Jeg sidder på vindues-pladsen i flyet på vej hjem fra Argentina. Mine læber er stadig sprækkede og jeg nyder tanken om at mine ben for en gangs skyld er tvunget til at holde sig i ro de næste 10 timer. På skærmen foran mig holder jeg øje med flyets højde, og det giver et sus i min mave da vi passerer de 6961m. Højden på Aconcagua, Sydamerikas højeste bjerg, og det bjerg som jeg stod på toppen af for bare 5 dage siden. Jeg lukker øjnene og genkalder mig følelsen af de sidste skridt mod toppen.
Jeg bliver tit spurgt om hvordan det føles at nå toppen af et bjerg, hvilket egentlig paradoksalt nok er en meget ambivalent følelse. Ofte har man det jo egentlig ad h til når man endelig har fået sin røv slæbt derop. Kroppen har længe været i markant søvn- og energiunderskud, luften er tynd og pulsen høj, kulden bidende, benene trætte – alle kroppens naturlige instinkter fortæller dig at du skal gå ned. Samtidig er bjergtoppen symbolet på dage, måneder, års arbejde, træning, dedikation og vedholdenhed og det at stå på toppen giver, udover det vildeste endorfin-kick, en stor følelse af eufori, stolthed og taknemmelighed. Derudover en læring og en bevidsthed omkring mig selv, som jeg aldrig ville kunne have opstøvet andre steder end lige præcis i de fodspor som jeg har sat mod toppen. Det giver et enormt bidrag til min egen kropsbevidsthed og selvudvikling, at nå det, som jeg troede var min fysiske og mentale grænse – og så alligevel se mig selv sætte den ene fod foran den anden og fortsætte – igen og igen og igen.
Flyet fortsætter højere og højere og alt bliver mindre og mindre under os. Lettelsen over en yderst vellykket ekspedition og alle de gode minder som ligger i min rygsæk, breder sig i min krop, samtidig med at spændingen sniger sig ind på mig – for dette her var kun general-prøven. Opvarmningen om man vil. Sidste gang jeg fik mulighed for at trække den tynde kolde luft helt ned i lungerne, hamre mine crampons ned i det isede underlag og ydmygt kigge ud over giganterne som synes at fortsætte uendeligt ud i horisonten – inden det for alvor går løs. Næste gang er det alvor. Det er verdens højeste bjerg. Det er Mount Everest.
Skærmen viser 8000m og det gibber i min krop. De næste 2 måneder inden afgang mod verdens højeste bjerg, bliver uden tvivl nogle af de mest intense i mit liv. Her skal jeg formå at binde en sløjfe på flere års forberedelse. Pakke alle mine sirligt udvalgte sager ned på deres faste pladser, samle alle mine mentale værktøjer så de er klar til at blive taget i brug, når jeg har brug for dem, piske min krop igennem de sidste træningspas, så den ikke bliver alt for overrasket når den om lidt står foran sit livs største udfordring. Tilliden til min krop og mit sind er et af de vigtigste redskaber jeg har med mig, og den er nøje opbygget af træning, erfaring og kærlighed til mig selv og til livet.
Jeg kigger ud ad vinduet mens jeg fyldes med tilfredshed over hvor meget alting giver mening som jeg sidder lige her. Dette her handler ikke om toppen, men om rejsen dertil, det handler om hvilket menneske jeg bliver af at arbejde for noget større og udfordre mig selv. Det handler om den fascination det giver mig at færdes i rå natur – i natur hvor respekten må og skal komme fra menneskets side, og hvor jeg må bøje mig i stødet for bjergenes ord. Det handler om at jeg som individ trives i en dedikeret og målrettet hverdag. Det handler om hvert et skridt på vejen, fra ideen sås i min bevidsthed, til jeg står på toppen med tårer i øjnene og med Dannebrog hævet over hovedet. Jeg lukker øjnene og smiler, og tænker i mit stille sind: jeg er klar.
