En jagt på at udnytte de arktiske vindes kraft, at gå helt op i ren skønhed og en drøm om at rejse rundt om Svalbard uden support. Det blev mødt af de barskeste polare forhold.
Når du rækker så langt ud, du overhovedet kan, er du måske heldig at møde dine grænser.
Af snowkite-instruktørerne og guiderne Thomas Sørensen og Morten Rejkjær Clausen. Tekst og billeder af Morten Rejkjær Clausen.
En naiv drøm om is og vind
I 2017 stod vi på den store frosne Onegasø i Rusland til Trans Onego Kite Enduro. Vi var på vej til at blive blandt de få, der gennemførte den 400 kilometer lange snowkite-konkurrence over flere dage. Ved målstregen, dødtrætte, stod drømmen krystalklart: at kunne blive sat af på et hvilket som helst islandskab og bruge vinden til at komme videre, uanset hvilke forhold vi mødte.
År med træning, kiteracing, undervisning og backcountry-ture senere faldt vi over Svalbard. Et velkendt sted for skiekspeditioner, men en næsten uopdaget perle for snowkiting. Efter en vellykket og behagelig kitetur til øgruppen i 2023 besluttede vi at vende tilbage med et race-inspireret setup. Klar til at kite så langt, vi kunne forestille os. En mulig tur hele vejen rundt om Svalbard uden support. Over 1000 kilometer i alt, med start og slut i Longyearbyen og vendepunkter mod nord og syd.
På de bedste dage tilbagelægger vi hundredvis af kilometer, på de værste kommer vi kun et par. Vi har valgt at være naive i ordets ældste betydning: at være tæt på naturen og ren i sindet. Vi ville tage ud med kites fra det første mulige punkt ved Longyearbyen, den største bebyggelse på Svalbard. Derfra ville det være op til vejrsystemerne og forholdene at afgøre, om vi kunne gennemføre hele turen, eller om vi måtte skære halvdelen af ruten væk og vende om, når vi havde nået det nordligste punkt.
Pulkaerne var pakket med forsyninger, gletsjerredningsgrej, kites og det, der følger med at rejse i Svalbards backcountry: bjørnealarmer og skarpe våben.
Start i Longyearbyen, de lange dale
Vinden blæste, men lige imod. Da vi kiggede ned, så vi sten, sort is og kun små pletter med sne, mere grå end hvid af støv fra de blottede fjelde. Vi startede som planlagt, lige uden for Longyearbyen. Glade for endelig at kite på Svalbard, men med vinden imod os måtte vi dække enorme afstande for at komme fremad i den rigtige retning. Den sparsomme sne og den hårde, lumske overflade krævede al vores opmærksomhed, hvis vi ikke skulle ødelægge udstyr eller knæ.
Vi måtte helt op i de højest mulige punkter på dalsiderne for at navigere ruten. Når vi vendte på de stejle skråninger, opførte kitene sig som paraglidere og løftede os en smule fri af overfladen. Et smukt syn, sjovt, og det udløser en følelse af at mestre noget. Men mentalt ekstremt krævende. Der er aldrig plads til fejl i de manøvrer.
Efter tre dages hårdt arbejde i dalene stod vi ved den massive moræne, der markerer skellet mellem tundralandskabet og det, vi er her for: de glatte, endeløse gletsjere, der strækker sig som isfloder mellem de spidse fjelde. Morænen stod som en middelalderborg, der beskyttede de store vidder mod indtrængende. Vi lagde kitene ned, da vindturbulensen fra grustårnene blev for kaotisk. Vi satte skind på og gik. Da vi passerede morænen, fik vi udsyn til gletsjerne, delvist blottede, delvist dækket af skyer. Vi var slået af ærefrygt, og med den løftende fornemmelse af en stabil brise satte vi kitene op og begyndte at arbejde os op ad gletsjeren.
Polart lavtryk
Vi kom hurtigt ind i skyerne, der dækkede gletsjeren, og snart var der bare tykt uden noget. Himmel og jord smelter sammen, og fremdriften hviler udelukkende på instinkt, trykket i kiten og i skiene. Det eneste visuelle holdepunkt er pilen på GPS-kortet. Ustabile bevægelser i kitene varslede et hurtigt vejrskifte. Fra fuldstændigt tab af kraft til pludselige retningsskift og korte, kraftige vindstød. Et stort lavtryk var på vej, og det var på høje tid at slå lejr.
To fulde timer med sneskovlene, og teltet stod sikkert bag en snemur. Første rigtige storm. Velkommen til dit drømmelandskab.
Da stormen lagde sig, og vi pakkede lejren sammen, kom summen fra snescootere nærmere. Besøg af en patrulje fra Sysselmesteren, Svalbards myndighed. De kendte til vores tur fra ansøgningsprocessen, men var mere end lidt overraskede over at se os på gletsjeren. De havde regnet med, at vi ikke var taget ud på grund af vejret. Men her var vi. Et par dage bagud, stadig ikke lovende forhold, men på vej rundt om Svalbard.
Denne dag kunne vi køre vores største kites, 22 kvadratmeter tyndt stof, der langsomt trak os op ad gletsjeren. Og så et déjà-vu fra natten før. Timer med skovle for at bygge en sikker mur mod den kommende storm.
Findes der en sol?
Vi kunne kun ane de stejle vægge i det fjeldpas, vi kørte ind i. Sneen var dyb og tung, og den turbulente vind fra den ugæstfrie topografi fik vores kites til at danse mærkeligt i alle retninger. Lofting er ordet for den utilsigtede flyvetur med en kite. Efter at have dinglet ned ad bakke med en tung pulka bliver årtiers kiteerfaring sat ud af kraft, og man føler sig som begynder. De steder er ikke skabt til at kite. Heldigvis er alt en fase, og vi fik trukket os ud af det trange pas.
I seks lange dage havde vi kun set landskabet gennem forskellige nuancer af whiteout, men pludselig blev tæppet trukket væk, og hele scenen lå åben. Skarp, endeløs is og knivskarpe fjelde. Vi var miniaturer, der kørte rundt i et frostkort. Tårerne trillede af ren overvældelse. De frøs i den skrigende kulde fra det højtryk, gletsjerens mikroklima havde skabt. Den dag kitede vi, til vores fingre og tæer ikke kunne holde til mere.
Den aften talte vi om, hvor vi stod. Vi var sikre på, at vi kunne nå Verlegenhuken, det nordligste punkt, på to til fire dage. Men vi mærkede også realismen i, hvad vores kroppe og udstyr havde været igennem den første uge, og der skulle et mindre vindmirakel til, hvis vi også skulle sydpå. Vi ville være mere end tilfredse med at nå nord.
Grænsen
Vores store letvindskites på 22 kvadratmeter gav ren flow, da vi krydsede den store flade gletsjer. Fjeldene kom nærmere, og vinden aftog. Whiteout var tilbage, med ustabil vind.
Vores spor gik gennem en dal. På vej ned fra de højere dele af gletsjeren gik vinden fra let brise til frisk kuling. Nedenfor lå skarp sastrugi. Det sted samler vind.
Vi fortsatte. Fuld fart. Thomas forrest. Pludselig blev kiten fanget af en hvirvelvind. Den store vinges bevægelse var uvirkelig, som besat af en ond kraft. Kraften i det uventede ryk ville kaste både pulka og rytter til vejrs. Thomas slipper øjeblikkeligt sin kite. Den flager ud og går til jorden. Gennem vores hjelmintercom beskriver han, hvad han ser. Bag mig er en skarp hvirvelvind på vej direkte mod mig, klar til at slynge mig fri af jorden. Jeg trækker i sikkerhedsudløseren, og kraften går af vingen, men kun delvist. Den store vinge folder på midten og vender om, forvandlet til en roterende sommerfugl. Til sidst gik den ned, og jeg kunne sikre kiten og hente den, kun for at se, hvad sommerfuglen havde efterladt. En stor flænge i en af kitens hovedceller, umulig at reparere.
Jeg knælede ned ved siden af min ødelagte kite. Det, der sekunder forinden havde udnyttet vindens superkræfter, var nu ikke andet end et ubrugeligt stykke stof, og jeg følte præcis det samme. De sidste otte dages kamp mod vinden, den skrigende kulde og det mentale pres nåede sit højeste, men i det øjeblik forsvandt energien bare.
Jeg vidste, at det her var grænsen. Hvis vi pressede videre nordpå og fandt det ekstra gear frem for at fortsætte, satte vi vores egen hjemtur og endda vores helbred på spil. Thomas gik hen til mig, satte sig ned og sagde det, der var at sige:
Det er nu. Ikke længere. Vi vender om.
Jeg græd.
Den store tur hjem
Rummet til følelser blev defineret af, at vi ikke kunne blive. Tilbage til arbejdet. Igen navigation gennem whiteout, blot med den forskel, at vi kunne slippe presset på skienes kanter, fordi vi ikke længere skulle mod vinden, men kunne flyde med den.
Den aften gik vi dybt ned i de mest kostbare forsyninger af ost og chips og tændte en ekstra brænder for at få varme i teltet. Mad og brændstof var der nu rigeligt af, fordi vi vendte om tidligere end planlagt.
Stemningen var blandet. Vi havde begravet den længe ventede drøm om at nå vores ultimative snowkite-mål. Men midt i sorgen over den brudte drøm lå taknemmeligheden over at være herude, og en endnu ikke forstået betydning af at have mødt sin egen yderste grænse i arktisk natur. At stå på det punkt og stadig kunne vende om er noget nær det mest dyrebare, der findes.
Fra nu af handlede det om at nyde tiden på isen, selv om vi havde hundredvis af kilometer foran os.
Da vi slog lejr, var der kun hvidt. Nu åbenbarede en horisont af endeløse fjelde sig i den knivskarpe kulde. En slags tak for at tage grænser alvorligt og ikke køre hen over dem i et ensporet sind. Vi kunne sætte de små kites op, og nu fik vi den følelse, vi kender så godt, men som udeblev, da vi kæmpede mod vinden. Cruising i frisk sne, over 50 kilometer i timen, ubesværet flow præcis på vores planlagte kurs. På få timer forsvandt de afstande, vi havde brugt dage på at vinde, i én ubesværet bevægelse.
Vi var på kanten af midnatssolen, og månen stod klart på den blå aftenhimmel. Endnu klarere stod erkendelsen af drømmen bag alt det her sjov, besvær og oplevelse. Drømmen om at kunne stå på en hvilken som helst isflade, med vores kites og vores teknik, i alle forhold. Evnen til at være i naturen og finde ud af, hvor langt man er villig til at gå, og kende sine grænser, var det, der bragte os herud i første omgang.
Den arktiske natur var blevet et prisme, der spejlede noget i mig, som jeg ikke kunne se før. Jeg så på månen, på de hvide fjelde, og jeg kunne se på min opfyldte drøm. Her er den. Hvad nu? Hvad så?
Nye linjer
Vi tog af sted for at komme hele vejen rundt om Svalbard med kites, hurtigt og uden support. For os var det ikke muligt, men linjen er tegnet op, og den venter måske på de rigtige forhold og det rigtige hold. Tilbage står spørgsmålene om, hvorfor man skal kaste sig ud i sådanne projekter. Hvad er de virkelige mål med at tage ud i naturen? Og det vigtigste for os, der har brug for de her steder: hvordan bevarer vi de stadigt svindende isflader, der rummer den sidste vildmark, hvor man kan leve det vilde ud?
Thomas Sørensen og Morten Rejkjær Clausen er snowkite-instruktører og guider. Morten havde LOOW merinould som inderste lag hele ekspeditionen igennem. Alle ord og billeder er hans egne.
