Ski adventure in Japan

Skieventyr i Japan

Mit personlige ski-eventyr som instruktør i Japan har været den mest fantastiske oplevelse i mit liv. Jeg hedder Mathilde Juul Hansen, og jeg er 20 år gammel. For et halvt år siden besluttede jeg mig for at tage et sabbatår for at forfølge min drøm om at blive skiinstruktør.

Japan som skisportsmål

Efter at have søgt på nettet fandt jeg Snowminds' hjemmeside, en organisation specialiseret i uddannelse af skiinstruktører verden over. Jeg blev tiltrukket af deres tilbud om at arbejde som skiinstruktør i Japan - en destination, jeg aldrig havde forestillet mig som et skisportsmål.

Det kom som en overraskelse for mig at opdage, at Japan er et land med utrolige mængder sne. Nogle sæsoner falder der mere end 18 meter sne, hvilket er helt ekstraordinært. Jeg blev dybt fascineret af det, de kalder "powdersnow," der er kendt for sin lette, fluffy karakter. Ud over sneen blev jeg også meget inspireret af den japanske kultur, kendt for sin ro og orden i alle aspekter - noget der harmonerede perfekt med min egen organisatoriske og perfektionistiske natur.

Jeg ønskede også at fordybe mig i den japanske kultur, lære om deres mad, religion og folkefærd. Derfor besluttede jeg mig for at ansøge hos Snowminds om, hvorfor de skulle vælge mig som skiinstruktør i Japan. Det tog ikke lang tid, før jeg blev godkendt af Snowminds og blev introduceret til en skiskole i Japan.

Livslange venskaber

Da jeg ankom til Japan, begyndte jeg med et kursus, hvor jeg lærte at undervise andre i skiløb og forbedre mine egne færdigheder. Efter kurset blev jeg sendt til min skiskole, hvor jeg boede lige ved siden af pisterne. Det gjorde det utroligt nemt at komme på arbejde. Jeg delte bolig med de andre instruktører, lidt ligesom på et kollegie, hvor man delte værelse med 2-3 andre, og vi delte også køkken, bad og fællesrum. Det med at bo så tæt sammen skabte et tæt bånd med mine kolleger.

Jeg har fået en hel masse venner for livet på min skiskole, og en masse uforglemmelige gode øjeblikke. Skolen havde deltagere i alle aldre, men vi kom alle godt ud af det med hinanden. Det var en fantastisk oplevelse, hvor vi kom fra forskellige kulturer, traditioner og lande, men alligevel knyttede vi tætte bånd. Nu har jeg venner, der er 10 år ældre end mig og kommer måske fra steder som Australien, Canada eller Norge, men vores fælles interesse for skiløb skabte et stærkt fællesskab.

Vi udgjorde en stor gruppe, der boede og levede sammen som instruktører og var alle lige med hinanden. Efter arbejde tog vi indimellem ned på den lokale bar og nød et par øl, eller også stod vi på ski hele dagen sammen. Uanset hvad, var der plads til alle, og alle havde det sjovt med hinanden. Jeg er så glad for alle de venskaber, som jeg har fået og holder også stadig kontakt med en masse af dem.

Hverdagen som skiinstruktør 

Min hverdag som skiinstruktør i Japan var meget spændende og lærerig. Jeg plejede at stå op omkring 08:20 og deltage i morgenmøde på skiskolen, som lå lige under min bolig. Efter mødet gjorde jeg mig klar til dagens undervisning. Jeg iførte mig skiundertøj og skitøj og gik ned i støvlerummet for at få mine skistøvler og alt skiudstyret på plads.

Det var varierende, hvor længe og hvor mange personer jeg underviste hver dag. Nogle dage var det kun halve dage med én enkelt elev, mens andre dage involverede hele familier over flere dage. Det var alt sammen meget forskelligt og kom an på, hvad vores kunder ønskede, og hvad vi som skiskole kunne tilbyde. Jeg skulle håndtere forskellige situationer med både børn og voksne, hvor nogle ønskede at mestre de grundlæggende færdigheder, mens andre drømte om at erobre de stejleste sorte pister. Det krævede evnen til at tilpasse mig forskellige præferencer og personligheder.

Nogle dage stod jeg over for en femårig dreng, der havde svært ved at stå på ski uden at falde og som ivrigt ville op på den sorte piste. Andre dage var der måske en 76-årig person, der ikke turde køre ned ad de næsten flade grønne pister. Begge to kunne være udfordrende på hver deres måde, og man måtte derfor være god til at være tålmodig og kunne tolerere forskellige evner og niveauer hos alle.

Reflektioner

Jeg har fået utrolig meget ud af denne rejse som skiinstruktør i Japan. Det har været en unik oplevelse, hvor jeg har lært meget om mig selv og om andre mennesker. At kunne gøre en positiv forskel for så mange mennesker og se deres glæde over en fantastisk skiferie har været den bedste følelse.

Jeg har følt mig som en inspirationskilde for mange mennesker fra forskellige kulturer og har fået indsigt i forskellige aspekter af livet. Jeg vil varmt anbefale alle at forfølge deres drømme, da følelsen af succes og de uforglemmelige oplevelser vil følge en resten af livet. Jeg er dybt taknemmelig for denne oplevelse, og de minder og erfaringer, jeg har samlet, vil jeg værne om for altid. Det er gennem vores mod til at prøve nye ting, at vi virkelig lærer, vokser og skaber uforglemmelige minder for livet.

Jeg kan varmt anbefale alle at udleve deres drømme.