Målet var sat. At kombinere snowkiteracing med ekspeditionshåndværk og nå 1000 km rundt på Svalbard, kun ved hjælp af vindkraft. Et år med planlægning og træning. Vi tog af sted i de sidste vinterdage, inden midnatssolen ville bryde frem, med bevidsthed om hårde forhold, men større chance for at ramme vejrsystemer med vind. En tur hvor intet gik som forventet, og målet viste sig ikke at være de tilbagelagte kilometer, men den grænse som de færreste oplever. At nå det punkt hvor fysik, psyke og udstyr når den maksimale udfoldelse i en af de sidste vildmarker på planeten.
Med temperaturer under 30 minusgrader er det kritisk vigtigt at holde sig varm. LOOW var med hele vejen og stod prøven som teknisk uld til ekspedition gennem snestorme og alle tænkelige forhold i den arktiske ødemark.
Thomas Sørensen og Morten Rejkjær Clausen, snowkitere
Det er slutningen af marts. Dagene på Svalbard er lange, men natten er stadig mørk. Vi håber på flere dage med vind i overgangsperioden til midnatssol. Meldingerne ser fine ud. Lavtryk passerer øgruppen, og forventningen om at komme hurtigt frem stiger. Vi har pakket vores pulke til alt, hvad vi kan møde de næste tre uger på is. Isøkser, reb, mad, telt, kites og den særlige bjørnesikring med små sprængladninger, der skal vække os, hvis vi får besøg af en af Svalbard-områdets 3500 hvide bjørne.
Vi går ud af Longyearbyen, forbi pladsen med de hundredvis af snescootere til turister, blikket mod fjeldet. Vi sætter dragerne med vinden lige imod os og kigger ned på underlaget, der er mere is og sten end sne. Vi kender den første del af vejen fra en tur to år tidligere, der gik det roligt igennem de små 100 km dale, der fører os til gletsjerne. Nu er vinden mere ustabil og lige imod os, så vi må krydse op gennem dalene. Vi kommer slidsomt, men sikkert fremad.
Vi har afsat 30 dage til turen. Vi bruger ikke depoter eller får ekstra forsyninger leveret på ruten, og alt handler derfor om at spare vægt. For at turen skal kunne lykkes, er vi afhængige af at få vindforhold, der gør det muligt at tilbagelægge op mod 200 km på en dag. En smal sag i de rigtige forhold, men umuligt på dage med tvivlsomme forhold.
De første dage er i direkte modvind. Det betyder stort pres på skiene, og vi skal vinde hver meter ved at krydse fra fjeldside til fjeldside i de smalle dale. Der ligger et tungt skydække, lyset er sparsomt og fladt, og vores navigation er betinget af de mange eksponerede sten, der afslører landskabets konturer, men også udgør et hårdt slid på ski og pulke. Falder vi på de skarpe sten, kan turen hurtigt slutte med et brækket ben eller tab af kritisk udstyr.
På tredjedagen står vi ved morænen, der markerer starten på de uendelige hvide flader. Morænen ligger som en middelalderfæstning. Der er få veje, der gør det muligt at passere den. Hvor vi ved forrige tur kunne passere gennem dalene på timer og med kites i luften lade os trække op igennem morænen, måtte vi denne gang have fæller på skiene og passere morænen til fods. Det mægtige syn af fjeld og gletsjere stod filmisk. Uden vores farverige drager i luften befandt vi os i en sort-hvid film af is, sten og skyer. Vi havde fået det, vi håbede på, vind fremfor blå himmel, blot ikke i den retning vi håbede på. Men endelig var vi på de gletsjere vi havde drømt om og længtes efter så længe.
Polarstorm
Det gav ny energi at kunne sætte dragerne op og bevæge os op på gletsjerne. Hurtigt bliver morænens mur til en lille grusbunke i bunden af dalen. Sneen bliver dybere, og vi skal ikke længere være opmærksomme på pludseligt at ramme skarpe sten eller blive overrasket af blank is.
Inden længe har vi bevæget os ind i skydækket. Sigten bliver ekstrem lav. Vi har vores GPS-skærm og holder os tæt sammen. Vi kan kommunikere gennem intercom i hjelmene, så selvom vi ikke altid ser hinanden, kan vi holde samme retning. Det går fint, indtil vi mærker tegn på, at der kan være et nyt vejrsystem på vej ind over øgruppen. Det ene øjeblik er der helt vindstille, det næste friske til hårde vindstød i skiftende retninger. Beslutningen bliver at slutte dagen og slå lejr.
Vi når knap at få teltet op, før det står klart, at det er et kraftigt polart lavtryk, vi har med at gøre. Sneen fyger, og det er frem med spaderne for at bygge en snemur for at sikre teltet. Velkommen til drømmelandskabet. Nattens søvn er tiltrængt, men er let, for det kan hurtigt blive kritisk, hvis stormen for alvor får fat i teltet. En enkelt gang må vi ud og lappe vores snemur, som ligeså stille bliver mindre og mindre, når hårde snekrystaller virker som sandblæsning i stormen.
Da stormen har lagt sig, er det tid til at komme videre. Der er bedre sigte, let vind, og vi pakker vores store 22 m2 drager ud, en gigantisk skærm, der skaber fremdrift, selvom der næsten ingen vind er.
Det er fascinerende, hvor omskifteligt vejret er i fjeldet. Ca. 30 km nordpå tager vinden til, samtidig med at sigten går mod nul. Der er kun én ting at gøre, før det næste lavtryk rammer: frem med sneskovlene og få telt og grej sikret bag en snemur.
Findes solen?
Vi har været ude i over en uge, og vi har endnu ikke set andet end skiftende variationer af whiteout og grå himmel. Vi kan ane konturer af de stejle fjelde, der omgiver vores lejrplads. Af og til forsvinder fjeldene helt. Vi skal gennem et smalt pas, hvor sneen er tung, og vinden er turbulent. Det hele er ét skridt frem og to tilbage, hårdt arbejde, og mens vi bliver kastet op og ned i sneen, føler vi os som totale begyndere, der ikke har styr på noget som helst. Tankerne krydser spørgsmålet. Hvad i alverden er det, vi har gang i?
Svaret kommer heldigvis efter timers kamp med vind og sne. Pludselig bliver vinden mere stabil, og skiene får fart og retning. Stille og roligt letter den tykke tåge, vi kan se konturer i sneen, og pludselig går tæppet fra. Scenen står åben, knivskarpe bjergtoppe, glinsende sne, blå himmel og blød sne.
Vi brager i fuld fart ud mod de frie vidder. Vi er i et gigantisk postkort, små prikker, alene og på vej mod nord. Vi er bagefter tidsplanen, men først nu føler vi, at vi er rigtigt i gang. Håbet om en rundtur på Svalbard lever.
I dag kiter vi, til solen er dykket under horisonten, og går i teltet taknemmelige over dagens oplevelser, men også med en opmærksomhed på en snigende udfordring. Begyndende frostskader. Når vi kiter med vinden, bruger vi meget få kræfter, og skiene flyder med os. Når vi går mod vinden, lægger vi pres på skiene, og blodcirkulationen i fødderne kan blive udfordret. En uge i modvind har sat sine spor, og særligt Thomas begynder at have problemer med at genvinde varmen i fødderne. Den smukkeste dag kom med en pris, temperaturer under 30 minusgrader. Den aften brændte vi lidt ekstra benzin for at få temperaturen i teltet op for at restituere og være klar til endnu en lang dag i morgen.
Grænsen mod nord
Vores kæmpestore kites, i ultralet stof og med tynde liner, tager os lydløst over isen. Uden dem var vi overladt til at gå, men det går roligt med 20-30 km i timen mod nord. God sigt, hårdt sneføre og ekstremt koldt. Vi glider over de sidste flade gletsjerpartier, inden vi kommer til de næste sektioner af fjeldpas. Vi har udsigt mod Newtontoppen, Svalbards højeste bjerg, mens vi sigter mod Trinity-gletsjerne, der skal tage os mod Verlegenhuken i nord.
Vinden bliver mere ustabil, og sigten er tilbage på dårlig. Selvom fremdriften stadig er god, bliver det tydeligt, hvor fysisk og mentalt udmattende turen har været. I det grå, utilregnelige vejr er alle sanser på vagt for ikke at navigere forkert eller risikere, at et uforudsigeligt vindstød løfter mand og pulk fra sneen.
Vinden tager til, og vi ser vores snit til at komme videre. Hvad der først virker som en befrielse med fart i skiene, bliver hurtigt kritisk. Jeg ser Thomas et par hundrede meter længere fremme, med fuld fart gennem snefygning, pludselig stoppe helt op. Skærmen over ham krøller sammen og bliver taget af en hvirvelvind. Han løser kiten ud, så den falder til jorden. "Løs ud", hører jeg over samtalesystemet, og jeg ser endnu en vindhvirvel, nu lige bag mig. Jeg griber sikkerhedsudløserne, og min kæmpe kite går til jorden, men når at blive fanget i den ustyrlige vind og vikler sig ind i sig selv, inden kraften forsvinder helt. Jeg mærker igennem linerne, at noget rykkede sig, og ganske rigtigt var der nu en stor flænge.
Paralyseret af situationen sad jeg med det, der før var en højtydende kite, men nu bare var en ubrugelig klud. Lettet over at vi begge nåede at reagere, før vi uundgåeligt ville blive slynget op i luften af fjeldvindens kræfter, men fortvivlet over, hvad dette kunne betyde.
Thomas gjorde det klart, da han kom over. Satte sig ned og kiggede mig i øjnene.
"Det var det", et stort kram og tårerne trillede. Vores aftale omkring turen stod klart. Vi giver alt, hvad vi har for at stå distancen, men aldrig på bekostning af sikkerheden. Selvom argumenterne for at give det hele et ekstra skub kunne findes, var det her grænsen. Ikke mere.
Vejen hjem
Der var ikke tid til at sidde stille i frost og blæst. Så vi måtte hurtigt rigge små kites til og komme afsted, tilbage i whiteout til et passende sted at slå lejr. Den aften blev der fyret op med reservebrænderen, så temperaturen i teltet føltes tropisk, og vi slagtede de rationer, som vi nu vidste, vi ville have i overskud. Nu gjaldt det om at nyde tiden i den arktiske vildmark og håbe på gode dage med fin kiting på vej hjemover. Den store mission var afblæst, men aldrig har vi været så langt hjemmefra og så alene på isen. Flere hundrede kilometer skulle tilbagelægges, før vi kunne pakke teltet sammen en sidste gang.
Ved nærmere eftersyn af frostskaderne blev vi yderligere bekræftet i vores beslutning om at vende om. Var vi blevet fanget længere nordpå eller havde skubbet kroppene længere ud over kanten, var det sandsynligt, at vi kunne komme hjem med langvarige mén.
Med ny energi i kroppen og god stærk vind sydover kunne vi sætte vores kites i luften og for første gang på turen for alvor mærke snowkitingens uovertrufne potentiale og lethed. Over 50 kilometer i timen i løs sne direkte hjemover. På timer så vi distancer, der havde taget os dage at kæmpe os fremover, forsvinde i en fantastisk følelse af flow.
Vi kunne sætte lejr ved kendte fjelde, og vi kunne se, hvordan Svalbard snart nærmede sig midnatssol. Med månen over den skarpe fjeldryg og den dybblå nattehimmel smeltede drøm og virkelighed sammen. At møde naturen som rå arktisk vildmark. At være ude, hvor hver beslutning har direkte konsekvenser for, om den næste oplevelse bliver fantastisk eller forfærdelig, er ekstremt livgivende. Hvert øjeblik tæller, og det eneste vi kan, er at være taknemmelige.
Drømmen om Svalbard var gået i opfyldelse.
Svalbard rundt fra Longyearbyen til nord og syd og tilbage igen, uden depoter, blev ikke gennemført i dette forsøg. Det er svært at vide, om det vil være muligt at gennemføre, men det umulige skaber altid plads til nye eventyr.
Tekst og billeder: Morten Rejkjær Clausen. Turens engelske fortælling, skrevet lige efter hjemkomsten, kan læses her: Thin Lines, Svalbard.
Morten holder oplæg på TEDxKalundborg fredag den 18. september 2026 i Kino Den Blå Engel, Kalundborg.
