Hiking from Skagen to Agger

Vandreferie fra Skagen til Agger

Charlotte og Ole planlægger at skulle vandre fra Skagen til Agger i deres sommerferie. Læs om deres tanker og erfaringer før deres tur.

Når det kommer til vandreture er ønskelisten lang. Tilbage til Fishermens trail, ja egentlig er hele Portugals kyst på ønskelisten, Cami de Chavall, Alpe Adria trail, South West Coast trail, Siljan leden og mange flere lokkende ruter rundt om i Europa. Selvom listen er lang, er skønne lille Danmark altid med på listen. Årstidernes skiften, skov, hede, hav, fjorde og søer har altid noget skønt at byde på.

En aften, hvor vi igen kigger på vandreruter, siger Ole: "Hvad med at gå hele turen fra Skagen til Agger?" Charlotte svarer straks: "Selvfølgelig skal vi det!" Og så går der ikke lang tid fra idé til planlægningsfasen, og sommerferien begynder at tage form. Selvfølgelig skal Lady, vores lille svenske gårdhund, også med på turen. Processen er i gang og vi nyder begge at planlægge, det er jo en del af glæden ved at skulle på tur. Hvor kan ruten lægges? Hvordan med at proviantere? Hængekøjer eller telt? Hvor lang tid skal der bruges? Hvor lang bliver turen?



Hvem er vi?
Vi, Ole (54 år) og Charlotte (47 år), har efterhånden vandret en del, men 270 kilometers vandring med hængekøjer er nyt for os begge.Ole har tidligere vandret på Grønland, så det med at have det hele på ryggen i en længere periode, har han erfaring med. Charlotte har derimod vandret mange ture på flere hundrede kilometer i både Spanien og Portugal, så hos hende ligger erfaringerne på distancen. Dog er vi enige om, at jo færre kilo der puttes i rygsækken, jo sjovere bliver turen. Vi nyder alle overvejelserne der følger med turen. Det er fedt, når vi får ideer til at “gå lettere". "Det handler både om udstyr, måder at tilberede mad på, og selvfølgelig at der ikke er mere med, end vi har brug for.”

For os begge er det at vandre et åndehul. Vi nyder at komme ud i naturen at være, iagttage, dufte, føle og lytte - det er mindfulness, når det er bedst. Specielt Charlotte har igennem mange år har brugt naturen og vandringen til at finde ro, da hun kæmper med belastningsreaktioner efter stress, og har brug for meget ro. Derfor har de længere vandreture gennem mange år været vejen frem til at finde mere ro og balance.

Ole har let forhøjet blodtryk og fik for 2 år siden en triple bypass efter en blodprop i hjertet. “Min stædighed har heldigvis gjort, at operationen ikke blev en stopklods for et aktivt liv, tværtimod”. For ham har de mange vandreture ligeledes en positiv effekt i forhold til blodtrykket og at hjertet belastes positivt.

Ud over at turen fra Skagen til Agger helt sikkert er sund for os, så glæder vi os til at opleve den danske vestkyst sammen, få naturen så tæt på som muligt, nyde den simple livsstil og samtidig have mulighed for at smage lokalområdernes specialiteter. Særligt de lokale fiskehandlere er i høj kurs. Ruten planlægger vi ved hjælp af kort og apps såsom Topo GPS, Mapy.cz og Google Maps. Vi planlægger ud fra en dagsdistancer på 20-25 km.



Hvad skal der pakkes?
Når det kommer til at pakke tasken, lægger vi særligt vægt på tøj og udstyr. For så vidt muligt er merinould det foretrukne valg af tøj for os begge, da det er behageligt at have på, uanset om det er varmt eller koldt. Det har også den fordel, at det ikke udvikler lugt, og så tørrer det hurtigt. Desuden er merinould let og fylder ikke meget, hvilket er vigtigt, når man skal pakke let. Når vejret er rimeligt, går vi i shorts og har lange tights i merinould til de kolde aftener samt til at sove i. Dun/fiberjakken er som regel altid med, da den giver hurtig varme og desuden fungerer den som hovedpude i køjen.

Maden er også nøje overvejet. Hvis der er vand tilgængeligt, er havregryn, mysli og dehydreret mad en fantastisk løsning. Dehydrerede retter laver vi selv, da vi nyder at lave mad, og det er nemt. Men hvis vi skal bære vand til madlavning, kan andre madvarer også være lige så gode. Tortillas, pølse og ost er for eksempel en fin løsning. Når vi har mulighed for at købe proviant undervejs, varierer menuen meget, og vi kan for eksempel nyde kød over bål og en portion kartoffelsalat. Inden vi tager på tur, har vi styr på indkøbsmuligheder, så der ikke skal bruges en masse energi på det undervejs.



Vi medbringer ikke en masse udstyr til madlavningen. Vi har hver en ske, et krus og en lille bøtte med låg, som vi bruger som tallerken. Den kan også bruges til soaking, samt fungere til opbevaring undervejs. Fælles har vi gas, brænder, 900 ml titaniumsgryde, lille kniv og biologisk nedbrydelige sæbe til både opvask, tøjvask, body- og hårvask. Indtil videre har det fungeret rigtig fint for os. Ellers består vores oppakning af køje, underquilt, topquilt, tarp og et let liggeunderlag til pauserne. Derudover få ting til personlig hygiejne. Vi prioriterer også begge at have en bog med, da vi nyder at læse lidt, når vi er kommet i køjen.

Pakkelisterne bliver løbende justeret, da der ofte opstår nye ideer og løsninger. Vejret spiller også en rolle i, hvad der ender med at blive pakket ned i rygsækken. Heldigvis bliver vi hele tiden mere bevidste om, hvor lidt vi kan nøjes med at have med, og jo lettere rygsækken er, jo lettere og sjovere bliver turen.

Hvis det danske sommervejr viser sig fra sin dårlige side, har vi en plan B i Nordeuropa. Vi håber på det bedste og glæder os til en smuk tur i vores skønne Danmark.