Interrail in Europa

Interrail i Europa

Hej, vi hedder Benjamin og Natalie. Vi var i løbet af sommeren på et 16 dages Interrail-eventyr gennem det sydøstlige Europa. På Odense Station steg vi på det første af mange toge - det blev starten på en fantastisk oplevelse, der bød på natur, kultur og fantastiske minder.

Fra det øjeblik vi stod på toget i Odense, begyndte vores eventyr gennem Europas storslåede natur. Venedig, med sine smalle kanaler og romantiske broer, var vores første stop. Klokken var 8 om morgenen og vi havde nærmest byen for os selv. Vi vandrede gennem de charmerende gader, afprøvede de lokale cafeer og udnyttede de turisttomme pladser til at tage et fotoshoot eller to.

Samme dag tog vi en båd videre til Ca’Savio, og begyndte feriens første par dage med sol, sand og sangrias.

Da vi ankom til Bled i Slovenien, blev vi allerede på togstationen mødt af en helt fantastisk bjergudsigt. Bled var med sin berømte sø et af de steder der lå højest på vores liste. Byen var som taget ud af et eventyr med bjergene, der omkranser den turkisblå Lake Bled og den imponerende ø midt i søen. På de fire dage vi var der, vandrede vi intet mindre end tre gange rundt om søen, og en enkelt gang op til udsigtspunktet Ojstrica for at få et glimt af den helt unikke solnedgang ned over bjergene og søen. Vi havde taget en trangia med op og spiste en omgang spaghetti carbonara med et glas rødvin i hånden til synet af den mest fortryllende solnedgang.
Tip: Det kan klart anbefales at leje SUP-boards og padle rundt ude på søen. Det må være et af vores mest mindeværdige øjeblikke på turen.

Efter Slovenien tog vi videre til Gosau i Østrig. Det er en helt fantastisk bjerglandsby, med rig mulighed for at tage på vandreture. Vi tomlede de fleste steder hen, da busbilletterne var umenneskelig dyre. På den måde kom vi også i snak med en masse af de lokale som gjorde os opmærksomme på hvilke arrangementer vi kunne tage del i, såsom østrigsk folkedans og -musik på en nærliggende kro. Derudover tomlede vi til den charmerende by Hallstatt, hvor vi tilbragte en enkelt dag. En særligt fotogen by, hvilket vi ikke var de eneste der havde fundet ud af.


Sidste destination på vores rejse var byen Garmisch-Partenkirchen i det sydlige Tyskland. En stille og rolig by, med busruter til den berømte Eibsee. En lidt for turistet sø, hvis vi selv skal sige det, men den famøse kabelbane der fører op til Tysklands højeste punkt Zugspitze lå også lige i nærheden. Hvis du nogensinde kommer hertil, vil vi helt sikkert anbefale dig, at tage en tur der op. Du skal give en god sjat penge for kabelvognen, men udsigten derfra er det hele værd. Vi kunne også nyde synet af den mest turkis blå gletsjer, mens vi i hænderne formede snebolde midt i juli måned.

Herefter gik turen hjemad. Sørgmodigt, men tiltrængt. Vi var blevet fyldt godt op med nye oplevelser og indtryk, som vi nu skulle hjem og fordøje.

Merinould - En Rejsefølgesvend:
Vores merinouldtøj fra LOOW var et punkt på pakkelisten vi ikke vidste vi manglede. På cafebesøg i Venedigs varme gader og på vandreture i Østrigs kølige bjergtoppe, holdt tøjet os varme, tørre og så tilmed godt.
De åndbare t-shirts var en life-saver på de lange, varme og tætpakkede togture gennem Italien og Slovenien. Vi havde ingen grund til at bekymre os om den typiske svedlugt eller det obligatoriske våde back-pack mærke på ryggen, da tøjet tog både lugten og var hurtigtørrende.

Fotografiske øjeblikke
Som fotograf (Benjamin) var denne rejse en sand fornøjelse med et kamera i hånden. Det var næsten svært ikke at få et smukt billede, uanset hvor vi var henne! Der kom så mange forskellige billeder ud af turen, fra de farverige facader i Venedig til den mest charmerende bjerglandsby i Gosau.

Alt i alt var vores interrailtur helt fantastisk! Interrail er særligt fedt, da man kan være meget fleksibel. Man skal ikke tænke på dyre parkeringspladser eller fartgrænser, vi skulle bare holde øje med togafgangene. Det er fantastisk at kunne besøge flere forskellige lande og gå fra at have badeferie i Italien til oplevelsesrige vandretur i de Østrigske bjerge.

Gå til Instagram for at se alle Benjamins flotte billeder på @Benjamindalby

@Benjamindalby

Gode råd til interrail

  • Planlæg fleksibelt: Selvom det er godt at have en overordnet rejseplan, så sørg for at lade plads til spontanitet. Nogle af de bedste oplevelser kan komme fra uventede stop og møder.
  • Variér rejsemålene: Europa er fyldt med forskellige kulturer, landskaber og historie. Prøv at inkludere både store byer og mere lokale.
  • Pak let: Husk at du skal bære din bagage, så hold den let og funktionel. Tøj kan nemt vaskes i håndvasken.
  • Reservér pladser i togene: Selvom nogle togrejser er fleksible og ikke kræver reservation, kan det være en god idé at reservere pladser på populære ruter eller i højsæsonen. En hovedregel for os var, at hvis turen tog mere end 4 timer, bestilte vi pladsbillet.
  • Vær social: Interrail er en fantastisk mulighed for at møde nye mennesker. Vær åben for at snakke med dine medrejsende i toget, på vandrerhjemmet eller på de lokale spisesteder.
  • Budgetplanlægning: Selvom interrail kan være en budgetvenlig måde at rejse på, er det stadig vigtigt at have en realistisk idé om dine udgifter. Sørg for at have penge til overnatning, mad, transport og eventuelle aktiviteter (hvis du booker hostel i sidste minut bliver det dyrt!)
  • Vær åben for eventyr: Det bedste ved interrail er muligheden for at opleve nye ting og steder. Vær åben for at prøve ting, du normalt ikke ville gøre, og lad dig overraske over de uforglemmelige øjeblikke, der kan komme din vej.
  • Overvej antal dage hvert sted: Vi havde planlagt omkring 3 overnatninger ved hvert sted. Dette kan vi klart anbefale, da man har tid til at udforske området og nå at tage det stille og roligt.