Blog af Charlie Uldahl Christensen, skrevet november 2025, om vandring gennem Bali foretaget september 2025. Til Loow stories.
Baggrund
Min kæreste og jeg har boet på Bali det sidste halve år. Jeg har prøvet at rejse funding til en dokumentarserie, som skulle sætte fokus på biodiversitetskrisen og lokale aktører med innovative initiativer til at bekæmpe den. Det lykkedes desværre ikke at få funding, men jeg besluttede alligevel at begive mig ud på en vandring og besøge nogle lokale ildsjæle, der på hver sin måde arbejder for at forbedre biodiversiteten på gudernes ø til lands, til vands og i luften.
Samtidig skulle denne tur fungere som opvarmning, inden jeg påbegynder en vandring på godt 6.000 km fra D.R. Congo mod Tanzania til sommer. Jeg har tidligere vandret de 15.000 km fra Danmark til Congo over to etaper, men det var efterhånden længe siden, jeg havde været ude at gå langt, og det skulle blive spændende at se, om jeg stadig havde det i mig.
De dødes ø
Første dag. Mit udgangspunkt for vandringen skulle være Trunyan Village, en af de få tilbageværende Bali Aga-landsbyer på øen. Bali Aga-folket betragtes som de oprindelige balinesere, efterkommere af en før-hinduistisk kultur, der i årtusinder har levet i isolerede bjergområder omkring Batur-søen. De taler deres eget sprog, følger deres egne animistiske ritualer og praktiserer traditioner, der adskiller sig markant fra det øvrige Bali, som de fleste turister kun ser overfladen af.
Trunyan-folket er særligt kendt for ikke at begrave eller kremere deres døde, som det ellers er skik i resten af Bali. I stedet placeres ligene under et helligt træ, Taru Menyan, et massivt banyan-lignende træ, som efter sigende udskiller en naturlig duft, der neutraliserer lugten af forrådnelse. Det er dette træ, der har givet landsbyen sit navn: Taru (træ) og Menyan (duft). Lokale fortæller, at træet er så gammelt og helligt, at dets ånd har været vogter over landsbyen siden tiden før hinduismen kom til Bali for over tusind år siden.
Trunyan Cemetery ligger isoleret på østsiden af søen, og man kan kun komme dertil med båd. Ifølge traditionen må ligene kun placeres her, hvis de døde har haft et fredeligt og naturligt dødsfald. Krigeriske dødsfald, ulykker eller selvmord håndteres andre steder. Ved begravelsespladsen står bambusgitre opstillet over de døde for at beskytte resterne mod vilde dyr, mens kranier og knogler samles i små bunker, så nye kroppe kan få plads. Det er et af de mest unikke døderitualer i verden – et levn fra en før-hinduistisk, animistisk tro, hvor vindens og stjernernes ånder var centrale guddomme.
Da jeg ankom til Trunyan Village sent på eftermiddagen, stod søen helt stille, og Mount Batur tronede over den modsatte bred som en sort skygge mod himlen. En håndfuld lokale mænd tilbød at sejle mig ud til det hellige træ mod betaling. Vi forhandlede, men kunne ikke blive enige om prisen, og i sidste ende besluttede jeg at udskyde besøget til dagen efter og i stedet begynde opstigningen mod bjergene for at finde et sted at slå lejr.
Jeg endte dog med at gå adskillige timer op ad bjerget, inden jeg fandt et passende sted at slå lejr – det viste sig ikke at være så ligetil at finde et godt spot til hængekøjen på den stejle bjergskråning, og det blev mørkt, før jeg fandt et brugbart sted.
Her blev jeg bevidst om, at jeg næppe ville tage turen tilbage ned ad bjerget og op igen den følgende dag – dermed gik jeg glip af at se ligene under træet i Trunyan, hvilket ærgrede mig. En påmindelse om, at jeg sommetider skal blive bedre til at gribe chancen, når den opstår, i stedet for at udskyde for at spare et par håndører, for ellers risikerer man helt at forpasse den.
Faret vild i bjergene
Anden dag. Jeg sov ikke fantastisk i min hængekøje den første nat. Jeg havde kun en tynd lagenpose med i min hængekøje, da jeg ikke havde været forberedt på, hvor koldt det blev, når jeg kom op i højden, så jeg frøs faktisk en del. Heldigvis kunne jeg iklæde mig flere lag af Loows merinoulds-t-shirts, hvilket sikrede mig tilstrækkelig varme.
Det begyndte også at regne i løbet af natten, hvilket jeg heller ikke havde taget højde for, så jeg endte med at måtte stå op om natten og sætte regnslaget op.
Næste morgen fortsatte jeg op og ned i bjergene ad snoede veje nord for Batur-søen. Jeg havde regnet med at kunne bruge min GPS til at finde vej, men signalet forsvandt i bjergene, og mange af de indtegnede veje viste sig ikke at eksistere, og jeg fandt flere gange, at jeg gik ad en vej, der endte blindt ved private hjem.
De lokale her på egnen snakker lige så lidt engelsk, som jeg snakker indonesisk, så kommunikationsmulighederne var begrænsede. Hen ad dagen måtte jeg erkende, at jeg var faret vild. Jeg havde forlængst bevæget mig væk fra de trafikerede veje ad små bjergstier på tværs af højdeskel for at nå, hvad der lignede en vej på mit kort, men som jeg fandt være ikke-eksisterende.
Den dårlige nattesøvn, varmen under solen og tyngden af rygsækken på mine skuldre begyndte at sætte sit præg. Jeg havde ikke spist i et døgn. Jeg havde forventet at finde butikker på vejen, men fandt ingen, og mine kræfter svandt langsomt ind, ligesom mine vandforsyninger, som dagen skred frem. Jeg er vant til at gå med en barnevogn, som tillader mig at have større mængder vand med ad gangen. Når jeg skal slæbe alting i min rygsæk, er jeg selvsagt begrænset til at kunne bære mindre.
Der blev kortere imellem pauserne, men længere imellem de pauser, hvor jeg tillod mig selv at drikke. Til min forfærdelse opdagede jeg, at jeg havde tabt min sidste vandflaske. Jeg kunne bande mig selv langt væk. Men til hvilken verdens nytte? Selvbebrejdelse ville ikke hjælpe mig ud af denne redelighed – kun klarsyn og beslutsomhed.
Jeg måtte tage en beslutning, sætte en retning og bevæge mig fremad. Jeg vidste, hvilken kompasretning jeg skulle for at komme til en vej, men for at komme dertil måtte jeg passere en bjergryg.
Jeg pressede mig langs klippevægge og klatrede fra plateau til plateau op ad bjergsiden. Min fod gled i det porøse sand, og den busk, som jeg hev mig op i, kunne ikke bære min vægt og røg ud ved roden. Jeg nåede akkurat at finde fodfæste på en sten, reddet fra faldet mod afgrunden. Jeg kiggede ned. Phew, dér var jeg heldig – hvis jeg var faldet her, kunne det have endt med en brækket hals… ja, eller bare et brækket ben, hvilket havde ledt til samme udfald. Hvor længe ville jeg mon kunne overleve herude i vildnisset uden signal, uden vand og uden mulighed for at bevæge mig fremad?
Efter yderligere sliden gennem tæt buskads nåede jeg til sidst en sti, som førte til en vej og slutteligt til Kintamani for foden af Mount Batur. Her lejede jeg et billigt værelse med morgenmad på et homestay. Jeg fik et tiltrængt måltid mad, et bad og fik hængt mit våde regnslag fra foregående nat til tørre.
Jeg havde kun været på landevejen i en enkelt dag og var allerede presset. Pinligt. Er jeg blevet for gammel til det her? Mere pinligt endnu… De fleste af dagens udfordringer ville jeg have kunnet planlægge mig ud af. Rookie mistake på rookie mistake, som en erfaren vandrer som mig ikke burde begå.
Min bekymringsløshed og evige tro på, at alting nok skal gå, er en vigtig egenskab og forudsætning for at kunne hvile i den livsstil, jeg udsætter mig selv for, men i dag var en påmindelse om ikke at blive for dumdristig – ellers kan det, der ligner en overskuelig spadseretur, i værste fald få fatale konsekvenser.
Ildfluernes herre
Tredje dag. En god nats hvile havde gjort underværker. I dag var min destination landsbyen Taro, en dagsvandring mod syd. Her skulle jeg besøge Wayan fra organisationen Bring Back the Light, et initiativ med det mål at redde ildfluerne fra at uddø.
Dagens rute var smuk, med Batur-søen på min venstre hånd og vulkanen på min højre. Lidt uden for Kintamani gik jeg igennem et område kendt som Lava Forest, fuldstændig indhyllet i sorte lavasten fra Mount Baturs udbrud i 1888.
Det undrede mig, for jeg havde egentlig altid troet, at jorden omkring vulkaner var særligt frugtbar, men 1888 er naturligvis også relativt kort tid siden i geologisk perspektiv. Dette nu så golde land bliver sikkert særligt frugtbart engang i fremtiden.
I området omkring lavaskoven var der da også rig aktivitet på de små gårde, hvor de flittige og altid smilende balinesere går bøjet over markernes furer i skyggen af de karakteristiske orientalske stråhatte. Her plantes frem for alt ris, men også grøntsager, eksotiske frugter og morgenfruer, som alle familier og små som store forretninger har et dagligt forbrug af i deres offergaver til åndeverdenen.
Selvom Indonesien fortrinsvis er muslimsk og er hjem for den største muslimske befolkning i verden, er balineserne hovedsageligt hinduer, hvilket skinner igennem overalt, man kommer frem. Selv i de mindste landsbyer, jeg går igennem, er der flotte templer med massive stenstatuer og flot håndskårne døre med figurer fra den balinesiske hinduisme. Særligt abeguden Hanuman og den noble Rama med sin bue går igen mange steder, men også mere frygtindgydende skikkelser som dæmondronningen, den børneædende Rangda, med sine spidse negle og lange tunge, ses mange steder og minder om, at universet og alt heri er en balance mellem godt og ondt, lys og mørke, liv og død – en kosmisk balance almindelig kendt som Rwa Bhineda, en spiritualitet der ligger dybt i balineserne.
Først på aftenen ankom jeg til Taro Village, hvor Wayan tog imod mig. Jeg smed støvlerne og blev indlogeret i et af de permanente telte, han har på familieejendommen, som oprindeligt har været en lodge, men som over de sidste år er blevet lavet om til et research- og avlscenter for ildfluer.
Vi bestilte mad fra en lokal warung, og Wayan fortalte sin historie:
“Da jeg var barn og voksede op her på ejendommen, var der massevis af ildfluer over det hele. Der var så mange, at vi kunne indsamle dem og putte dem i syltetøjsglas, som vi brugte til lanterner for at finde vej om natten.
I dag er de et sjældent syn. Kunstig belysning og sprøjtegift i landbruget har gjort deres levevilkår vanskelige.
Jeg synes, det var trist at tænke på, at mine børn og deres børn måske skulle vokse op i en verden uden ildfluer. Foruden deres plads i økosystemet og gavnlige rolle som bestøvere har de også en vigtig spirituel rolle i balinesisk kultur. Man siger, at ildfluer er sjælenes vejvisere. Hvis man ser en ildflue i sit hjem, er det temmelig sikkert en afdød forfader, der aflægger besøg.”
Wayan arbejdede oprindeligt i turistbranchen og startede sin research om ildfluer på hobbyplan, men siden har det grebet om sig, og i dag arbejder han på fuld tid med at forske, fundraise og formidle om ildfluernes levevilkår på Bali.
Wayan får hjælp af et lille dedikeret team af frivillige biologer og har ofte grupper af studerende boende, som bidrager til forskningen. Den forskning, der findes om ildfluer i området, er meget begrænset, så det er spændende, hvor meget ny viden centeret kan bringe til bordet med forholdsvis små midler.
Foruden forskningen er Wayans mission baseret på oplysning af bønder i området. Han lærer dem, hvordan de kan bruge alternative midler til pesticider i deres landbrug og kompenserer dem sågar for de potentielle tab, de måtte have, hvis de omlægger til økologi.
Ikke mindst har Wayan i sit lille laboratorie et avlsprogram, hvor ildfluer udklækkes og matches under sikre forhold, og deres afkom lukkes så ud i naturen, når de er klar. Det kan tage næsten to år for en ildflue at nå igennem stadierne som æg, larve og puppe, inden de når det sidste stadie som fuldvoksne og kønsmodne ildfluer. Herfra har de så, i bedste fald, blot to måneder til at formere sig, inden de dør af naturlige årsager.
Det kan synes håbløst at nurse hver eneste æg og larve i petriskåle for at sikre artens overlevelse, men al forandring starter i det små og med beslutningen om at tage handling.
Wayan har opnået stor international anerkendelse for sit initiativ og har formået at skabe øget opmærksomhed på de insekter, som ikke særlig mange af os interesserer os for, men som ikke desto mindre har en effekt på os alle og vores levevilkår – ligesom vi har en effekt på dem og deres levevilkår med de forbrugsmønstre, vi har, og de valg, vi træffer.
Haner og rotter
Fjerde dag. Den følgende morgen fulgte Wayan mig til landsbyens udkant, og her kom vi bl.a. forbi en stor permanent pavillon med plads til adskillige hundrede tilskuere omkring en lille kvadratisk arena i midten som en slags boksering.
“Det er en arena for hanekampe,” fortalte Wayan. Jeg har før set mindre, mere primitive arenaer i landsbyer, men det var første gang, jeg havde set en konstruktion af denne størrelse dedikeret til, hvad der formelt set er en ulovlig aktivitet.
Selvom hanekamp er forbudt ved lov, er det så indgroet en praksis i kulturen, at myndighederne for mestendels vender det blinde øje til – hvis da ikke de selv har noget på højkant. Oprindeligt var hanekamp forbundet med spiritualitet og blev brugt ved visse ritualer, hvor ånderne krævede blod. Men i dag er det frem for alt et tiltrækningsplaster for spillefugle.
Selve kampen foregår ved, at to haner, som er opdrættet til formålet, får bundet metalsporer om benene og bliver sluppet løs på hinanden. Publikum gør deres indsatser og vinder eller taber penge alt efter udfaldet, præcis som enhver anden sportsgren, man kan oddse på.
Jeg er personligt vegetar og frastødes ved alle former for dyremishandling, men når vi kommer ud i verden, er det altid let at påpege de ting, de dér gør anderledes end os selv, og stemple det som værende galt. Men skal vi se lidt indad – og det bør vi jo nok – så tror jeg næppe, at livet som kamphane på Bali er værre end livet som burhøne i Danmark, tværtimod.
Ved arenaens port vinkede jeg farvel til Wayan og fortsatte min vandring mod syd. Ved mørkefald nåede jeg til Ubud, en af øens mest populære og turistede byer, fuld af butikker, lækre restauranter og juicebarer. Her undlod jeg ikke at lade mig lokke og tilbragte alt for længe i skyggen på op til flere beværtninger.
Min aftensmad fik jeg på en vegetarisk buffetrestaurant, som bød på lækker, billig mad, hyggelig indretning og dæmpet belysning – perfekt til at slutte en lang vandringsdag af med. 5 ud af 5 stjerner… lige indtil jeg fik øje på noget, der bevægede sig rundt mellem fadene i buffeten. En kornfed rotte med julelys i øjnene. Tak for mad og tak for i dag.
Tånegle og livsvalg
Femte dags vandring gik østpå til Padangbai ved kysten. Her havde jeg sat Leah fra Living Seas i stævne for at høre om organisationens arbejde med at genetablere koralrev.
Selve vandringsdagen gik uden videre beretningsværdige oplevelser. Jeg må indrømme, at jeg havde syntes, det var usædvanligt hårdt de første par dage, og at jeg lige nåede at blive lidt bekymret for, om alderen havde indhentet mig. Derfor var det også en lettelse at føle, her på fjerde dagen, at kroppen var ved at komme ind i rytmen igen.
Det havde helt sikkert også hjulpet at få klippet mine tånegle dagen forinden. Af uransalige årsager havde jeg forsømt at få trimmet kløerne inden første vandringsdag, hvilket havde resulteret i åbne sår på flere af mine tæer. Temmelig dumt og faktisk også lidt pinligt at have så lidt styr på sin personlige hygiejne. Men nu nævner jeg det alligevel, så du, kære læser, undgår at lave samme fejl.
Det var mørkt, inden jeg nåede frem til Padangbai. Her mødtes jeg med Leah på en hyggelig restaurant, muligvis uden rotter, hvor vi delte et par velfortjente øl og et godt måltid mad, imens vi udvekslede anekdoter og betragtninger.
Leah selv var bare 22 år og fra Tyskland. Hun var passioneret dykker og nød livet på Bali, hvor hun allerede havde arbejdet for Living Seas på en beskeden løn i en årrække. Hun havde ikke travlt med at komme videre. Her kunne hun tilbringe adskillige timer under havets overflade hver eneste dag, omgivet af koraller, fisk og skildpadder, og her kunne hun yde et mærkbart bidrag til det meningsfulde arbejde for en mission, hun virkelig brænder for og har indflydelse på i sit daglige virke.
Vi talte om at dykke, om at vandre, om at rejse og leve, om at gøre sin passion til sin levevej, om forventninger, uddannelse, karriere, valg og fravalg. Skønt sin unge alder slog Leah mig som et klogt menneske. Et menneske, der tidligt havde indset, hvad der virkelig betyder noget her i livet, som brugte sin tid og sit fokus på dét og ikke lod sig stresse af alt det andet larm.
Vi aftalte at mødes tidligt næste morgen på dykkercenteret ved stranden og gik så hver til sit.
Jeg havde egentlig mest lyst til bare at booke et billigt værelse, men dette her var jo ment som en forberedelsestur til min vandring i Afrika – ikke bare fysisk, men frem for alt mentalt – og i Afrika bliver wildcamping et vilkår. Så jeg overbeviste mig selv om, at jeg hellere måtte finde et sted at slå min hængekøje op, så det ikke ville være mig alt for uvant, når dét at sove i det fri i fremmede lande bliver dagligdag igen til sommer.
Efter nogen vandren rundt på må og få uden held med at finde egnede træer med passende afstand, afskærmet for udsyn fra vejen, fandt jeg en wantilan, en slags permanent pavillon, bag et offentligt toilet ved et tempel med udkig over bugten. Her satte jeg min hængekøje op mellem to massive stensøjler og lagde mig til ro for natten.
Åh abe
Da jeg vågnede i min hængekøje, var det til en ganske nydelig udsigt over bugten ved Padangbai, hvor de traditionelle farverige udriggerfiskebåde ligger og skvulper rytmisk i det turkisblå vand, som tegner sig om den hvide sandstrand mellem træerne. Her kunne jeg godt ligge og dase et par timer. Bare vågne langsomt op, imens jeg…
Hov, hvad var det? Et ansigt, der kigger på mig der mellem bladene. Der gik ikke længe, fra jeg havde fået øje på den første abe, til jeg så den anden, den tredje, den fjerde. Og nu, hvor jeg var vågen, syntes jeg også at blive mere interessant for dem.
Et par modige nysgerrige hanner hoppede fra træerne og over på gelænderet, der omkredsede pavillonen, og satte kursen direkte imod mig og mine ejendele. Aberne hernede stjæler med arme og ben, og de kan blive temmelig aggressive, hvis de får fat i et eller andet, og man forsøger at tage det tilbage. Heldigvis har de respekt for min vandrestav, så da jeg bankede lidt i gelænderet med den, vendte de om igen.
Der gik dog ikke mange minutter, før de to unge spejdere kom tilbage med forstærkninger, og før jeg fik set mig om, var der pludselig aber i varierende størrelse overalt omkring mig – ja, sågar over mig, hvor nogle havde taget position på tværlæggerne under taget og begyndte at hyle og kaste med ting og sager.
Jeg kunne godt se på det hele, at det var på høje tid, jeg fik pakket mine pakkenelliker sammen og taget benene på nakken, hvis jeg ikke skulle ende med at blive kidnappet af en abekattebande som en anden Mowgli i Junglebogen.
De havde heldigvis stadig respekt for vandrestaven, men jeg havde da også kun lige nået at få hængekøjen krøllet sammen og proppet i tasken, før en stor han gjorde udfald mod mig og blottede tænder, og jeg slog vandrestaven så hårdt i jorden for at skræmme ham, at den knækkede på midten.
Herfra gik det temmelig stærkt med at komme væk. Heldigvis satte de ikke efter mig. Men oppe fra gaden kunne jeg se, hvordan aber strømmede til fra de omkringliggende træer, og inden længe var hele wantilanen indhyllet i pels.
Under vandet
Lettet over ikke at være endt som abemad satte jeg kursen mod stranden og dykkercenteret, hvor jeg skulle mødes med Leah.
Vi klædte om og sejlede ud til et sted i bugten, hvor Living Seas genetablerer koralrev. Iført dykkerbriller og snorkel svømmede vi rundt i vandkanten med blikket rettet mod havbunden.
Synet var nedslående. Et øde landskab af døde koralrev. Man kunne fornemme, hvordan her engang havde emmet af liv og farver, men alt, der nu var tilbage, mindede om ruinerne i en sønderbombet by.
“Man regner med, at i 2050 vil 70–90% af verdens koralrev se sådan her ud,” forklarede Leah, nedslået. “Det skyldes blandt andet global opvarmning og udledning af kvælstoffer, men også ubæredygtigt fiskeri, fx med bundtrawl.”
For mange af revene omkring Padangbai er skaderne ikke kun resultatet af global havopvarmning og forurening, men af direkte fysisk ødelæggelse af fx bådankre, der river korallerne itu.
Og når koraller dør, dør resten med. Over en fjerdedel af alt liv i havet er afhængigt af koralrev – som fødestue, som skjul, som jagtmarker. Mister man revet, mister man hele økosystemet omkring det. Og det er ikke bare fiskene, det går ud over. Revet beskytter også kyster mod erosion og skaber føde til millioner af mennesker.
Vi svømmede videre, og pludselig ændrede undervandslandskabet sig.
Fra gråt til farver. Fra dødt til levende.
Under os kom rækker af metalskeletter til syne som små undervandshaver. På dem havde Living Seas fastgjort små koralfragmenter, hentet fra sunde donor-rev i nærheden. Leah forklarede, at det minder om stiklinger i en potteplante: Tager man et lille stykke af en sund koral og giver det noget stabilt at vokse på, kan det blive til en hel koloni.
Leah fortalte, at Living Seas nu har plantet over 320.000 koralfragmenter, genoprettet mere end 6.500 m² havbund og sat over 7.600 såkaldte Reef Stars ud, og at livet omkring dem er eksploderet: 15× mere koralvækst, 10× flere fisk og tilsvarende flere hvirvelløse dyr.
Jeg dykkede ned og så det tæt på: små lyserøde og gule koraller spændt fast på metalskeletterne med plastikstrips.
Det var tydeligt at se forskel på, hvor længe rammerne havde stået der. På de nyeste var metalskeletterne stadig synlige, og man kunne se små skilte med navnene på dem, der havde doneret dem. Men jo længere rammerne havde stået, jo mere tildækket var de med bevoksning, og jo mere aktivitet og bevægelse fra fisk og andre havdyr var der omkring og imellem dem.
“De vokser hurtigere, end folk tror,” sagde hun. “Vi planter dem, passer dem, men det er naturen, der gør resten. Vi skal bare give den lidt hjælp.”
Hvis du vil, kan du også hjælpe naturen lidt på vej ved at støtte Living Seas og Bring Back the Lights fantastiske arbejde på deres respektive hjemmesider:
https://www.livingseasfoundation.org
Snorkleturen med Leah markerede enden på min rejse til fods gennem Bali. Det havde været en hård, smuk og lærerig rejse. Jeg havde fået banket rusten af vandrestøvlerne og fået et indblik i Balis fantastiske kultur og natur – også uden for turistområderne.
Jeg havde mærket min egen skrøbelighed i bjergene og havde mødt to fantastiske ildsjæle med hvert sit vigtige projekt, som begge havde mindet mig om, at naturen har en fantastisk genoprettelseskraft, skønt vi udfordrer den gevaldigt med vores levevilkår.
At spørgsmålet ikke er, om planeten vil overleve os – det vil den helt sikkert.
Spørgsmålet er snarere, hvor længe vi vil overleve os selv, hvis vi bliver ved med at modarbejde den natur, vi alle lever i og af. Vi spiller alle en rolle i den store kosmiske balance, og vi vælger alle selv – hver dag – med de valg, vi træffer, og de handlinger, vi foretager os, om vi vil gøre verden en lille smule bedre eller værre at leve i, for os selv og for mennesker, dyr og naturen omkring os.
