en forventningsglæde, der lægger sig over byen længe før liftene officielt åbner. Bjergene ændrer karakter fra det ene øjeblik til det andet, og Verbier falder til ro i en stilhed, som kun findes lige før vinteren for alvor begynder.
November er en særlig tid her. En pause. En måned, hvor byen stadig tilhører dem, der bor her, og ikke dem, der er på vej. Der er færre mennesker, lavere tempo og plads til vaner. Vi går ture i sneen med min ven Jamies hund, drikker kaffe på Mountain Air uden at stå i kø og sætter os ved vores faste bord. Dagene går langsomt, og sneen ligger let og kold på bjergsiderne.
Vi skitourer op, for at kører ned ad pister, som endnu ikke har set hverken pistemaskiner eller turister, og som derfor byder på luftig, uberørt sne. Der er ingen musik, ingen stress – kun sneen der knaser ved hvert skridt og følelsen af at være en del af landskabet frem for en gæst i det.
November er en måned, jeg ville ønske fortsatte i to. Det gør den desværre ikke.
December ankommer med kaos og en summen af en ny tid
Da lifterne åbner i starten af december, ændrer alt sig. På én dag femdobles antallet af mennesker i byen, og den rolige november-stemning bliver erstattet af noget andet. Verbier træder ind i sin rolle som Europas uofficielle off-piste-hovedstad. Freeridere og off-piste-entusiaster står klar fra morgenstunden, og byen summer igen af forventning – nu med et højere tempo og en mere insisterende energi.
Kaosset vender tilbage. Restauranterne fyldes, lifterne bliver travle, og sprogene i køerne skifter konstant. Alligevel er der stadig noget særligt over denne tid. For nu handler det om skiløb. Om store oplevelser i bjergene. Man mærker tydeligt, at byen bevæger sig ind i sin højsæson.
Der går sjældent mere end en dag, før de klassiske off-piste-linjer er kørt. Den centrale couloir på Mont Gelé. Bukkatin på højre skulder. Backside Mont Fort. Stairway to Heaven. Rock’n’roll. Three Fingers. Navnene hænger i luften som små myter, gentaget år efter år. Nogle er lette at forstå – Three Fingers ligner tre fingre, og i Rock’n’roll ligger der en stor sten. Andre navne har ingen åbenlys forklaring – de er bare blevet hængende, som en del af byens kollektive hukommelse.
Man skal heller ikke kigge sig omkring længe inden der er kørt pukler op over det hele. De mærkede ruter, der ikke er præparerede bliver hurtigt til store ’mogul-fields’. Særligt Tortin har en hvis x-factor, når man står ved indgangen og kigger ind et bredt og stejlt område med 5.000 store pukler. Her er det ikke andet for end at gå i krig med puklerne. Hvis du synes puklerne er forfærdelige, er det nok ikke puklerne der er forfærdelige, det er nok noget andet.
Naturens eget værn mod elementerne
Uanset om det er under novembers uforstyrrede skiture eller decembers intense ræs om de bedste linjer, er der én ting, der er uundværlig i bjergene: uld. Når vi sveder på vej op ad bjerget på vores touring-ski for derefter at kaste os ud i den isnende puddersne, er det merinoulden inderst mod huden, der regulerer varmen og holder os tørre. Og når decemberkulden for alvor bider, mens vi venter i liftkøen eller sidder på terrassen, er det den Zip Neck'en, der skærmer mod trækken. Ulden er naturens eget, geniale mesterværk, en pålidelig følgesvend, der lader os blive ude i elementerne fra den første solstråle rammer bjergtoppene, til dagen slutter på afterski.
Ostefondue og freeride
Verbier er ikke en billig by. Det er tydeligt. De lave skatter afspejler sig i luksuriøse chaleter og i menukort, der får selv os danskere til at kigge to gange. På vej op mod Savoleyres hænger en plakat af en smuk ekstravagant kvinde i kjole med motorcykelhjelm, hun drikker champagne og spiser fondue med fødderne på bordet. Jeg tænker tit på, at det må være indbegrebet af Verbier. Mødet mellem det luksuriøse og det ekstreme. Byen hvor verdens bedste freeride og off-piste skiløb møder dyr ostefondue og kolde magnum flasker hvidvin.
Sæsonstarten i Verbier handler ikke kun om skiløb. Den handler om overgangen. Fra ro til kaos. Fra stilhed til summen af mennesker. Fra november til december. Og måske er det netop i denne korte periode, byen er mest sig selv – lige dér, hvor den stadig står med én fod i hverdagen og den anden på vej ind i vinterens intensitet.
