“Nido de Condores" - Guide på Aconcaqua

Turrapport – Aconcagua-ekspedition 2026

Af: Jakob Urth

Lokation: Aconcagua – med sine 6.962 meter er det det højeste bjerg på det sydamerikanske kontinent. Bjerget ligger i Argentina, tæt på grænsen til Chile og, lidt løst beskrevet, i hjertet af de enorme Andesbjerge, som strækker sig ca. 7.500 km fra syd til nord langs kontinentets vestkyst. Bare så vi alle ved præcis, hvor vi befinder os.

Det er januar, og 2025 er lige blevet til 2026. Et nyt år er skudt i gang, hvilket for mig betyder, at det er tid til årets første ekspedition. På en måde har Argentina og Aconcagua været på mit program non-stop siden starten af 00'erne. Dette år er ingen undtagelse.

Som guide og ekspeditionsleder ligger der en enorm mængde arbejde forud for en tur som denne. Det er et højt bjerg, og ansvarsområderne er mange, når det gælder om at få en ekspedition til at fungere sikkert for både deltagerne og mine lokale guider. Det er netop det arbejde og alle de skiftende variabler, der gør det interessant for mig gang på gang at rejse til den anden side af kloden for at bestige det samme store bjerg. Deltagerne, vejret, teamet og vores samarbejde er det, der former en ekspedition; med en god portion erfaring i forberedelsesfasen er grunden lagt for en vellykket bestigning.

"Jeg ankom til Argentina og byen Mendoza nogle dage før mit stærke team af gæster. Som guide skal jeg dobbelttjekke alt forarbejdet og sikre mig, at mad, udstyr, logistik, hoteller osv. fungerer nogenlunde som aftalt. Dette er min hjemmebane, og den lidt løse sydamerikanske holdning til tingene udfordrer mig ikke længere så meget, som den gjorde engang."

Det lokale fundament

Endnu et punkt for mig, og måske det vigtigste af dem alle: mine lokale guider. Uden et stærkt lokalt setup og de rette folk på mit team ville dette være en svær opgave at løfte alene. De sidste 12-14 sæsoner har jeg arbejdet sammen med den samme lokale lead-guide – et samarbejde, der har udviklet sig til et tæt venskab. Det er relationer som denne, der gør mit arbejde utroligt givende. Det er også en af grundene til vores store, gentagne succes på netop Aconcagua: 80-100 % af deltagerne når toppen år efter år. Dette er helt unikt for dette bjerg.

"Jeg hører den næsten, før jeg ser den... Den enorme kondor svæver i store cirkler over os. Den følger os, og måske undrer den sig over, hvad vi laver lige her – midt i Andesbjergene i næsten 5.400 meters højde. Jeg har set kondorer før, og hver gang bliver jeg lige betaget af denne kæmpe rovfugl. Med en vægt på op til 15 kg og et vingefang på over 3 meter er det en imponerende skabning, selv her hvor vi er omgivet af massive, smukke tinder. Vi er i Camp 2, og i den grad på kondorens hjemmebane. Campen bærer da også navnet Nido de Cóndores (Kondorens rede). Med god grund, tænker jeg, og føler mig endnu engang privilegeret og taknemmelig for denne lille, unikke oplevelse."

Vejen mod toppen

Denne tur starter planmæssigt. Efter teamets ankomst og et par gode dage i Mendoza – omgivet af vinmarker, 25 graders varme, god stemning og lækker mad – er det nu tid til at starte selve trekket mod foden af Aconcagua, mod vores Base Camp: Plaza de Mulas i ca. 4.300 meters højde.

På store bjerge og ekspeditioner generelt er etableringen af Base Camp en afgørende del af processen for at opnå succes senere på turen. Som ekspeditionsleder er det mit ansvar at sikre, at alle deltagere har de optimale betingelser for at hvile og restituere mellem vores dage oppe på bjerget. Bjergbestigning er ofte en proces, der justeres efter bjergets højde, deltagernes erfaring og vejret. Som guide vurderes vejret flere gange dagligt; jeg holder radiokontakt med mit personale i Base Camp og modtager vejrmeldinger via GPS/satellit. Det hele handler om at bringe gruppen i position til et muligt topforsøg. Her er det vejret og bjerget, der bestemmer.

På Aconcagua etablerer vi tre lejre (camps) på bjerget:

Base Camp – Plaza de Mulas (ca. 4.300 m): Her "bor" vi og forbereder os på det hårde arbejde højere oppe.
Camp 1 – Camp Canada (ca. 5.000 m).
Camp 2 – Nido de Cóndores (ca. 5.400 m).
Camp 3 – Camp Colera (ca. 5.900 m): Det er fra denne sidste camp, at vi normalt går mod toppen i ét langt topforsøg – mod toppen og tilbage til lejren for en sidste overnatning, før vi går mod Base Camp den efterfølgende dag.
Aconcagua Top (6.962 m).

Det endelige ryk

Tiden er inde til det sidste topforsøg mod toppen af Sydamerikas højeste bjerg.

"Det er koldt nu... sådan rigtig koldt, hvor det bider i kinderne og sender kroppen i en form for stresstilstand. Topforsøget på Sydamerikas højeste bjerg – Aconcagua (6.962 m) – er i gang."

Jeg er nu tilbage i Norge og har haft tid til at reflektere over endnu en fantastisk tur og ekspedition i Argentina.

"Det er stadig mørkt, og der går mindst et par timer, før solen rammer os og giver følelsen af varme og ny energi. Mit team af stærke folk arbejder sig langsomt men sikkert op ad bjerget mod en helt magisk udsigt fra toppen. Kun få hundrede meter igen, og jeg ved nu, at alle på teamet når toppen! De mange timers hårde arbejde er glemt... for en stund i det mindste... og sammen rækker vi armene i vejret. We f***** did it!"

Denne gang var noget helt særligt for mig. Stor succes med 11 mænd og kvinder på toppen... og alt det der. Jeg er stolt og ydmyg over, at det lykkedes endnu engang, men på denne tur var selve teamet den største succes. At se folk arbejde sammen og bidrage med hver deres kompetencer for at optimere fællesskabet er noget helt specielt – og det er præcis det, bjergbestigning og ekspeditioner handler om. At kunne lede og guide folk til at opnå deres store drømme og ambitioner er noget helt ekstraordinært.

Hvad har jeg med på ekspedition?

Med minimum 90 og helt op mod 200 rejsedage om året på ture og ekspeditioner rundt om i verden er det rette udstyr og beklædning afgørende for mig. Hvad man medbringer af klatreudstyr, soveposer, rygsække og dunjakker osv., er meget individuelt, omfattende og afhænger af erfaring, budget og præferencer. Det, som derimod er vigtigere for mig – og hvor jeg både er kritisk og meget omhyggelig – er valget af de inderste lag: mine isolerende lag af uld, fleece og fiber.

Mine inderste lag er, og har altid været, af uld. For mig findes der ikke noget andet materiale, der beskytter, fungerer og holder mig varm som netop uld af høj kvalitet. Dertil kommer mit valg af strømper – ligeledes uld eller i en kombination med mindst 50 % uld. På denne tur, som på de fleste andre, bruger jeg primært produkter fra mine partnere og sponsorer. Om det er dun, skalprodukter, fiber eller – som fremhævet i denne beretning – uld fra LOOW, så er de alle nøje udvalgt.

Til denne tur havde jeg følgende produkter med fra LOOW:

T-OSS 135 O-NECK x 2: En tynd og lækker T-shirt i høj kvalitet.
T-OSS 220 O-NECK: Perfekt pasform; ideel som det primære inderste lag.
ZN-240 Men’s Zip Neck x 2: En sand favorit og et sikkert valg til kolde dage og under selve topforsøget.
P-240 Merino Sweatpants: Behagelige med et lidt løst design; fungerer super godt i teltet eller i kombination med fiberbukser/skalbukser.
Merino Boxers B-180 og B-170 Airknit® Boxers: Et uundværligt produkt på enhver tur. 4-5 par plus almindelige underbukser er tilstrækkeligt til en tur som denne.

En af fordelene ved uldprodukter af høj kvalitet er den forlængede brugsperiode, hvor produktet stadig fungerer optimalt: 5-10 dage med hård daglig brug, hvor man sveder og efterfølgende tørrer, samt stor belastning fra en tung rygsæk og skiftende temperaturer.

En anden fordel er, at man nemt og hurtigt kan skylle sine produkter i varmt vand (hvis vejret tillader det) og lade dem tørre i solen, teltet eller i bunden af soveposen, hvis andet ikke er muligt. Endnu hurtigere – og noget, der fungerer næsten lige så godt – er blot at lufte sit uldtøj efter brug.