Støvet rejser sig i gyldne slør bag bilerne, hvirvler op i vinden og danner store skyer. Vi holder afstand, ellers opsluges vi af støvets mur. Foran os strækker Pamir Highway sig, en vej tættere på himlen end på jorden, en livsnerve gennem Centralasiens vilde hjerte. Vores mål er Tulpar Kul, jurtelejren ved foden af Peak Lenin – men allerede her føles vejen selv som destinationen.
Bjergene står i rækker, nøgne og mægtige, farvet i jordens dybeste nuancer – røde, okker, kobber og lilla – som penselstrøg på et lærred, ingen hånd har færdiggjort. Vejen snor sig som en slange gennem højsletten. Jeg må tvinge mig selv til ikke at råbe stop! til chaufføren; hvert blik ud ad vinduet er et øjeblik, jeg længes efter at indfange. Men jeg ved, at intet kamera kan indfange denne storhed og stilhed. Og vi er presset på tid, for at nå over passet og gennem grænsekontrollen og nå frem til lejren inde mørket falder på.
Ved grænsen til Tadsjikistan står tiden stille. En ung soldat patruljerer foran bommen, radioen sprutter med fjerne kommandoer. Langsomt hæves armen, bommen løftes og langsomt kører vi igennem. Chaufføren forsvinder ind i bygningen med vores pas i hånden, og minutterne strækker sig – til han vender tilbage med et smil, og vi kan fortsætte. På den kirgisiske side løfter luften sig; vagten spørger, smiler, byder os velkommen.
Vi drejer væk fra hovedvejen og kører ad en lille grusvej med kurs mod bjergtinderne. Sletten åbner sig, heste græsser frit, det virker som en helt anden verden, magisk – eventyrligt. Og så pludselig mellem bakkerne, dukker en turkisblå sø op, og dér – som en drøm – ligger jurtelejren. Teltene står som hvide perler ved bredden, og bag dem rejser Peak Lenin sig, snehvid mod den dybblå himmel. Jeg må knibe mig i armen: Det er som at træde ind i et eventyr, hvor virkelighed og drøm smelter sammen.
Jurterne er mere end telte – de er store og komfortable. Deres skelet er bygget af piletræ, siderne er moduler, der kan tages fra hinanden, der er trægulv og ovne der fyres op med kul. Rigtige senge med ordentlige madrasser og tykke tunge dyner. Det skal nok blive rigtig godt.
Aftensmaden samler os alle i det store telt, hvor borde står på rad og række, pænt dækket op. Suppen damper, brødet er tørt, men bliver blødt op i suppen. Ris og yakoksekød, skylles ned med varm te. Stemningen er stille, trætheden efter den lange køretur melder sig. Da vi vender tilbage til jurten, brænder ovnen hedt, og temperaturen nærmer sig en sauna – men vi ved, at natten vil blive isnende, når gløderne dør. Lange uldne bukser bliver stukket på og den tynde merinoulds bluse med langeærmer fra Loow er perfekt at sove i. Pandelampen er indenfor rækkevidde, i fælde af at jeg skal ud i løbet af natten.
Om det er den kolde luft eller trætheden, ja så har jeg sover tungt under tæpper og dyner. Morgenen er kold, men solen lokker dagen i gang. Jeg tager lag på lag, her er den tynde merinould bluse fra Loow genial til at have under den tykke trøje også fra Loow. Med rygsækken pakket med vand, madpakke og kamera er jeg klar til vandringen mod Travellers Pass, hvorfra vi kan nyde udsigten til Peak Lenin og den store gletcher. En tur på i alt 6 timer. En stejl sti fører os ned til floden og på den anden side begynder opstigningen. Luften er tynd og min form er måske ikke så god som jeg troede, for jeg hiver da efter vejret og mine skridt bliver tungere og tungere. Jeg får hurtigt varmen og af med den tykke trøje. Solens stråler slår smut i vandløbet, et par okser ligger i græsset og kigger nysgerrigt op. Vi når op til den første basecamp, hvor stenene i cirkler vidner om hvor der har stået jurter for de mange bjergbestigere, der hvert år bestiger Peak Lenin. Alle jurter er pakket væk og lagt ind i de mange containere, der står rundt i basecamp. Der er ikke flere bjergbestigningshold i år og sæsonen er slut. Vi er nogle af de sidste der gæster stedet her, der går ikke mange dage, før nedpakningen af vores jurtelejr også begynder.
Jeg når ikke Travellers Pass. Efter 2,5 times vandring må kroppen give slip. Jeg sætter mig på en sten ved et lille vandløb og suger indtrykkene til mig – lukker øjnene og lader skulderne falde ned og mærker stilheden. Da jeg vender blikket nedad, ser jeg jurtelejren ligge som en perle ved søen, hestene græsser langs bredden, bjerge der skifter farve i lyset. Alt er stille. Som et maleri, i evig forandring. Jeg er ikke skuffet, selvfølgelig ville jeg gerne have været oppe ved Travellers Pass, men jeg har ikke kræfterne i dag. Jeg fyldes med følelsen af at være lille i dette store landskab og føler mig helt opslugt af bjergene. Turen ned går hurtigere end op, men musklerne i lårene er spændte og arbejder på højtryk. Nu mangler jeg bare lige at krydse floden og derefter den sidste stigning og derefter går det næsten fladt ned til lejren. Jeg kan mærke hvordan trætheden breder sig i min krop og jeg samler de sidste kræfter.
Tilbage i lejren går jeg hurtigt ind i madteltet. Den store kedel står og koger på blusset, jeg skænker mig en velfortjent kop te. Jeg løsner støvlerne og synker ned i en stol i læ for vinden, og mærker hvordan solens stråler varme min krop. Jeg lukker øjnene og landskabet har printet sig fast på min nethinde. Jeg bliver trukket tilbage til virkeligheden af skramlen fra gryder og ved nu at der snart er mad. Senere fyldes teltet af stemmer fra hele verden – australsk, tysk, engelsk – forskellige toner, samme eventyr. Stemningen er høj og latteren får frit løb.
Da jeg sent på aftenen træder udenfor, er himlen dyb og klar, oversået af stjerner. Et enkelt stjerneskud strejfer mørket, hurtigt, glimtende, som en hemmelig hilsen. Og jeg ved, at dette øjeblik vil brænde sig fast i mig, længe efter støvet fra Pamir Highway har lagt sig.
